"En fastansat journalist på Politiken får i gennemsnit 306 kroner i timen inklusive pension, viser Dansk Journalistforbunds lønstatistik.
Som freelance-madanmelder på avisen har Kristian Bang Foss derimod kun fået det, der ifølge ham selv svarer til en timeløn på cirka 200 kr. i timen. Og i modsætning til de fastansatte får han hverken løn under ferie, sygdom, barsel eller betalt efteruddannelse.
Derfor provokerede det ham voldsomt, da han den 28. februar læste en historie hos Journalisten om, at bestyrelsen i JP/Politikens Hus får fordoblet deres honorar.
”Det var dråben, der gjorde, at jeg ikke gad at levere indhold til avisen længere for en skaldet timeløn,” siger Kristian Bang Foss til Journalisten.
Dagen efter sendte han en mail til sine nærmeste chefer på Politiken og bad om at få fordoblet sit eget honorar. Han fik et venligt, men bestemt svar om, at det desværre ikke kunne lade sig gøre.
”Det havde jeg nok heller ikke regnet med. Men jeg synes faktisk, at det vil være rimeligt med et honorar på 4.000 kroner for en madanmeldelse,” siger Kristian Bang Foss, der mandag morgen første gang fortalte om sin opsigelse på Politiken i Radio24syv.
Han forstår simpelthen ikke beslutningen om at fordoble honoraret til bestyrelsen for et mediehus i den kriseramte dagbladsbranche.
”Det er jo ikke bare en principiel diskussion. De millioner, som bestyrelsen bliver forgyldt med, kunne reelt set gøre en forskel for freelancerne. Det er et mediehus i krise uden vækst, og de kan kun levere overskud, fordi de sparer sig til det i en kvalitetsmæssigt nedadgående spiral,” siger Kristian Bang Foss.
”Det er udtryk for en grådighed, hvor der er sket et skred i forhold til, hvad der er acceptabelt for det her bonus-segment. Da jeg gik med til et lavt honorar som freelancer, var det jo ud fra en anerkendelse af, at det ikke var mange penge at gøre med på en avis. Derfor vil jeg ikke længere levere indhold til avisen på de vilkår,” siger Kristian Bang Foss."
Heldigvis holdt kalkunen sig ikke kold længe, i Atlas har en Bang Foss en lang og underholdende og inderligt dybdeborende artikel om sit besvær med at skrive en artikel om Modernsiseringsstyrelsen, der gloriøst begynder sådan her:
"Det var en overskyet efterårsdag med kold, silende regn. Jeg havde lavet kylling i karry. Da vi var løbet tør for ris, benyttede jeg lejligheden til at tage bilen og køre ind forbi Moderniseringsstyrelsen samtidig med, at jeg købte ris.
Moderniseringsstyrelsen ligger inde ved Landgreven. Da det ikke var til at finde en parkeringsplads over jorden, kørte jeg ned i parkeringskælderen under pladsen i stedet. Af en eller anden grund, fandt jeg den hyggelig. Her var lunere end oppe i regnen og også en lille kiosk. Det var nok her, de parkerede, de ansatte i Moderniseringsstyrelsen, der valgte at tage bilen på arbejde. Jeg fik lyst til at købe en kop kaffe i kiosken, men efter et skattesmæk, der åd den opsparing, vi havde som buffer, er vi begyndt at skære alle de små hverdagsudgifter fra. Der var stille i parkeringskælderen, eller også var det bare en anden støj, jeg hørte her under jorden.
Selve bygningen er på en gang både stor og undseelig. Jeg tror, jeg talte seks-syv etager, og vinduerne husker jeg som små og tætsiddende. Der var kun lys i nogle få af dem, men folk var nok også taget hjem sådan en sen fredag eftermiddag. Er der ikke også noget med, man får tidligere fri om fredagen? Jeg søgte ind under et træ, stod på et underlag af smattede, gule og røde blade. De sidste ugers hårde blæst havde gjort kronen så tilpas afpillet, at den ikke ydede noget rigtigt læ mod regnen, men blot gav dråberne mulighed for at vokse sig tungere på grenene, inden de faldt videre.
Jeg ville gerne have set, hvordan de ansatte så ud, men så kun én forlade bygningen – en ung, lyshåret kvinde i noget, der lignede en sort skijakke. Hun satte sig ind i en bil, der holdt og ventede på hende i parkering-forbudt-zonen foran indgangen, og kørte bort.
Jeg gik hen og kiggede ind ad glasdøren, stirrede ind på et flisebelagt gulv, men følte mig utilpas ved det, en følelse af manglende berettigelse krydret med mild paranoia, der nok grundede i den mærkelige kommunikation med Moderniseringsstyrelsen, der havde fundet sted i ugerne forinden. Så jeg satte i langsom gang, købte en pakke jasminris i døgnnettoen på den anden side af blokken og vendte tilbage til Landgreven. Kastede et sidste blik på den regnvåde facade og gik ned til min bil og kørte hjem. Jeg havde jo nok håbet, der ville ske et eller andet. Men hvad fanden skulle der ske? Derhjemme var min kylling i karry en succes, og børnene spiste løs. Det er en primal glæde: at se sine børn spise."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar