Højaktuel Højholt-kvababbelse 3

- fra Enhjørningens kvababbelser, 1979; bare apropos at være bange for det hele (Højholts note: "I anledning af en udbrændt sovjetisk satelit styrtede ned i Canada"):

Menneskeskræk

Hvor bange kan man blive?
Hvor meget skræk kan der være i en menneskekrop
og hvordan ser udslippet ud
og kommer den dag hvor pis og lort og kultveilte
ikke er det eneste vi udskiller?
- Jeg er bange fo tæv og for at køre bil i glat føre.
Jeg er også bange når min kone gør det.
Og vi er begge to mest bange, når vi har børnene med.
Men den skræk har sine forholdsregler:
man kan køre forsigtigt hvis man endelig er ude i det.
men trafikken i rummet er det en andens sag.
Når man næsten ingenting får at vide.
af det man syens man har krav på at få at vide
så er det lidt en kunst at være bange på en ordentlig måde.
Man har ingenting at holde sig til, kan ingenting se,
ved ikke hvad man skal tro, aner ikke hvornår de siger halvdelen
af hvad de ved og hvornår det hele.
Man kan ikke en gang udspørge dem
for man ved ikke hvad det er muligt for dem at vide.
Og selv kan de åbenbart ikke finde ud af det.
Nogen har tiet i årevis om de farlige satelitter,
HVEM? - sgu dem der nu fralægger sig ansvaret!
Dem der nu, stadigvæk, ikke regner vores angst for noget
der rager deres viden som eksperter!
Dem der for fanden da må have børn og røve og skæg om morgenen
ligesom alle os andre - hvordan bærer man sig ad?
Hvordan bærer man sig ad med hverken at have det ansvar
man lægger over på andre eller det andre lægger over på een?
Det er litd af en kunst ikke at være ansvarlig når man er det.
Eller er det noget ingen kan for?
Eller skyld oppe i den blå luft, kredsende, skabt af ingen,
en skræk-prut vi alle har bidraget til?

Der kredser et ukendt antal udbrændte atomkraftværker oppe i rummet
og jeg er gået udenfor i sneen.
Der kredser et ukendt antal aktive atomkraftværker oppe i rummet,
mange Barsebäcke små - og jeg står ude i sneen
og tør ikke engang fange den på tungen mere.
Jeg graver ned dær hvor jeg ved vintergækkerne kommer
og finder en spire. Jeg sætter hænderne for munden
og råber ned til det ivrige løg: Stands,
vend om, for himlens skyld, og tag mig med!
Jeg råber ud over snemarken, hvor hvert enkelt strå
står i sit eget optøede hul: Bliv væk, hold inde,
det betaler sig ikke det dær!
Og til mælkebøtterne som ligger med det alt sammen parat
nede under sneen: Lad så være med det pjat! Knyt knoppen,
løs ikke op for noget som helst,
løvetandsfnug hører til i en ubekymret verden!
Fyrretræerne står med forårets lys
skubbet sammen i knopper for ende af grenene,
jeg rører ved dem og hvæser: Hvis I også i år
skyder op og ranker jer, bløde og lysegrønne og klæbrige
i solskinnet og sommerregnen, så er I fandme dumme!
Og jeg sætter stige til og kravler op på husets tag
og sætter mig overskrævs, her oppe fra lyder
den ensomme rytters råb til alnaturen, det skvat:
Tag så og hold op! Det kan ikke blive ved på den måde!
Lad nu for en gangs skyld os, som har ansvaret,
være ene om følgerne.