"JEG brænder igen
nogle manuskripter af
i haven men når
lige at læse:
da miles davis hørte bird
første gang udbrød
HAN: ’DET lød så for
færdeligt at jeg også
måtte spille så
dan’ – inden flammer
ne sletter resten som de
res rette brændstof
(Legacy, s. 452)
foreløbig er
der en vis oprydning at
tage vare på
(så der ikke er
efterladt for meget til
marodørerne)
jeg kører derfor
en sæk fuld af gamle ma
nuskripter ud til
genbrugsstationen
i korup og dumper den
i brændbart affald
(Live, s. 286)
AJR: Har du to praksisser for at skaffe dig af med manuskripterne?
KH: Mellem os to, så har jeg kun én praksis. Digtere lyver også engang imellem. Jeg brænder altid mine manuskripter i haven. Det foregår efter et rent ud sagt alkymistisk ritual, idet asken blandes med de øvrige tre af de fire elementer, dvs. noget begraves i jorden, noget kastes i dammen og noget spredes i luften. Hver gang et manuskript er trykt, og der ligger ofte andre ting omkring det, digte, som ikke blev til noget, så brænder jeg den store bunke manuskripter. Det gives tilbage til elementerne og genopstår i mit næste værk. Jeg har brændt mine efterladenskaber siden den allerførste bog i 1966. Dengang havde jeg læst, hvad Hagar Olsson citerer Edith Södergran for i forordet til udgivelsen af Ediths brev (1955), at der ikke skulle være noget til »likmaskarna«, dvs. hvad vi på dansk ville kalde ligormene. Södergran brændte selv alle sine manuskripter og personlige papirer. Det bed jeg mærke i, og det var før, jeg overhovedet var begyndt at skrive digte. Jeg læste i øvrigt kun Hager Olssons forord, aldrig Södergrans breve. Det var ikke det, hun havde bedt om, vel? Jeg har ikke i almindelighed noget imod at læse breve, jeg har da læst både Hölderlins og Novalis’ breve, men jeg er ligesom Södergran skeptisk over for disse biografer eller »ligorme«, der baserer deres fortolkninger på efterladte breve og i det hele taget arkiver. Deres tolkninger er ikke udtryk for andet end deres egne projektioner, og det er hverken interessant eller sandt.
AJR: Var Södergrans anti-arkiviske holdning udslagsgivende for dig?
KH: Det kunne godt tyde på det. Lige når man begynder, betyder sådan noget ufattelig meget.
AJR: Er den alkymistiske forklaring, du har givet, så en efterrationalisering?
KH: Nej, de passer bare sammen. Forklaringen folder sig ud på den måde. Du kan spørge, om det er noget i Klaus Høecks karakter, eller bare rene tilfældigheder? Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig været i tvivl om, at det hænger sådan sammen.
AJR: Hvad vil det nærmere sige, at manuskripterne genopstår i det næste værk? Allerede i Hjem (1985) henviser du til den alkymistiske tradition, bl.a. med mottoet »Solve et coagula«, at opløse og inddampe.
KH: Det er en åndelig indsigt, som intellektet ikke skal blande sig i. Intellektet kværner løs og skal have en forklaring på alting, mens det forholder sig anderledes med ånden, og det kan du få både mit, Kierkegaards og Nietzsches ord på. Værket er en hemmelighed, som den, der læser det, skal delagtiggøres i – men hemmeligheden er måske, at der ikke er nogen hemmelighed. Ved at brænde manuskripterne peger jeg på, at alt omkring værket fører væk fra det. Overvejelserne hen til værket kommer ikke andre ved end mig selv. Det kan være en misforståelse, men sådan ser jeg på det.
(...)
AJR: Du forholder dig tydeligvis ironisk over for tanken om et arkiv i Legacy. Vil du også destruere dine brevvekslinger med andre forfattere?
KH: Det er denne Neugier(ichkeit), der ifølge Heidegger er et eksistentiale i mennesket; jeg er imod det. Ja, jeg vil heller ikke efterlade mig breve fra andre forfattere og slet ikke e-mails. Det forsvinder alt sammen, forhåbentlig. Værket er værket, alt muligt andet er alt muligt andet, som Søren Ulrik Thomsen siger et sted. Jeg er gode venner med Peter Laugesen, og vi har ført en slags korrespondance per e-mail. Men selvom jeg tilintetgør den, så gør Laugesen det muligvis ikke.
AJR: Du har modtaget nogle breve fra Tage Skou-Hansen, der døde for nylig, ikke sandt?
KH: Tage Skou reagerede altid på mine digtsamlinger; han læste dem og kommenterede dem mere eller mindre udførligt. Under hans allersidste år modtog jeg ganske rigtigt nogle Hölderlin-agtige breve fra ham med sådan nogle fascinerede udfald i den logiske sammenhæng, som jeg prøver at indarbejde i mit igangværende manuskript.
AJR: Vil du også brænde brevene fra Skou-Hansen, når du engang bliver færdig med din kommende bog, selvom de kunne have værdi for forskningen i hans forfatterskab?
KH: Fuck det, ja, de skal brændes, når jeg er færdig.
AJR: Skriver du selv breve til nogen?
KH: Jeg skriver ingen breve til nogen og har næsten aldrig gjort det. Jeg skrev engang, da jeg var betydeligt yngre, til min ven Christian Høgsberg, at jeg ikke kunne fortsætte vores brevveksling, fordi jeg havde opdaget, at mine breve var arrangerede. Siden har jeg, med ganske få undtagelser, ikke skrevet breve eller e-mails.
(...)
KH: Døden kommer og intervenerer i ethvert forfatterskab. Hver øjeblik står vi over for evigheden; det gælder, uanset om man er 36 eller 78 år. Jeg kunne godt tænke mig selv at slutte mit forfatterskab af. Men så kommer det ubehagelige spørgsmål, hvad skulle jeg så lave? Begge muligheder, at slutte eller ikke at slutte mit forfatterskab, byder mig inderligt imod. Hvis jeg dør i morgen, risikerer jeg desuden at efterlade mig noget til arkivet, nemlig mit igangværende manuskript. Det regner jeg så med, at Anne-Marie vil skaffe af vejen hurtigst muligt."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar