Det er nok også ham, der har skrevet flapteksten:
"Johannes Holbek (1872-1903), præstesøn i præsteslægt, tilhørte, som han selv siger, ET BJERG AF ANER, op gennem 1890'erne i landflygtighed i paris. Tegner (i en årrække tilknyttet dagbladet Politiken) og maler og forfatter (selv om han ikke udkom før efter sin død). Én af de store symbolister, som bl.a. inspirerede Storm P., men som goså nu i 2016 inspirerer sådan en som tegneseriekunstneren Halfdan Pisket - og, vil man få at se, med sin hallucinerende skrift en digter som Cecilie Lind."
Og i første person skrev han i december denne denne selv-citerende, men alligevel usignerede, næsten aggressivt pågående reklametekst til pressemeddelelsen om Sandal-serie-bindet:
"HOLBEK ER STOR
Jeg skrev i Den bronzefarvede kalkun 1993 en hyldest til Johannes Holbek. Indledningen lyder sådan her: Jeg talte med Holbek. Han som skyr det hele på en gang. - Han sagde: "Fri mig fra æstetikkens kummer. Fri mig fra den villede villen. Fri mig fra ikonet og ikonets kitsch, glimmerværk. - For rene billeder, renset for smag, den pæne, for kultur, liderlighed, det er nu engang hvad vi i vor simple bestræbelse må søge." - Det har jeg tænkt meget over siden. - Men altså, han er stor. det er altid svært at sige noget fornuftigt til den slags mennesker ...
Holbeks Af Dekadent Barbari kommer belejligt til jul, til denne i alt misforståede højtid. Han er en kalkun, og det i sig selv er naragtigt. Forsåvidt vi i DK, fordi vi er danske, spiser and. Det er ikke til at holde ud, vi skulle have været englændere og spist kalkun. - Jeg er sikker på, Holbek meget bedre ville have kunnet klare sig som engelskmand. Han ville, som han sagde, være urban, han stræbte efter den om jeg så må sige ultimative dannelse.
Holbek, et barn af William Blake, Lautréamonts fætter, urban. Tegner og digter. I denne Sandaludgivelse er det primært digteren, vi har fokus på. Hasselbalchs Kulturbibliotek lavede en glimrende introduktion til hans tegninger, som man kan tjekke ud, indtil Sandalserien får taget sig sammen til også at udgive hans billeder.
Johannes Holbek er præstesøn, Indre Mission, tilhørte, som han selv siger, et Bjerg af Aner. Født 1972, allerede som helt ung dedikeret for kunst og litteratur. Ophold i flere omgange på gennem halvfemserne i ensomhed i paris, fattig og sulten, nervesvækket, satiretegner hos Edvard brandes på Politiken, hvorfra han blev fyret med egentligt sammenbrud til følge.
Holbek er en udannet bølle i forhold til alt andet end kristendommen, hvor han også optræder som bølle. Holbek har ingenting andet end sin skrift. rasende og uregerlig. Hans opgør var med lutherdommen og den uhæmmede materialisme. Han svar: at bryde sammen. Død for egen hånd 1903.
Johannes Jørgensens signalement af Holbek i anledning af en mindeudstilling i Den Fri i 1904:
Johannes Holbek giver sig straks til kende som en idealistisk anlagt mand. Det, han hader, det, han kæmper imod i sin kunst, er tidens kulturfjendske magter: mammonismen, merkantilismen, det filistrøse demokratiske barbari. hans ejendommelige begavelse, noget af en tænkers, noget af en poets, noget af en spotters, noget af en drømmers, mest af en kunstners, gjorde ham til en sær og i det daglige liv ubrugelig personlighed.
Jo, i denne søde juletid er Holbek et must. Så ikke alting bliver fadt og forløjet og ho-ho-Magasin-og-julemandsagtigt. Holbeks foragt for det etablerede kender ingen grænser. Det er, hvad han ser. Han ser på det nærmest paralyseret. Han foragter frem for alt institutionernes adoption af en kristendom, som for ham betyder alt, men gennem institutionerne forvanskes til intet."
(og i det splinternye nummer 6 af Gladiators kunst- og litteraturtidsskrift Texas Longhorn har Jørgensen et essay om "Det onde", der selvfølgelig ender hos Holbek)
Faktisk indeholder Den bronzefarvede kalkun hele to formidable hyldester til Holbek. Her komme de begge 2 (Jørgensen har rettet en smule i sin tekst i selvcitatet ovenfor - og Holbekcitatet inde i teksten har han vist selv fundet på) - FANDEN TIL FAN!
"Holbek
Jeg talte med Holbek. Han som skyr det hele på en gang. - Han sagde: Fri mig fra æstetikkens kummer. Fri mig fra den villede villen. Fri mig fra ikonet og ikonets kitch, glimmerværk. - For rene billeder, renset for smag, den pæne, for kultur, liderlighed, det er nu engang hvad vi i vor simple bestræbelse bestandig må søge." - Det har jeg tænkt noget over siden. - Men altså, han er så stor. det er altid svært at sige noget fornuftigt til den slags mennesker. - Drikke et glas, som bliver til to og fire og så fremdeles, dét lader sig gøre. Omtrent som med vore kritikere. Men hvor så på deres side, de går under, der taler Holbek endnu. - Om sommeren. Sank Hans båls blus. Fjorden. En liden pige. Med smalle hofter. Og - det er hans forbandelse - bryster som en kvie.
Han dør fra os, Holbek II
Han dør fra os, Holbek. Lever sit liv til kanten. Men ønsker det ikke. Livet. altså. Han har en krop, en fysiognomi, som har atletens proportioner. Løberens. Uden sprintet, men skabt for de lange distancer. Det er dem, som ligger bedst for ham. Kun skade, han ikke ved det. Sprinter, gør han. Nådada. Opgiver på halvvejen, mister pusten, og står så igen kun dér tilbage. Dén store mand. Kun lige knapt inde i sit 31te år. Og uden andet end Blake og fantasmer og en skarp smag i munden af skøgernes safter."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar