Bliver vi mon nogensinde frigjorte?

Nu er de sidste "ikke-fine" bøger med Rifbjerg-dedikationer på det hollandske udsalg i Vangsgaards på Kultorvet nede på 15 kr. så jeg købte mig en pæn bunke, inkl. dedikationer fra jævnaldrende modernisme-nærlæsere og de nærmeste kritikervenner:

Finn Stein Larsen (Spanden, 1983 (parodier, herunder 1 på Rifbjerg, der begynder: "uden direkte at beskæftige mig med/ årsagen registreres intestinale/ signaler pulmen og boblen håndsved"), dedikation: "Til Klaus Rifbjerg/ med tak for mange dejlige/ sager gennem/ årene og venlig hilsen/ fra/ Finn Stein Larsen")

Finn Brandt Pedersen (Modernisme og pædagogik, 1966 (med analyse af Rifbjergs "Jern", den 60'er-Rif, Stein parodierer ovenfor), dedikation: "Til Klaus Rifbjerg/ med venlig hilsen/ Finn Brandt P")

Niels Barfoed (antologien Tværsnit. Europæisk modernisme efter krigen, 1965 (Borgen Billigbøger 33, forside ved Per Kirkeby) med oversigten "Tysk prosa efter anden verdenskrig" ved Barfoed), dedikation: "Sept 65/ Kære Ping,/ Tak fordi du kom (wow!)/ Kære Klaus/  her er Niels god igen!/ Jeres Bente og Niels")

Torben Brostrøm (antologien Frigørelse (festskrift til Aage Henriksen 1981, med Brostrøms blidt bidske artikel (om knækprosa) "Det mådelige umådehold"), dedikation: " Til Ping og Klaus/ Bliver vi mon/ nogensinde frigjorte?/ jeres/ Torben")

I På kanten skriver Brostrøm om Rifbjergs sidste tid og sit sidste besøg hos den store digterven, med teksthenvisninger som lommetørklæder:

"Men dér sad han ved kanten af livet, ved de lette taktslag og dønninger fra den strandbred, den havstok, han ikke kunne undvære synet af, realiseret i feriestederne, Rørvig i Isefjorden, anet i Livsfrisen (1979), og Kandestederne på en klit ved Vesterhavet, spejlet i Kandestedersuiten (1994). I lyrikken er det allertydeligst markeret i Stranden (1978), men anslået allerede i 'Nultime' fra Konfrontation (1960). Strandmystik! kaldte vi dette bånd til moderskødet og fantasiens binding til dybets forunderlige gåder.
  Går I allerede? udbrød han, sidste gang, vi besøgte dem. Allerede var så det sidste ord, vi hørte. Svært at glemme. Som stemplet med laksegl."