Også Harald skriver noget klogt apropos

Altså Voetmman, i en hyldest i Atlas til sit idol, principielt yderliggående Preben Major Sørensen, der fylder 80 rasende år i dag:

"Der er andre ord, som måske ikke bliver skrevet i artikler, men som man kan høre fra forfattere og litterater, når hans navn bliver nævnt: Højreorienteret, voldsforherligende, kvindehader. En del af det skyldes selvfølgelig hans provokationstrang, som langt fra er blevet mindre med årene. En del af det skyldes, at folk (stadig) er dårlige til at adskille fortællerstemmer fra forfatteren selv. Og en del af det skyldes nok, at han i 70erne tog tydeligt og højrøstet afstand fra kommunismen og derved lagde sig ud med en stor del af generationsfællerne. I en tid, hvor litteraturen skulle “tage parti”, kunne han kun reagere med en aggressiv vrangvending af alt det solidariske og opbyggelige. Det har kostet ham venskaber og det har måske også kostet ham mulighed for anerkendelse som andet end “en kultforfatter”.
Ikke desto mindre er Preben Major Sørensen blevet ved med at skrive og hans skrift er kun blevet voldsommere med årene. Han har ingen interesse i at komme ud og møde sine læsere eller i at bruge sit forfatterskab til at formidle nogen som helst tanke eller holdning. Han er heller ikke en skid interesseret i at sidde på en badebro i Nordsjælland og drikke hvidvin og føle sig vigtig. Han har dybest set ikke interesse i at være forfatter. Og det er et stort held, for det gør hans skrift fri for dagsordener, skønt den på ingen måde er fri for trangen til at vrænge og provokere og fortegne, og den også kan være i mere eller mindre ondartede tilbøjeligheders vold.
Som i den monstrøse bog På vippen fra 2008, hvor den rituelle henrettelse er hovedmotivet og hvor disse henrettelser ofte udpensles med tydelig lyst og velbehag fra fortællernes side. Hvorfor? Måske fordi det alligevel aldrig er lykkedes for nogen at tie de onde og modbydelige dele af mennesket ihjel. At man holder kæft om det ved middagsbordet, eller ifører sig en maske af ædelsindet sørgmod, når talen alligevel falder på det, gør ikke volden og grusomheden mindre virkelig eller mindre menneskelig."