Jeg - et sugerør

- et fint billede: verden, herunder litteratur, suges igennem min tomhed!

Fra rigtig fornuftig kronik om anmelderi (apropos Gyldendals kompagni af pseudo-anmeldere) af Kristian Ditlev i Berlingske:

"Men man undslipper aldrig dårlig kritik. En eller anden skrev om min roman »Livret«, at dens idé kammede over. Jeg var knust. På grund af én kommentar fra én anmelder. Det slår hårdt, når folk ikke kan lide ens ting. Det gjorde det også, da en anmelder latterliggjorde en af mine hovedpersoner. Han var en kliché, idiotisk, plat, mente hun. Da jeg udgav en bog om togrejser i hele verden, skrev en anmelder, at jeg var et luksusdyr og en snob. Moi!? Nå ja, og så var der jo dengang Lars Bukdahl, det sugerør, i en litterær fejde simpelthen bare kaldte mig for »en badebold«. Så hvorfor kan man ikke bare undvære den dårlige kritik, når nu den kan være så ond, perfid, ja, led? Det kan man ikke, fordi den er interessant. En ordentlig kritiker sætter nemlig præcise ord på ting. Han indplacerer værker i et oeuvre. Han indsætter kunstnere i en national eller international kontekst. Han bemærker nybrud og vigtige nye stemmer. Han reflekterer kritisk over teksterne. Han har en litteraturvidenskabelig tilgang.

En dårlig anmeldelse er noget andet end en negativ anmeldelse. En dårlig anmeldelse er lavet uden faglig indsigt. Og det pudsige er, at aviserne selv i forvejen sorterer negative anmeldelser fra. Det er almindelig skik, at man stritter håbløse bøger ud. Redaktioner drukner i regulært litterært lort, man ikke bruger krudt på. Men der er undtagelser. Dels kan en stor forfatter skrive en dårlig bog - det er jo en journalistisk nyhed. Dels kan en bog fejle spektakulært. Det bruger man også gerne spalteplads på. For tænk, at nogen, der skriver så dårligt, overhovedet får en bog udgivet."