"ABC-teatret stod i skarp kontrast til min barndoms andet teater hvor jeg på ledigaftener kom alene, og hvor jeg, af angst for opera og denne anden type skuespil, tragedien, udelukkende så ballet. Min morfar havde som teaterchef ledige billetter hver aften, så min far satte mig foran teatret til Bournonville, og jeg oplevede her teater som tavshed og uhygge. Selv om dirigenten nikkede op til mig, og jeg var på hilsefod med andre balletfanatikere blandt publikum, var der en særlig form for psykisk fare i salen, når Gamle Scenes lysekrone slukkede i 1970'erne, og eventyret begyndte. Her havde ord ingen plads. Her var det kun musikken, mystikken, ondskaben og så korpsets stumme tale i massescenerierne, en gestik jeg kunne udenad, hvis jeg en dag skulle vågne op uden hørelse og tale og nu var nødt til at gøre mig forståelig alene med hænder og ansigtsudtryk. Sorella Englund, Dinna Bjørn, Lise Jeppesen, Kirsten Simone, disse ballerinaer svævede som dødfænomener foran mine unge øjne, som i en verden uden berøring, kun drøm og længsel. Så var det en lettelse igen at komme inden for synsvidde af skuespillerindekroppe ude på det gamle Frederiksberg og lytte til de seneste eskapader fra teaterchefspigerne, der i håb om replikker var gået den voldelige lystfulde vej fra dansepige til replikskuespillerinde, med den underkastelse det nu krævede."
- Sorella Englund dengang
Og 2 x Iggy:
"Vi gik forbi plakater af Iggy Pops Naughty Little Doggie, og Freddy (ca. = Steen Jørgensen) bemærkede, at Iggy var færdig. Jeg gøs. Hvis Iggy var færdig, var jeg ikke engang blevet født."
Det var han så heller ikke, Iggy!
"Senere hen hørte jeg at hun havde søgt efter mig på teatret, som en ond og forladt ånd der jager rundt i natten efter en sidste dråbe blod. Men den spinkle pige fra en sang af Iggy Pop måtte gå alene hjem med uforrettet tørst."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar