går grundtonen gennem mennesket
eller hviler den i systematik
- erindringen er spundet sammen i upålidelige ruller, sløret af praktiske forholdsregler, de lange dage set forfalsket fint.
- vi blev hjemløse, det viste sig, de første år i den afgrænsede skolegård, så afgrænset som indsigten. vi stod med asfaltens genialiteter skinnende formørket op i vores ansigter, stødvist skrigende til ti.
- så ned i åens plumrede vand, hvor tiden holdes flydende, hvor det bølger frem & tilbage i væltende bølger.
- vi stod senere i ventesalen med matblåt loft over ventilatoren, så på de to ure, som hver viste noget forskelligt. den ene vej væk altid en time foran & den vej hjem for sent.
- faldt ubeslutsomt rundt, sådan som de mindste blade også gør det, alt blev blev løgn på en eller anden måde.
- nerven har ingen hørlig lyd, men noget hyler. inderst i marven synger instinktet, sangen arresteret af tanken.
- jeg skriver ikke ord. paradokset holder tiden i spænd.
- fremskridt er mere vand end rum, dagevis faldet om imellem stridende mål: at holde fast ved eller tage ved lære."
Fra Strunge-portrættet i Trés 60:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar