Den store hvide mandlige forfatter Hanne SKAL VINDE!

Hannne Højgaard Viemose er indstillet til endnu en pris for hendes mageløst monstrøse roman Mado, denne gang er det den kun 1 år gamle (hoved-)Blixenpris, og denne gang skal hun have prisen, skal hun fandeme! Med-nominerede er Ida Jessen, hvis bog jeg har læst og syntes godt om, men ikke lige så godt, og Trisse Gejl, hvis bog, jeg ikke har læst, men mine kvalificerede fordomme (+ 4 Gejl-bøger læst) tilsiger mig, at jeg ikke vil bryde mig om den, og selv hvis jeg gjorde, og Gejl formåede at præstere en Brenøe (selv MB kunne principielt ... og det kunne han så, men har til gengæld været sådan cirka tavs siden), så helt sikkert ikke lige så meget som Mado.

Samtidig har Hanne netop publiceret en veloplagt svidende (bruger det adjektiv for lidt) brandtale om den håb- og meningsløse identitet: Kvindelige forfatter, et klip:

"Det værste ved at være (kvindelig) forfatter er det evindelige pres for at udsende pressebilleder af sig selv og stille op til alverdens interview- og prisnomineringsgejl (jeg kan godt lide at læse op, men alt det andet: pff). Det får mig til at føle mig som en abe. Jeg hader at blive fotograferet. Jeg hader at vide at omtalen af min bog får en dårlig plads, om nogen overhovedet, i avisen, hvis jeg ikke sender et lækkert billede af mig selv ud. Jeg hader, at jeg nær blev frataget en nominering til en litteraturpris, fordi jeg ikke ville fotograferes. Jeg hader at folk altid vil SE forfatteren, at man skal give noget af sig selv som privatperson, (som om det ikke er nok at have vredet og våndet sig i årevis for at skrive en bog), at kulturjournalisterne køber den præmis og holder den ved lige. Jeg hader at skulle opføre mig som en dresseret abe, svinge med halen, for at folk gider læse mine bøger, for at de overhovedet opdager at de findes. Jeg hader bananer.
 Ind imellem slår det mig at folk kan opfatte en skrift som kønnet, at skriften kan opføre sig på en måde, så læseren får en fornemmelse af og forventning om et køn. Dengang jeg skrev på min første roman Hannah læste jeg et afsnit op for et hold højskoleelever og en umiddelbar reaktion blandt eleverne var, at det var sjovt, at jeg kunne leve mig så godt ind i at være en ung mand. Men de tog fejl, hovedpersonen i Hannah er en ung kvinde, det er i høj grad en selvbiografisk roman, men jeg tror, det er den lidt rå fortællertone og måske den nøgternhed og rastløshed, der præger skriften, der har virket så mandligt kønnet på eleverne. Efter bogen udkom har jeg ved forskellige lejligheder hørt kritikere og andre læsere tale om, at Hannah er en ung, forvirret kvinde, der opfører sig som om hun var en mand. Jeg forstår godt hvorfor man kan ræsonnere sådan, hvis man fx læser starten af Hannah og ikke kender eller tænker på titlen:
"Jeg arbejdede engang på en bananplantage uden for Tully i det nordlige Queensland. Tully, der ikke var et sted for en pige som mig. Get out of that place sweetie, sagde Donald (…)
Tully var ikke et sted, man slog sig ned, hvis man ikke havde sine grunde. Det var det vådeste sted i Australien, en flække gemt væk mellem masser af bananplantager, millioner af sukkerrør og regnskove, der bølgede helt ud til havet. De lokale slog sig på flasken hver eneste payday, fredag efter fire, og man fik nemt nogle tæsk, der skulle ikke meget til. (…)
Man drak Four X af cooler og gik med bare tæer og T‐shirts til en dollar.
Når pubben lukkede klokken tolv, kørte man til Country Club Feluga i en kasseret truck fra Chiquitas, stenede rundt i et rungende lokale af beton til Dirty Old Town, vendte de samme plader med Springsteen og Metallica. Man røg sig skæv og drak, til man tumlede om, eller ud for at knalde en tilfældig fra plantagen på flodbrinken på den anden side af vejen, til latterfuglen kookaburra lod sit morgenskrål lyde over sukkerrørene, regnskovene og bananplantagerne.
Her boede jeg det meste af et år i en campingvogn på den anden side af jernbanen, hvor tipvognene blev læsset med sukkerrør og kørt ind på fabrikken. Jeg vil ikke sige, at jeg slog mig ned, men jeg lagde heller ingen planer om at rejse, blev ligesom bare hængende uden at tage stilling til, hvad der skulle ske."
Det kan godt provokere mig, når folk på den måde sætter et køn på bestemte opførsler, eller bestemte måder at udtrykke sig på. Jeg synes jo ikke Hannah opfører sig som en mand, eller at jeg fortæller som en mand, hun er bare Hannah, jeg er bare mig. Jeg synes ikke, det er mere mandligt end kvindeligt at have et begær, at være rastløs, vred, frustreret, at forholde sig råt og nøgternt til begivenhederne. Når jeg hører folk sige, at Hannah opfører sig som en mand, kan jeg godt mærke en lille feminist stå og stampe inden i mig, ellers tænker jeg sjældent på mig selv som feminist, fordi kønnet ikke optager mig så meget som alle mulige andre uligheder og idiotiske forhold i vores samfund. Men det er mig altid en udelt fornøjelse at give fingeren til kedelige kønsstereotyper. "