Den anden Pablos underlige gafler

Jeg anmeldte forbumlet passioneret og positivt Pablo Llambìas' nye roman, Natteskær, i WA Bøger i går - og som sagt uden skeer! - og henviser til hans "tidlige konceptuelle værker" (med deres fredsommelige, intime (Facebook-løse!) autofiktivitet), nr. 3 var den virkelig mærkelige Den dag vi blev frie, 1998, hvor der er akut weirdness på færde med ikke skeer, men knive - og her gafler, med skævt sideblik til skeer:

"Det var Amalie, der havde grebet ned i skuffen for at fiske tre skeer til havregrød op. da så hun med det samme, at gaflerne, der lå i en bunke ved siden af skeerne havde forandret udseende. det var ikke teksturen. Den var som det plejede. . det rustfrie ståls skin var helt autentisk. Og de tarvelige udformninger i metallet, der bestod af simple render, krydsende linjer eller en enkelt, banal og sørgelig blomst, var der også. Nej, det var meget værre: hver gaffel havde pludselig kun to grene og ikke længere tr eller fire. Måbende havde hun løftet først den ene gaffel op foran sig for at studere den nærmere, så den næste, og den næste igen. Og det mærkelig træk gik igen fra gaffel til gaffel efterhånden som hun nåede ned gennem bunken og til sidst skrabede bakkens plastbund. Hver og en, alle gaflerne, var ikke tre- og fireforke, men kun toforke. Hun havde stille kaldt på mig. Og jeg havde sagt til drengen at han lige skulle vente lidt og kysset ham på panden som han sad og så sød ud på den høje stol. Og jeg var gået ud til hende, og hun havde kigget uforstående på mig og samtidig holdt en gaffel op ved siden af sig. Jeg havde set på hende, der var noget særligt på færde, og koncentrerede straks min opmærksomhed på den genstand hun holdt i sin venstre hånd. Så var jeg også løbet gennem alle gaflerne. Det var korrekt. Alle som en havde de kun to grene. Ikke tre eller fire. Tre eller fire som de havde haft aftenen forinden og al den tid, jeg overhovedet kunne huske vi havde haft disse gafler. Og det var ydermere mærkeligt at helt sikkert var de samme gafler vi havde haft tidligere, der var tale om. Vi kunne genkende dem alle sammen som den forfrosne og hjemløse flok af arvestykker blandet med marskandiserjunk og gafler som vi ikke vidste, hvor stammede fra og som sikkert stammede fra nogle af de mennesker, vi tidligere havde boet sammen med, kollegiekøkkener og bofællesskaber. Men det var vores. det var der ikke tvivl om.
(...)
Vi kunne ikke forklare det. der var intet at gøre. Der var sket noget her, som vi ikke var i stand til at få på plads. Barnet kaldte på os inde fra stuen. Så gik vi ind til det. Og medbragte de tre skeer og en enkelt af de mystiske gafler. Vi satte os ved bordet og øste mad op til barnet. Gaflen lå imellem os og tiltrak sig al vore koncentration. Men lidt efter lidt slappedes vor anspændthed, og gaflen kunne bare ligge og være gaffel uden at vi kunne gøre noget ved det. Blot kiggede vi undende på vore skeer i hånden. det var som en del af hekseriet havde forplantet sig til vore skeer også, således at de nu, selv i den form vi til enhver tid ville have taget for givet, virkede en smule kunstige og ikke mindst ustabile i deres væsen. Ville de på samme måde ændre form natten over?"