Sen anmelderdebut 1: En ranglet dreng med lilla hår

Krisian Bang Foss debuterede denne fredag som gæste-madanmelder i Politiken Plus med et særlangt pragtnummer, der - som var det faktisk hans med længsel ventede fjerde roman - begynder så decideret klassisk:

"Restaurant Den Fuldkomne Fisker

 

 

Byskovvej 42. Onsevig. 4913 Horslunde.

En ranglet dreng med lilla hår kom trillende ned ad landevejen på et skateboard. I aften sidder han nok ved en bålplads på stranden sammen med vennerne, tænkte jeg, og knipser splitterne fra dåseøllerne ud over havet, prøver at skyde dem helt til Langeland, eller hvad der nu ligger derude i sommermørket.
Selv kørte jeg i bil mod Onsevig Camping for at spise på Restaurant Den Fuldkomne Fisker. Som altid lå provinsen øde hen, og drengen var den eneste skikkelse, jeg så på den idylliske køretur mellem motorvejen og campingpladsen.
Op ad nabohytten til den hytte, jeg havde lejet, lænede sig en fiskestang, og langs det levende hegn, der omkransede pladsen, stod campingvogne og villatelte med campister i klapstole foran.
Kort efter sad jeg på restauranten, der er opkaldt efter Izaak Waltons mesterværk om lystfiskeri fra 1653. Jeg er selv lystfisker og får af den grund ofte bogen i gave. I øjeblikket står der fem i reolen. Jeg har nogle gange haft mistanke om, at der kører en practical joke bag min ryg. Giverne ved heller ikke, at min far er ivrig samler af ’Den Fuldkomne’ og ejer over hundrede forskellige danske og engelske eksemplarer. Jeg er flasket op med Walton.
Restauranten har udviklet et koncept, de kalder lopas: den lollandske tapas. Ordet lyder så fjollet, at man ikke kan lade være at elske det.
»Det er svært at vælge«, sagde en ægtemand ved nabobordet, mens han læste i menuen. Rådvildheden forstærkede en lollandsk melodi i stemmen, som årene i København ikke havde fået has på. Efter børnene blev store, flyttede parret tilbage til fødeegnen. Nu var de på tur med campingvognen.
Selv var jeg ikke i tvivl, jeg ville have den store lopas-menu, syv retter med vinmenu. Bum.
Min første lopas serveret på Lolland, Sjællands Andalusien, så således ud: et stykke baconomviklet torsk omkranset af tre små stykker varmrøget laks og ærteblomster og kørvel (spiseligt ukrudt, som ægtemanden ved nabobordet kaldte det). Torsken, der i forvejen fik salt fra baconen, var blevet oversaltet, og laksens fedme var for meget sammen med svinefedtet. Retten blev domineret af fedt på fedt og salt på salt. Kold hvidvin havde hjulpet på det, men det glas Pouilly Fumé, som værten gavmildt skænkede med ordene »du skal jo ikke så langt«, var desværre lunken"