POETEN BOWIE
"Ch-ch-ch-changes, turn and face the strange.
changes, you wanna be a richer man.
changes, turn and face the strange.
it's gonna have to be a different man.
Time may change me, but I can't trace time."
Ch-ch-ch-changes, forandringer, David Bowie den foranderlige. "The continuing message of David Bowie is Change", skriver David Douglas i sin bog om Bowie, Bowies fortsættende budskab, hans bestandige budskab er forandringen. i Douglas' formulering er der indbygget et paradoks: at foranderligheden er bestandig.
Men Bowies forandringer er ikke forandringer til noget bestandigt nyt, de er bevægelser fra "startion til station", som en af hans seneste plader hedder. The Bowie Circuit, strømkredsen, hvor det lille Bowie-legetøjstog futter rundt fra station til station.
Jeg vil gerne fortælle hvad stationerne hedder. Ja, faktisk vil jeg gerne tegne et meget fint skema i luften. Hvis vi vil beskrive Bowies motivverden kan vi se på, hvordan han forholder sig til jeget og omverdenen, jeget og duet (den såkaldte "love"), jeget og kunsten og jeget og liv-og-død-komplekset. Hans omverdensopfattelse er udspændt mellem realistisk beskrivelse og symbolsk fortolkning; hans kærlighedsoplevelse svinger mellem masochisme og sadisme; hans kunst arbejder snart med ironi og snart med akcept; og hans livssyn indebærer både en enorm optagethed af døden og en fascination af begrebet stjerne - både popstjerne og rigtig stjerne på himlen, begge lige strålende og flygtige - dødens varighed og stjernens lykkeopfyldte flygtighed. Vi kan altså se det for os i to spalter: realistisk - masochistisk - ironisk - død og der overfor symbolsk - sadistisk - akcepterende - stjerne.
Det er de otte stationer Bowies bestandige forandringer bestandig og lynhurtigt bevæger sig imellem. Og det er vigtigt at understrege at ingen af disse begreber er negative, de er alle udtryk for en positiv livsopfattelse, som er udtrykt i kunst. "Åh ja, jeg ved stadig ikke hvad det var jeg ventede på" synger han, "og min tid løb vild, ad en million blindgyder. Og hver gang jeg troede jeg havde fundet ud af det, smagte det alligevel ikke så godt, så jeg vendte mig selv rundt for at se mig selv i øjnene, men det lykkedes mig aldrig at fange et glimt af, hvordan de andre opfatter forfalskeren. Jeg er alt for hurtigt til at bestå den prøve."
"Changes, turn and face the strange. it's gonna have to be a different man. Time may change me, but I can't trace time."
"Vend dig om og se det fremmede i øjnene. Det må være et helt andet menneske. Tiden kan forandre mig, men jeg kan ikke opspore tiden."
Bowie er overalt fascineret af begrebet tid. Og kunsten er overvindelsen af tiden. Ligesom en anden engelsk digter. W.H. Auden, har Bowie tydeligt to perioder, en engelsk frem til 1973, hvor han afprøver og problematiserer alle sine løsningsforslag på de bestandige spændinger mellem realisme og symbolik, masochisme og sadisme, ironi og akcept, død og stjerne - og en amerikansk periode fra 74 og fremefter, hvor kunstens underholdningsværdi får overvægten over dens problemværdi. Det afspejler sig musikalsk i hans backing groups og i hans egen sangstil, og det ses i hans tekster; alle de komplicerede, mangetydige, dunkle hører til i den engelske periode. Men på "Station to Station" finder man en befriet hymne til det der er hinsides forandringen: den sang der hedder Word On A Wing. "I denne storslåede illusions tid", synger Bowie, "kom du gående ind i mit liv ud af dine drømme. Jeg har ikke brug for én forandring til, for at tvinge verden ind i mit system". Han knæler ned og ofrer sin "sweet angel" (inspirationens engel) sit "vingede ord".
Han er troende (men uden religion), og han fastholder at "bare forat jeg ikke tror. betyder det ikke osse tænker, jeg behøver bare ikke sætte spørgsmålstegn ved alt i himlen og helvede". "Jeg anstrenger mig for at passe ind i dit system", synger han. Men senere i sangen hedder det: "and I am ready to seek your scheme of things", tingenes system eller plan, altså hverken mit eller dit, men selve planen, objektivt set.
David Bowie er lige blevet 31 og han har udgivet 14 plader fra 1966 til nu. Lige fra Rubber Band og Maid of Bond Street til Secret Life of Arabia, den sidste sang på Heroes, har han ikke bare haft problemer og bragt "budskaber", han har først og fremmest været entertainer, han har ville fascinere os med ånd i sin fiktive fantasiverden. "Kom og køb mit legetøj" synger han på en af de første plader:
"Smiling girls and wealthy boys,
Come and buy my little toys:
Monkeys made of gingerbread,
And sugar horses painted red
- aber af ingefær og rødmalede sukkerheste, jo tak. Men hans barneparadis er iblandet megen voksen bitterhed. Kynisk elegant synger han, at han vil elske sin elskede på tirsdag, for på onsdag finder han en ny. Det lyder uskyldigt og elegant, men i sangstilen er der indbygget en distance og en farlighed, som allerede her viser at David Bowie ikke skulle en ny Noël Coward men en ny Lou Reed.
(...)
F O R T S Æ T T E S !
.jpg)
Tak for gode ting!
SvarSlet