Fra rigtig fornuftig kronik om anmelderi (apropos Gyldendals kompagni af pseudo-anmeldere) af Kristian Ditlev i Berlingske:
"Men man undslipper aldrig dårlig kritik. En eller anden
skrev om min roman »Livret«, at dens idé kammede over. Jeg var knust. På
grund af én kommentar fra én anmelder. Det slår hårdt, når folk ikke
kan lide ens ting. Det gjorde det også, da en anmelder latterliggjorde
en af mine hovedpersoner. Han var en kliché, idiotisk, plat, mente hun.
Da jeg udgav en bog om togrejser i hele verden, skrev en anmelder, at
jeg var et luksusdyr og en snob. Moi!? Nå ja, og så var der jo dengang
Lars Bukdahl, det sugerør, i
en litterær fejde simpelthen bare kaldte mig for »en badebold«. Så
hvorfor kan man ikke bare undvære den dårlige kritik, når nu den kan
være så ond, perfid, ja, led? Det kan man ikke, fordi den er
interessant. En ordentlig kritiker sætter nemlig præcise ord på ting.
Han indplacerer værker i et oeuvre. Han indsætter kunstnere i en
national eller international kontekst. Han bemærker nybrud og vigtige
nye stemmer. Han reflekterer kritisk over teksterne. Han har en
litteraturvidenskabelig tilgang.
En dårlig anmeldelse er
noget andet end en negativ anmeldelse. En dårlig anmeldelse er lavet
uden faglig indsigt. Og det pudsige er, at aviserne selv i forvejen
sorterer negative anmeldelser fra. Det er almindelig skik, at man
stritter håbløse bøger ud. Redaktioner drukner i regulært
litterært lort, man ikke bruger krudt på. Men der er undtagelser. Dels
kan en stor forfatter skrive en dårlig bog - det er jo en journalistisk
nyhed. Dels kan en bog fejle spektakulært. Det bruger man også gerne spalteplads på. For tænk, at nogen, der skriver så dårligt, overhovedet får en bog udgivet."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar