Min mors nye hund Plet-Bernhard
8 uger gammel
ligger og sover på min ene sko, hvilken?
I morgen tager jeg af sted igen
du må ikke knytte dig for tæt til mig
må du vel
*
Nårh
er du en god hund
savner du din mor
dine søskende
har du hilst på JØRGEN LETH
* JØRGEN LETH kan skiftes ud med en bred og stadigt
udvidende vifte af andre passende navne
*
Plet-Bernhard gør ad katten
lægger sig
på mine fødder
Jeg tænker på selvmord
Du ved ikke hvem du savner
det ved du nemlig ikke, nej
det gider du da ikke vide
*
Plet-Bernhard
sover i solen
(jeg er nødt til at sidde helt stille med mine fødder)
savner naturligvis sin mor
kan ikke lide katte
Hva, hvad laver du, Plet-Bernhard
laver du ingenting, hva
laver du ingenting
- fra RN's ny, Kritikerprisbelønnede bog, Tilbage til unaturen:
SANGSTRUP KLINT,
25. DECEMBER 2013
Min mors hund, Plet-Bernhard, mere
end tretten år gammel, og jeg
er kørt ud for at gå en tur
ved Sangstrup Klint, men har givet
op og sat os i læ for at
kontemplere. det er ved at
være sent, og et turkist lys,
alt det lette, løftes op af
Kattegat. Bag os, klinten, som
en tandrække, og overfor,
længst ude, tilført en dråbe
rødguld, en mørk skybræmme fyldt
ind i horisontsprækken. Og
så bølgerne,de kværner løs,
som dage i et liv, men der
er også en knitren, under
den vanlige brummen, som jeg
aldrig før har hørt. Og jeg har
en følelse af at havet,
der hæver op, eller rejser
børster, hver gang det nærmer sig
land, er et levende væsen,
at det ånder. Plet-Bernhard må
have registreret noget
tilsvarende, han begynder
i hvert fald at knurre, rejser
sig så og og går de får skridt frem
til vandkanten og begynder
at gø. Og så er det, jeg
kan ikke sige det bedre
end Plet-Bernhard gør det her på
stranden, hvor han gør af havet.
- afslutningen på Erik Skyum-Nielsen anmeldelse af sølvKANIN i information:
"»Det Digt, som søger Originalitet for enhver Pris, er viljeløst Offer for Tidens Moder. Det dør med dem. Det var altid Fortid. Blot et Par Aar efter dets Tilblivelse synes det os et Loft, stuvet til med gammelt Skrammel,« skriver Paul la Cour i Fragmenter af en Dagbog. I Rasmus Nikolajsens tilfælde består det forladte inventar i selvkommenterende lal og friskfyragtige fjollerier. Mere fordrer han ikke af sine egne ord. »En sol er en prut,« oplyser han - og siger nederst på siden, som svar: » sådan udsprang blot et par kløhandsker fra mine mange dyrekærester«. Man forstår, at formens knaphed og stramhed skal manifestere vilje til trods alt at installere en lille smule orden i kaos. Men derudover forstår man ikke så forfærdelig meget. Eksempelvis kan vi springe ind på side 14 og læse et selvmordsdigt, der omtaler en hund. Den møder vi igen fire sider henne, i en tekst, der om sig selv forsikrer, at »I DETTE DIGT BLEV ALLE DYR UDRYDDET: / HÅNDEHVALP VOLDKAT RØV HAJRE + SVINEPAR«. Hajren knyttes der så an til i den følgende sektion, hvor det bl.a. hedder: »Og storken, den har jeg fra Illums julekatalog - den flyver selv ud, vent blot / men først må vi sætte os sammen til en slangeskindsstøvle « Må vi og skal vi virkelig det? Hvorfor ikke spilde tiden med noget andet, når vi nu alligevel aldrig får den igen?"
- min anmeldelse af SølvKANIN i Weekendavisen:
"Hare hiphop
PLIDDER.
Rasmus Nikolajsens anden bog er en bittelille, spøgefuld kapriciøsitet,
som vi for skamløsheds skyld griber med kyshånd.
Rasmus Nikolajsen: sølvKANIN. 32 sider. 139 kr. Borgen.
SølvKANIN
hedder Rasmus Nikolajsens anden bog med tryk på »kanin«, og jeg gamle
mand kommer straks til at tænke på Jeff Koons’ gennembrudsværk, Rabbit,
fra 1986 (da digter Nikolajsen
var ni år): en metalstøbt oppustelig kanin, hvilket synes helt rimeligt
ansigt til ansigt med det lilebitte (ret præcist en dobbelt b16)
bogværks forsøg på at sætte form på noget meget lidt og let: noget
kærlighed, noget sommer, noget barndom og noget dyrefabulerende pjank.
Digteren opsummerer selv projektet i den indledende indholdsfortegnelse:
»Min vandafvisende barndom et lala (0 selvmord!)/ + dit blanke
udgangspunkt …/ mere MINDRE/ - dette er en samling blomkåls-hjerte i
farvelagte handicaps,« hvilket naturligvis i sig selv er et meget godt
eksempel på den nikolajsenske metode i renkultur: sirlig, løsagtig
pludren, godmodigt ordspillende og surr. barokbelagt.
De
indledende og afsluttende afdelinger med hver fire firkantede tekster,
henholdvis seksliniere og femliniere, følger med deres erotiske tumult
ret direkte op på Nikolajsens debutbog, den anderledes stramt
organiserede og tæt trallende digte om lidt fra sidste år, det er lige
netop bare de grader mere opspeedet og udflippet, hvilket efter denne
uhjælpelige anmelders mening kun gør dem endnu mere indtagende, ja jeg
tør sgu godt bruge det fæle ord charmerende: »Du er noget i luften,
sagde han, som hun sad i sine bryster, eller/ mindre, åh, jeg bliver
brændt af i din klimaændring. Drømme var/ efterspurgte, det var kun godt
at det var lidt skidt, men jeg kunne/ kun se det fra din anden side. De
der elskede døde i digtet, man/ måtte holde lidt igen, lige meget hjalp
det og pludselig kunne du selv/ være min voodoodukke.« I disse
omtrentligt trygge poesizoner ligner Nikolajsen
med fuld selvstændighed stadigvæk en ætling til Jac og Vizki, med
Schade som grandryssende onkel. I de tre afdelinger derimellem - 4 helt
ligefremme, barnlige digte om morens nye hund »plet-Bernhard«, 4
oplistende »sommer-rapporter« med diverse dyremotiver, herunder en død
mus og rockerhajer, fire spøjse, disparate dobbeltlinier (1 øverst, 1
nederst på siden), de fleste også med dyremotiver - er han nogle
anderledes underlige og mystiske steder henne, private og syrede og
fabulerende, midt mellem Henrik Have, Simon Grotrian og Thomas Krogsbøl
måske, i de hårdkogte og blødhjertede landsbytossers rige. Der er en let
melankolsk, sort slagskygge inde over disse yderligtgående
tekstualiteter, hunde-digtene handler meget om hundens »savn« (der er
klart nok også en hilsen til Laugesens hundedigte og helt eksplicit til
Jørgen Leths »søde heste« i hans Billedet forestiller ), et »selvmord«
nævnes i forbifarten et par gange, der er som sagt den døde mus (og
usikkerheden om hvorvidt erindringsstoffet er samtidigt eller tilhører
en barndom eller begge dele) og hajrockerne, og flere af
dobbeltsætningerne er særdeles ambivalente, hvad de nu end egentlig
betyder, f.eks. disse to: »Fisk drak dig baglæns« og »HUSK SURT OPSAT
MYREBLOD«. Moltonerne + den overhængende åndssvaghed + den markerede
formelle diversitet (børnedigte, lister, dobbeltsætninger) +
dyrefabuleringen er sammenlagt en irriterende original og
uigennemskuelig tekstkonspiration, der som det dér myreblod går ind
under huden halvt imod ens vilje. Det er meget svært at lave en virkelig
karakterfuld og lysende bagatel (Koons har f.eks. ikke formået at lave
mere end den ene fantastiske kanin), det er lykkedes Rasmus Nikolajsen
(også) denne gang, så jeg har i hvert fald ikke noget umiddelbart behov
for, at han modnes betydeligt, og nu må I hellere få rapporten om
hajrockerne: »1 svanepar i medvind/ modvind/ 1 hajkutter (kaldet
»Svanen«)/ + øvrige (ingen hajer)// 14 dage senere (5 år før)://
»Sildehajerne« er en berygtet bornholmsk rockerbande/ Bornholm er
forsvundet fra havets overflade (det er dem der har gjort det!)/
befinder os på Bornholm, lige ved:/ HAVET ER LYSEGRØNT/MÆRK DET MED
TÆERNE/SVANEKØD ER SØD.« Det er Rasmus Nikolajsen også, ja han er så, nå!"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar