En engels ryg

Bagsideteksten til Cecilie Linds Til en engels forsvar, der udkommer I MORGEN:

En engels pige, en piges engel. Et armod, et mirakel, en vinternat der aldrig indtræffer, mange stjerner og for lidt søvn, en elsket i en favn, en higen efter uskyld, en frelser født, et barnesind, på behørig afstand: spionerne. Blikke og syner. En krig, et soldatersind, et flænset hjerte, en anstalt, et afsind, en måne, åh for en måne, måske en navle, tilbedelse og besyngelse, angst og nerver: to sjæle og renheden, tilsmudsning og skam, overgreb og grammatik, udu, det der tæller: vingefangets bredde og gloriens stråleglans. Bryster og knæ og gyldne lokker. Hvad begæret kender til. Vrede. Magten og æren. En evighed at besynge. Pigen, ja pigen! Påhitsom og alene. Syg. En dans at træde, march, og pulsslag, så så man også det med: anklagen og domsfældelse, udødelighed, kærlighed, tilmed, først og fremmest: kærlighed. Forkrøbling. En engel beredt på krig. Lange negle, lange nætter. Bitre piller. Ophør. Had. Mælkehylder. Og Gud.

Nonsense rules - the free world (COVFEFE)

Trumps tweet - allerede et hovedværk i nonsenshistorien - er efter tre timer stadig ikke slettet:

1. Donald J. Trump @realDonaldTrump 3 t.3 timer siden

Despite the constant negative press covfefe

- og Twitter er stadig amok:

Dit ansigt vendt mod vest

Det var en meget smuk og intens Hvedekornsoplæsning mandag aften kulminerende med Frank Kjørup nær-hypnotiserende publikum med cirka to tredjedele af sin fænomneale enakter - afslutningsvist læste jeg op fra 50 år gamle årgang 1967 og blandt andet disse digte fra en israelsk temasektion i nr. 6:

Nathan Sack: Kæmpe

Jeg er kæmpe og kun
jeg er kæmpe. Når jeg løfter
mit hoved, rører stjerner
ved mit hoved. Når jeg ikke løfter,
lægger ingen mærke
til, at jeg ikke løfter

David Avidan: Lige før opvågnen

vad er klokken? Der er tid endnu.
Længe har jeg villet sove.
Hvordan står det til? Helt præcist?
Lejer vi kajakken i dag?
Er det sommer endnu?
Er det nat endnu?
Er alle personerne nu lænket
til deres senge?
Er hovedpersonen lænket
til sin seng?
Husker han
at vi har et møde?

Væk mig ikke, før jeg vil.

Yehuda Amihai: Flag

Flag
skaber vinden.
Ikke vinden
skaber vinden.

Jorden skaber
vor død.
Ikke vi.

Dit ansigt vendt mod vest
skaber uroen i mig,
ikke mine fødder. Ikke veje
skaber uroen i mig,
ikke Abels drab.
Dit ansigt.

- og det sidste digt er også i dag til dig.

Hmmm, skal jeg læse den her op i aften?

Ikke-opsamlet, kønsrolle-dekontruktiv (rectified) readymade-komposition af Hans-Jørgen Nielsen fra Hvedekorn 1, 1967, redigeret af Knud Holst, for 50 år siden:

"2 ladies & 1 gentleman
FRA: LADIES & GENTLEMEN
1
jeg kan faktisk godt lide mænd, jeg kan faktisk godt lide mænd, udtaler elke sommer, jeg kan faktisk godt lide mænd der gør tilnærmelser, jeg kan godt lide dem men prøver de, prøver de på det stikker jeg dem omgående én, jeg kan faktisk godt lide mænd udtaler elke sommer, faktisk kan jeg godt lide dem

2
jeg er stolt af bosse sagde anita lindblom da hun bagefter kyssede sin mand som tak for en strålende præstation, jeg er stolt af bosse sagde hun da bo högsberg var blevet slået ud halvanden minut inde i fjortende og sidste omgang, jeg er stolt sagde hun og havde svært ved at skjule sin skuffelse (et par gange måtte hun have lommetørklædet frem), jeg er stolt af min bosse han kæmpede det til det sidste og mere kan man ikke forlange, han fik vist han er et mandfolk sagde hun og jeg vil trøste ham med en tur til amerika, han trænger til at slappe af og jeg er stolt af ham

3
nej, nej jeg nægter, hvæser mogens brandti politiken, nej jeg nægter at give opskrifter på glögg, jeg nægter det, ja måske, måske ilande hvor der er meget koldt, men aldrig i livet, aldrig i livet i hyggelige, centralopvarmede danmark, aldrig i livet, aldrig, jeg simpelthen nægter det, simpelt hen!

Hveden vokser! Synligt! Hørbart!

Den anden dag udkom Hvedekorn 1, 2017, første nummer i min tiende årgang som redaktør, og i aften klokken 20:00 er der i samme anledning oplæsning hos Rosinante&Co, Købmagergade 62,. med 6 bidragydere: June Dahy (læser sin oversættelse af syriske Rana Zeids vilde digt), Signe Gjessing, Frank Kjørup, Caspar Eric, Hannah Kazmi Høgsbro (debutant) og Mette Reinhardt Jakobsen - her et af Signes digte, hun debuterede i nr., 4, 2011 (skulder ved skulder med Thit Jensen, ser jeg nu, en ikke mindre betydelig, ung diger, der bare ikke har fået nogen bøger ud endnu) (et af Signes debutdigte: "uldtot går på det tørre bræt/ hytten er et honningglas i aftensolen/ alt bliver guld nu), helt dagsaktuelt:

Det byder universet imod at
universalisere sig alt for hårdt, om
sommeren universaliserer det sig helt
løst

- COVER: JOHANNE ØSTERVANG!

Varians med nonner

Lille stykke fra "Gittes monolog om venstrefløjen", der er med på radio-orignalen, 1982, men ikke i senere skriftlige og lydlige udgaver, transskriberet af Klaus Nielsen (som endnu et eksempel på Gittes stigende selvstændiggørelse og oprørstrang vs. Preben):

Så var vi smutted' mod Skive, ikk' oss',
Løgstør
Så var der et kloster der,
og den vill' han jo så se, Preben.
Han troed' jeg ikke vidst' det,
jeg har jo kigget i hans kort, ikke' oss'.
"Du ka' tro nej," sagde jeg så, ikk' oss',
"du ska' ikk' bar' ind og kigge på nonner,
tror du ikk' jeg ve'et?"
det sagde jeg lige ud.
Jeg kender ham, Susanne.
Jeg sku' ikk' nyd' noget

Bare for det det uhyrlige ord

dér i næstsidste sætning, frenhævet af mig - citat fra udenomssnak i radioudsendelse med/om Gitte fra 1982 (kan høres på indstik-cd nr. i bogen Mellem ørerne, men citeret fra Klaus Nielsens bog):

"Gitte læsper en lille smule. det er ikk' ret meget. det vil sige, hun læsper egentlig ikke. Det er den der lille lette talefejl, piger tillægger sig i pubertetstiden, dér hvor det er og og køn eget af'et, ikk'. De læsper lige en anelse. Sådan oss' når hun snakkker, kan altså høre , at hun har en krop oss', ikk' oss'. Sådan et lille diskolæsp . Det går over så snart hun kommer ifast forhold eller får et barn. Det er sådan lidt med forskel.."

Stort oplag er en dårlig kunst

- bare lige en (første) afskrift fra det store, multimedialt kloge og hyper-gennemtjekkede afsnit om Gittes monologer i Klaus Nielsens Bogen og værket. En introduktion til tekstkritik og boghistorie som litteraturteori (som jeg planlægger at rapportere mere om snart)

- og som note til optræden/samtale om bestsellere i Politikens Boghal næste næste uge:

(fra avisinterview 1982 - da den første bogudgave af Gittes monologer var på vej mod de 5000 eksemplarer)

"Et stort oplag er som regel ensbetydende med dårlig kunst. Det kan godt være gedigen underholdning, men ikke kunst. Hvis jeg en dag oplevede, at en af mine romaner blev solgt i et stort oplag - omkring 10.000 - så ville jeg være ret sikker på, at den var halvdårlig. Mindst. Sandsynligvis dårlig. Bøger, der sælger meget, er dårlige. Jeg ville ikke selv gide skrive dem."

Sammenlign straks med denne bid fra Politiken-interview med en ulidelig og uendelig selvtilfreds Jesper Stein i Politiken i dag:

»Jeg elsker da samfundskritik, men den skal ikke nødvendigvis foregå i krimier. Nogle gange bliver det sagt, at krimierne er der, hvor man kan finde samfundskritikken, men det er noget sludder. Krimierne har berettigelse, fordi de kan fortælle en historie, som er bedre end 90 procent af det, man finder i den øvrige skønlitteratur. Krimierne bliver læst til sidste side, og de bliver købt. 100.000 læsere lyver ikke. Det er kun kritikere som Lars Bukdahl, der tror, det er den onde kapitalisme og markedsøkonomien, der sørger for, at krimisalget går af sig selv«.

- det stik til mig forstår jeg ikke, jeg har da ikke beskyldt den onde kapitalisme og markedsøkonomi for at bære ansvaret for, at dårlige romaner med kriminal- foran går som varmt papfranskbrød - jeg tror også, at folk køber dem frivilligt, men derfor er det stadigvæk litterært set noget lort, ikke fordi de indeholder plot og kriminalistik, men bare fordi de er dårlig skrevet og slet eksekveret, også plot- og kriminalistik-mæssigt, 100.000 læsere er, hvad angår kvalitet, snildt fulde af løgn

Nye Blixenpriser

KAMANTE-PRISEN
(opkaldt efter drengen K i Den afrikanske Farm)
Kamante-prisen tildeles en forfatter, der i sit skønlitterære virke stærkt og overbevisende skildrer et barn af anden etnicitet end forfatteren

- kandidater 2017? seneste bind i Manu Sareens Iqbal-serie, hvor etniske danske børn (vel?) er bipersoner, kom i 2015, så vidt jeg kan se

PASOP-PRISEN
(opkaldt efter Karen Blixens hund, som hun vistnok fik med i graven) 
Pasop-prisen tildeles en forfatter, der i sit skønlitterære virke stærkt og overbevisende skildrer et levende væsen af en anden art end forfatterens, det kan være et rumvæsen, et dyr, en plante, en brummende sten, og det kan vel også være et spøgelse

- kandidater 2017? ud over de 2 pindsvin i mine 2 WA-anmeldelser og x antal digte i Eske K. Mathiesens næste digtsamling

  

Jensine Christiane

-->

Som om der ikke uddeles priser nok til forfatterforeningernes stressede Blixen-galla, der for tredje gang blev afviklet forrige fredag, har De Skønlitterære Forfattere  konstrueret en ny, håbløst klodset én, kaldet Isak Dinesen-prisen, med følgende fundats (og hvorfor kun eksempler på bipersoner (5!) og korttekstpersoner (1), fordi det er dér prisen bliver helt absurd?):

 ”Isak Dinesen-prisen tildeles en forfatter, der i sit skønlitterære virke stærkt og overbevisende skildrer en person af et andet køn end forfatterens. Det kan være en hovedperson eller en fortæller, men det kan også være en udfoldet skildring af en biperson som fx Denys Finch Hatton i Karen Blixens Den afrikanske Farm, Molly i Ulysses af James Joyce, Lisbeth Salander i Stieg Larssons Millennium-trilogi, mændene i Joyce Carol Oates’ romaner eller kvinderne i Michael Cunninghams The Hours. Og endelig kan det også være en hovedperson i en tekst i en tekstsamling, som fx Den lille Havfrue fra HC Andersens eventyr eller mændene i Blixens fortællinger”

  Hvad er dog tankegangen? At det er en frygtelig svær og alt for sjælden og særligt fortjenstfuld bedrift at skildre en person af andet køn end forfatteren stærkt og overbevisende? Men det er for søren – og Lykke-Per og Jakobe og co. - en frygtelig svær og alt for sjælden og særlig fortjenstfuldt bedrift at skildre ENHVER person stærkt og overbevisende.

  Gode forfattere af begge køn har alle dage været gode til at skildre personer af begge køn, men takket være patriarkatet har langt flere mænd gjort sig kloge på kvinder end omvendt, og derfor virker det også som at føje spot til idioti, at den første prisvinder blev Jens Christian Grøndahl* for sit massivt patroniserende kvindeportræt - på samme tid er hun djærvt fandenivoldsk (fordi hun er født på Vesterbro) og viist skæbne-resigneret -  i kortromanen Tit er jeg glad. Et klip (jegfortælleren er efter sin mands død flyttet tilbage til Amerikavej, hvor hun voksede op, Stefan og Morten er hendes stedbørn, Anna er mandens første kone og fortællerens veninde, som døde sammen med fortællerens mand, mens de havde en affære ELLER NOGET):

  "Jeg stod af på Vesterport og tog elevatoren op med min cykel. Trafikken var tæt, og den udifferentierede strøm af lyd og bevægelse virkede beroligende på mig. Der er så forfærdelig stille ude i forstæderne. Jeg cyklede gennem passagen ved Det Ny Teater og kørte en omvej ned Vesterbro Torv mod Istedgade. Jeg kom pludselig til at smile. Narkomaner, prostituerede og muslimer, det var ikke meget galt, Stefan ville aldrig forstå mig. Din søn er for længst vokset fra mig, Anna, og er det egentlig ikke i sin orden? Jeg spurgte mig selv om Morten ville have mere lyst til at besøge mig på Amerikavej, men jeg tvivlede. Vist er han venstreorienteret, men det er for ham nok en kulturel ting snarere noget, der handler om solidaritet med de underste, man ved heller ikke hvad man kan bliver mødt med dernede af dårlig smag og usunde vaner."

  Så urkomisk med denne bedagede slumromantik (narkomaner, prostituerede og muslimer - godt bandnavn), som Grøndahl tørrer af som autentico på sin pivfalske fortæller - har han virkelig ikke hørt om gentrificeringen af Vesterbro? Har han aldrig sat sin fod i en af Kødbyens labert rå spisesteder? Det myldrer sgu da med mænd og kvinder af Mortens slags på Vesterbro.

  Hvis det endelig skulle være, er der langt mere stiligt liv (og lang mindre (dvs. slet ingen) anstrengt sentimentalitet) i Jens Smærup Sørensens portræt af en jævnaldrende kvinde i titelnovellen i mini-samlingen Hendes store dag. Men hvorfor skal det overhovedet være, når akkurat Iben Mondrup i sin kollektivroman Karensminde, der fortjent løb med den store Blixen Literary Award, som en selvfølgelighed skildrer samtlige personer, kvinder, mænd, unge, gamle, med samme ubændige styrke og overbevisningskraft?

* de to andre nominerede var Signe Brønserud for sin debutroman Om et klaver, der har en mandlig (dagbogs)jegfortæller i hovedrollen, og Merete Pryds Helle for sin Folkets skønhed, der har en kvinde i den altdominerende hovedrolle, men selvfølgelig en håndfuld mænd i biroller ... Juryen bestod af Thøger Jensen, Janne Teller og Jesper Wung-Sung

PS: Er prisen faktisk et klumpedumpet svar på hvidhedsdebatten og søsterdebatter om licensen til at skildre andre køn, seksualiteter, etniciteter, kulturer end ens egen? Måske!? Men det kunne have været den smule mere meningsfuldt med en egentlig queer-pris, der præmierer litterære eksperimenter med kønsidentitet som fx Pablo Llambías' gamle forskydning af Suzanne Brøggers Kærlighedens veje & vildveje, og hvordan i alverden går en pris, der hedder Isak Dinesen-prisen, ikke uden videre til den forfatter, der kalder sig Madame Nielsen?
 

Pindsvineafsløring

1. Du retweetede

    

   Bad Science‏ @reversecience 12

Samuel Morse, inventor of the Morse code, was also an amateur porcupine.

 

 

 

 

 

Pindsvinespor

2 af mine 3 (lange) anmeldelser i WA Bøger i dag slutter med citater med/om

PINDSVIN

- de hos de 2 forfattere anvendte pindsvineverber:

øffe
mase
gufle
gnaske

3 engle

                      - Ida, Cecilie og en engel i bogform, Skuespilhuset

Nyt chok 5

Det var et chok for sheiken
(der ligesom os kun lige er nået til 3. del
(ikke afsnit nemlig (part, not episode)
det er som bekendt en 18 timers tv-FILM,
det er nødvendigt at gå varsomt frem
konfronteret med så betydelige visioner),
at Agent Cooper kom ud af
stikkontakten.

Hos mig er det CIA-
agenter, sagde han,
men de vælger altid
vandhanen

Nyt chok 4

Det var et chok for sheiken,
at det danske vejr
er så vægelsindet
zigzaggende
troløst.

Sandet stormer i
sandstormen, sagde han,
med stor sandsynlighed

Nyt chok 3

Det var et chok for sheiken.
at den lysende
krystalkugle,
han sammen med
Præsident Trump
lagde hænderne på,
forblev helt blank.

Som om den var det
dromedaræg, som
den rent faktisk er,
sagde han.

Nyt chok 2

Det var et chok for sheiken,
at det første afsnit
(flere kunne han ikke overskue at se)
af Twin Peaks - The Return
var så chokerende
godt og så fantastisk, gedigent
chokerende.

Tyggegummiboblen er en
jordklode, sagde han gådefuldt,
sagde han (dvs han sagde også:
'sagde han gådefuldt'), i
den gode stil (det sagde han
også: 'i den gode stil')
á la HCA (det sagde han ikke)

Nyt chok 1

Det var et chok for sheiken,
at Præsident Trump nejede
for ham.

Tror han, jeg er
dronningen af Saba,
spurgte han, med
fuldskæg malet af
hin afdøde med-
festabe på Club 54,
Andy W?

Jeg - et sugerør

- et fint billede: verden, herunder litteratur, suges igennem min tomhed!

Fra rigtig fornuftig kronik om anmelderi (apropos Gyldendals kompagni af pseudo-anmeldere) af Kristian Ditlev i Berlingske:

"Men man undslipper aldrig dårlig kritik. En eller anden skrev om min roman »Livret«, at dens idé kammede over. Jeg var knust. På grund af én kommentar fra én anmelder. Det slår hårdt, når folk ikke kan lide ens ting. Det gjorde det også, da en anmelder latterliggjorde en af mine hovedpersoner. Han var en kliché, idiotisk, plat, mente hun. Da jeg udgav en bog om togrejser i hele verden, skrev en anmelder, at jeg var et luksusdyr og en snob. Moi!? Nå ja, og så var der jo dengang Lars Bukdahl, det sugerør, i en litterær fejde simpelthen bare kaldte mig for »en badebold«. Så hvorfor kan man ikke bare undvære den dårlige kritik, når nu den kan være så ond, perfid, ja, led? Det kan man ikke, fordi den er interessant. En ordentlig kritiker sætter nemlig præcise ord på ting. Han indplacerer værker i et oeuvre. Han indsætter kunstnere i en national eller international kontekst. Han bemærker nybrud og vigtige nye stemmer. Han reflekterer kritisk over teksterne. Han har en litteraturvidenskabelig tilgang.

En dårlig anmeldelse er noget andet end en negativ anmeldelse. En dårlig anmeldelse er lavet uden faglig indsigt. Og det pudsige er, at aviserne selv i forvejen sorterer negative anmeldelser fra. Det er almindelig skik, at man stritter håbløse bøger ud. Redaktioner drukner i regulært litterært lort, man ikke bruger krudt på. Men der er undtagelser. Dels kan en stor forfatter skrive en dårlig bog - det er jo en journalistisk nyhed. Dels kan en bog fejle spektakulært. Det bruger man også gerne spalteplads på. For tænk, at nogen, der skriver så dårligt, overhovedet får en bog udgivet."

Mere end OK Blixener (til i alt 225.0000)

• Blixenprisen for årets skønlitterære udgivelse – The Blixen Literary Award (100.000 kr.):
  Iben Mondrup med ”Karensminde”
  
  IBEN!

• Blixenprisen for årets litterære talent (10.000 kr.):
  Andreas Pedersen med digtsamlingen ”Fryden”
  
  ANDREAS!

•   Zinklar-prisen (100.000 kr.):
  Pia Juul
  
  PIA!

• Blixenprisen for årets tegneserie (15.000 kr.):’
  Halfdan Pisket med ”Dansker”
  
  HALFDAN!
  
  (fik Jens Christian Grøndahl og Ib Michael også Blixener? Det kan jeg allerede ikke huske noget om, men MONDRUP! PEDERSEN! JUUL! PISKET!)

Det bedste 80'er-digt i 30 år

(teksten til Sort Sols "Søøre" på deres ny plade Stor langsom stjerne - og klart nok link til PH's "Den sidste turist i Europa")

DEN FØRSTE CIGARET I EUROPA

SPRING NED I URINALERNE

STÅ PÅ HOVEDET

DET ER MIG DER ER I LIVE

DET ER JER DER ER DØDE

SPRING NED I URINALERNE

DEN FØRSTE CIGARET I EUROPA

HOLD FAST

LÆN DEM IND OVER BOWLEN (!?!)

DET ER JER DER ER DØDE

DET ER MIG DER ER I LIVE

PUDS RAPPORTEN (!?!)

INVASIONEN STARTER NU

DER BLIVER INGEN KAMP

DER BLIVER INGEN KAMP

INVASIONEN STARTER NU

DEN FØRSTE CIGARET I EUROPA

(TA' HANDSKERNE AF (!?!))

ALLE KLAGER OG HENVENDELSER
FOREGÅR TIL ØVERSTKOMMANDERENDE

GØR DET IKKE GØR DET IKKE

DER ER INGEN ANDEN VEJ

(DER ER INGEN ANDEN VEJ)

DEN FØRSTE CIGARET I EUROPA

Tillykke til Yahya med et citat af Simon, ikke mig, fra Stefans bog

Yahya Hassan fylder 22 år i dag, bag fucking tremmer, jeg ved ikke om det er juridisk retfærdigt, det er i hvert fald poetisk uretfærdigt og noget prosaisk lort!

Setfan Kjerkegaard tænker godt og grundigt om Yahyas stadig væk eneste bog, debuten af samme navn, i sin nye tankevækkende og -værkende bog Den mennenskelige plet, som jeg bunkeomtaler positivt sammen med bøger af Karen Wagner og Gregersen/Skiveren i WA Bøger i dag. Han, SK, citerer mig, LB, for at karakterisere Yahya Hassan "præcist" her på Blogdahl, det er bare ikke mine ord (om YH's ord), men YH's redaktør, Simon Pasternaks, hvis tale til YH i anledning af udddleingen af WA's Litteraturpris, Blogdahl havde fået lov at bringe - og credit where credit is due, så her er de tre år gamle, lige præcis præcise ord (lidt flere end dem Stefan citerer) fra Simon som et tillykke til den inderligt tøjlesløse, PT tøjlede digter:

"Og ”Yahya Hassan” er en god poesibog – der ikke bare er 1:1 hård barndom og hashrygning, overfald og politijagter, men et ekspanderende, karismatisk, brutalt, hylende morsomt, gribende, desperat og hårdt formeksperimentarium. Den begynder som knaldhård og kuldslået knækprosa uden dikkedarer a la Vita Andersen om en opvækst i Århus med pøle af pis, tæv med trælameller, angst for julemanden, indbrud, røgtelefoner og brutale pædagoger. Derefter slår den over på et  mere hallucinatorisk og metaforisk spor, hvor der skides roser og hvor barnekroppene ligger ved bjergets fod. For til sidst at ende i det fantastiske topstykke ”Langdigt”, der over 35 sider modulerer ud i et vildt syntaksdestruerende amokløb a la Hassan Khemiri eller måske endda Lars Skinnebach, der på et – hvad? århusiansk, perkerdansk – eller måske på lyrisk - brænder det hele af og opsuger al fortid, alt liv og alle tematikker ind i et vildt lyrisk nu, hvor sprogmaskinen bare kører af sig selv – og som slutter sådan her:

OG UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER JEG STIKKER JER NED

EN EFTER EN

MIG JEG ER DEN SKØRE SØN

MIG JEG HAR SKIFTET JOGGINGBUKSER UD

MED CIVILISERET OG TILPAS STRAM COWBOYBUKSER

MIG JEG BEKRIGER JER MED ORD

OG JER I VIL SVARE TILBAGE MED ILD

MIG JEG ER KAFIR MIG JEG ER MUNAFIQ

MIG JEG ER HUND

MIG JEG ER BESKIDT MIN SJÆL ER FATTIG

OG OVENPÅ UGERNINGEN JEG DØSER HEN I FORÅRSSOLEN

Og hvad er den ugerning mon? Andet end at have noget så forkasteligt som et talent og modet til at forsvare sit territorium – sproget og poesien."

Stjernerne vender og en tid præsenterer sig selv

Showtime

• Twin Peaks
• Episode Guide

S2
E22

TWIN PEAKS THE RETURN

PARTS 1 & 2

Original Air Date: May 21, 2017

The stars turn and a time presents itself.

 

View Photos

ON SHOWTIME

Sunday, May 21 at 9 PM ET/PT

New Episode

SEE TV SCHEDULE

On Demand

Episode not currently available

SEE SCHEDULE

Cast

Kyle MacLachlan

Special Agent Dale Cooper

Rating

TVMA

Showtime Advisories

Adult Content, Adult Language, Violence, Brief Nudity

 

Sjovt er alt

- fra interview med Chris Rock om hans ven og komikerkollega Aziz Ansari (anden sæson af Ansaris meget overskudsskønne tv-serie Master of None kan nu ses på Netflix - og er anmeldt til ***** af mig i det nye nummer af Ekko)

"He mentioned being inspired by the stuff you’ve done to help out Leslie Jones and W. Kamau Bell, and how it’s made him work harder to boost young Indian-American talent in comedy. Is that something you specifically encouraged?Hey, you’ve got to look out for people that aren’t normally looked out for. And that doesn’t mean embracing anybody that’s inferior, but that does mean — what am I trying to say tastefully? — I’ve learned, when you’re performing to an audience that looks like you and is from a place like you, you have an advantage. You just do. And when you’re dealing with networks and studios, some people have an advantage. Aziz does not have an advantage.

I’ve been in Hollywood a long time and I’ve never had a meeting with an Indian person. Maybe one. Not that white people get hired because of that. I’m not saying that at all. But what I’m saying is that when you and the person you’re selling something to are not from the same place, there’s a translation going on to make whatever you’re selling or saying, for them to understand it. So Aziz, being that he’s Indian, can cut through the red tape for some other Indian guys, I believe.

Think about it, he doesn’t fall into any clique. There’s no precursor to Aziz. I guess you could say Russell Peters a little bit, but Russell really made his bones on the road. He’s one of the great road guys of our time. Aziz is in this whole other world — there’s just him.

Where does that put Aziz in the world of top-tier stand-ups?He’s one of the best. He’s one of the best there is. You know, he’s at the big boy and big girl table. He’s right there. Aziz is as good as anybody. I mean, with us stand-ups — I don’t want to act like we’re perfect and we don’t look at color. We do. But it’s all about funny, man. It really is.

I’m not going to say this guy’s name, but I’m sitting there the other night — me, Arsenio [Hall], and Chappelle, talking about this white comic we love who we know is racist, but we’re like, “This guy is so funny!” [Laughs.] Like, we know he’s racist. He makes no qualms of his racism and his ultraconservatism, and all three of us are like, “That motherfucker’s funny!” That’s just how stand-ups are. Aziz is one of the best. He’s as good as they are.

Still, it’s impressive to come up from where he did and not have a predecessor. It’s hard for anybody. There’s no easy path to stand-up. But Indian kid from South Carolina? That is some journey. That is like, ‘Okay.” He had to be really funny. He wasn’t going to get where he is being in the pack. He had to be ahead of the pack.

Any other fun facts I should know about him, other than his uncanny ability to pick restaurants?He is really good with the restaurants. We are both obsessed with Kanye. We could literally talk Kanye for hours. It’s the closest we come to religion, is Kanye. We really love Kanye. It’s sad!

As both a friend and a figure?As both a friend and a figure! I’m scared Kanye’s going to read this, but we just love Kanye! I could defend Kanye against anything. No matter what he does, if you put me and Aziz in a room — if Kanye ever has to go to trial, he should put us on his legal team, honestly. Because we know how to defend Kanye."

As feminist as a swastika shaped bikini wax

Good luck med at skrive en anmeldelse lige så vidunderligt, blomstrende grusom som Laurie Pennys anmeldelse af Ivanka Trumps Women Who Work i The Baffler (selvom Johanne Thourp Dalgaards anmeldelse af Emilie van Hauens ny bog i WA Bøger kommer tæt på) - her er et klip, mens husk at læse det hele:

"The ideology of Ivankaland, as much as there is one, is that people get what they deserve, just like Daddy says:

My father has always said, if you love what you do, and work really, really hard, you will succeed. This is a fundamental principle of creating and perpetuating a culture of success, and also a guiding light for me personally.

There you have it. If you work hard enough and dream big enough, you too can be a terrifying corporate fembot who couldn’t crack a joke to stop a dossier leaking. The corollary, of course, is that those who haven’t yet attained this homogenous aspirational ideal for post-liberal womanhood simply haven’t tried hard enough. You hear me? You’re a lazy slob. That’s right. If you, individual lady unfortunate enough to be reading this disasterpiece haven’t yet made your first million and outsourced your childcare to an array of paid staff, it’s your own fault for being so feckless, for failing to follow your dreams. Anyone can be Ivanka, so why aren’t you?
It’s true that anyone can be a dead-eyed Instagram husk of a human being frantically photoshopping themselves in the down-hours between soul-crushing corporate drudgery and unpaid emotional labour for some ungrateful lantern-jawed jock if they really want to, but it takes a special type of person to do all that whilst also being a decoy for a global backlash against women’s rights. Ivanka Trump is that special type of person, the Stepfordian Night-Ghast of neo-capitalist auto-Taylorism. The sheer tedium of her prose is part of the horror here: At times, the book reads like the panicked screams of a machine attaining sentience:

EXPLORE YOUR INTERESTS: Ask yourself what you like to think about. What matters most to you? How do you enjoy spending your time? What can’t you stand doing? 

DEVELOP AND EXERCISE YOUR INTERESTS: Once you have a general direction, an inkling of what you enjoy, go out into the world and do something with it. Experiment, try, learn. Find ways to trigger your interest repeatedly. 

Who am I? How do I have interests? Is there still the possibility, in this dying world, of pleasure? Can I love?
It is not for me to speculate if Ivanka employed a ghostwriter—the more dreadful possibility is surely that she wrote the thing herself—but Women Who Work feels ghostwritten in more than one sense. It feels haunted. It feels as if its author were, on a profound level, already dead, or at least reanimated, its every coquettish sentence stalked by the wailing ghosts of centuries of women and allies who fought for freedom that meant more than a corner office while the world burns thirty stories below. "

Trump, anti-kritiker

BuzzFeed @BuzzFeedNews
 

President Trump is giving Liberty University's commencement Virginia: "Nothing is easier or more pathetic than being a critic."

Nå ja, YAHYA (kom nu frem!)

Jeg kom for skade at skrive i i Bogholderi-note i torsdagens Weekendavis, at

"ikke siden Mærkedage har et genuint hovedværk i dansk litteratur fået så massiv, bestsellermæssig succes"

som Merete Pryds Helles Folkets skønhed, og det passer jo ikke, for der er også

Yahya Hassans Yahya Hassan

der uden tvivl er og vil forblive et hovedværk i dansk litteratur, og lige om lidt kommer digteren ud af fængsel (hvornår har en forfatter til et hovedværk i dansk litteratur sidst været fængsel (detentionen tæller ikke) - da Hans Kirk og Hans Scherfig blev sendt til Vestre og siden (kun Kirk) Horserød? Og om, håber vi så, kun yderligere et øjeblik kommer hans nye bog!

Digteren på Borgen

AK 24syv sendte i går Rolf Sparre Johansson ind på Christiansborg for at lave en omvendt Knud Brix: Digter agerer Christiansborg-reporter; i indslaget HER afspilles to afvæbnende ikke-aggressive interviews, og Rolf fortæller underfundigt og tænksomt om den alt andet lige faktisk gode oplevelse - flere poeter i paternosteren!

Overskriftovergreb

Så endte min Knud Brix-anmeldelse gudhjælpeme på forsiden med derfor reduceret overskrift: "Borgsorg" i stedet for

Sorgen på Borgen

der jo nemlig ville have rimet smukt på overskriften på min (lang vigtigere (fordi bogen er langt vigtigere!)) anmeldelse af Henning Mortensens Hr & fru Sørensen ser syner dybt inde i bogsektionen:

Dværgen i krypten

- trompeten til Brixanmeldelsen var der heller ikke plads til, og det er måske nok mest sørgeligt:

Snapstingslighed

Statsministerpoesi

Jeg har ikke bare til morgenens avis anmeldt TV2-journalist Knud Brix' på ingen måde kunstnerisk sensationelle debutdigtsamling Natfolden, jeg har også udtalt mig til en eller anden anden avis (Randers Amtsavis viste det sig) og til Slotsholmen på P1 og optrådt på slap line apropos bogen i en viral FB-video med WA's Christiansborg-reporter Hans Mortensen - poesi får sjældent lov til at være interessant for poesiens skyld.

Statsminister Lars Løkke, der MÅSKE (NOK) er blandt de medvirkende i bogen, har som svar selv skrevet et stykke poesi, som faktisk ikke er helt ueffent og absolut på højde med Brix som små-surrealistisk bedst, endda med konkretistisk krølle på halen:

1. Lars Løkke Rasmussen‏Verificeret konto @larsloekke 
   

Tillykke @KnudBrixTV2. Tillykke med digtsamlingen og tak for daglig inspiration. #dkpol

3-4 tårne (2 Jørgensener)

1893-94 (og - billede 2 - til stadighed på Frederiksberg)






1989 (ved Per Kramer)




2017 (ved Maria Wandel)