onsdag den 1. juni 2016

Eftersøgning: Borums Bowie

- fra mail til Klaus Lynggaard, der medredigerer en ny antologi om David Bowie:

- og der er jo for fanden også de mytiske tekster af Borum, som jeg ingen steder selv har, men har øjnet engang i tidernes morgen:
En præsentation af Let's Dance til (vistnok!?) Gyldendals Bogklubblad (kan huske at han flipper over serious moonlight-linjen!) og en større analyse af "We Are The Dead" til et eller andet tidsskrift også omkring 1977-83 !!!! ???? Tænk hvis nogen kunne finde og opgrave dem !

3 kommentarer:

  1. "Poeten Bowie", dB 110/2, 1978. Referencen er fra Erik Nielsens "David Bowie", systime, 1986. Han skriver (s. 84-85):

    Poul Borum nøjes ikke med at kalde "We are the dead" for "Bowie's allerstærkeste love-song - og et af hans bedste digte" Han offentliggør en oversættelse af det (som jeg tillader mig at citere fra i det følgende), og knytter den til det citat fra Orwell's roman som kan have inspireret digtet:

    De elskende ligger sammen i sengen i en tilstan af håbløshed. De taler om den følelse af skyld, omverdenen vil påføre dem. De *har* elsket. Og det er forbudt. Vi har "...ligget og mast vores kærlighed gennem natten og vidst, at det var rigtigt, hvad vi gjorde." Men nu kan de ikke længere. Han er forfulgt at myndighederne, og kærligheden har mistet sin uskyld. "Himlen ligger på puden, dens tavshed er lige så stor som helvedes". En form for samfundsstyring *er* altså blevet genetableret. Men demokratiet er væk, følelser er uønskede og den borgerlige offentlighed arbejder under trusler om udslettelse: "...gaderne er fylde af pressefolk med trang til at blive hængt og begravet." I digtets slutlinjer finder motiverne: samfundsstyring, ufrihed, kærlighedsbehov, impotens, forfølgelse, flugt, vold og død sammen i ordene:

    Det er finansmændenes teater, prøv og
    tæl dem, femten rundt om borde, klædt i
    hvidt og rede til at dræbe.
    Åh kærtegn dig selv, min saftige ven,
    for mine hænder er næsten visnede, åh,
    klæd dig å, min lille slyngel, for jeg
    kan høre dem på trappen
    På grund af alt det vi så, på grund af
    alt det vi sagde, er vi de døde.

    Det er nulpunktet. Ingen udvej for de levende. Tilbage er kun fortrøstningen til at "sønner af vores kærlighed" ikke vil være helt ligeglade, men "leve i åndedraget af det håb vi delte."

    SvarSlet
  2. Hej

    Jeg fik engang en kopi af denne artikel (Borums) via biblioteket. Det var ret vanskeligt at skaffe den, men nu har jeg altså en kopi, som jeg kan sende, hvis I ikke allerede har den. vh Ole
    oj@aub.aau.dk

    SvarSlet
  3. Tak, Ole. Men den er i posten nu (se kommentar på blogpost ovenfor, lykkeligvis!

    SvarSlet