Peter Laugesens genfundne 1979-manus Tohuvabohu, der udkommer om præcis en uge på Asger Schnacks Forlag, to dage før digterens 75 års fødselsdag - og det er vitterligt, som forjættet, det forunderligste tærskelværk, øjeblikkeligt uundværligt, nævenyttig (og nævnenyttig!) naivisme! Men det skal jeg nok granske og forklare nærmere i næste uges anmeldelse, lige nu er den sort-hvide eksistens mere end mirakel nok, og her er simpelthen bare et tekstopslag, side 46-47:
"med hvilken slags græs
vil du dænge mig til
med hvilket nærvær
ligge for min dør
hvorfra kommer spurvene
der døser på klaverets ansigt
hvorfra hyldens børn
der flyver i violinens bur
skiftespor, skifteord
betændelsen spiller på
nerverne som var de en harpe
det vil være en lettelse
at afbryde smerten med codyler
(græs og musik alene, på
grammofon, kan ikke klare det)
øjet løber i vand, lukker sig
mere og mere, men jeg kan ikke
se med det alligevel, rejse
på landet i en uge i morgen
socialkontoret i formiddag
ny rådgiver, nu kommer inga
og sidse med vasketøjet
så
er det senere
her er vi
på vej ud af døren
for at se på et skab
til sidses tøj
uden for er der tøsne
og det er lykkedes
at finde en tobak som
den gamle westmore
lad øjet brænde
gennem stenene
gennem kødet og knoglerne
gennem jord, vand, luft
og ild, brænd gennem branden
og brænd sammen, sammen
ikke en og en men to og to
og mange flere i ny
atmosfære af kærlighed
der flyder og skifter frit"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar