"mellem 1942 o. 1950 (omtrent)
Jeg forsøgte at overtale min /afdøde) mormor til at følge med til "Kunsthalle" (en restaurant, hvor jeg ofte mødes med mine kolleger). Hun stritter imod, hun er jo død.
Jeg siger: "Det gør altså ikke noget, man kan ikke se dig, du er jo gennemsigtig." Hun svarer: "Ja, men det er alligevel ikke det samme."
En anden gang drømte jeg, at jeg gik med min mor til samme restaurant, til "Kunsthalle", og at vi ved entréen smurte ind med en salve. den gjorde os gennemsigtige og gjorde det muligt at se ånderne. Det kæmpestore lokale var fyldt fra gulv til loft med åndevæsener. de lå stablede oven på hinanden horisontalt.
mellem 1942 o. 1950
Sammen med min mormor og mor sidder jeg i et lille åbent køretøj. Det er lavet af en kunststen, som ligner den, der bruges til gravsten. Vi kører på et spor, som i en spiralformet bane fører op ad et kegleformet bjerg. det går meget langsomt. Jeg stiger ud for at plukke blomster. ("Endnu gives der lidt tid.")
dec 1959
Igen og igen drømmer jeg, at man beretter, at min mor ligger for døden. jeg har åbenbart ikke taget hendes død til mig endnu (april 1959).
Eller vi følger hende på vej (hun ved, at hun skal dø). Vi hulker, men derpå ler vi igen allesammen. (I begyndelsen af juli drømmer jeg, at jeg mødte hende udenfor køkkenet i Carona. Hun er "en smule gennemsigtig", som en film, der er blevet dobbelteksponeret (f.eks. et landskab med en person over). Jeg siger: "Goddag, kære lille spøgelse." Hun siger omtrent: Om femten år er vi sammen igen. Dødsprognose?)"
(hun døde dog først i 1985, så moren regnede 10 år galt, heldigvis)
(foto af Man Rays foto af MO med (af MO) håndtegnet kind-tatovering - ved dig)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar