rive den af på hinanden med et rivejern
(fortsættes, jeg skal til generalforsamling i Kritikerlavet ....)
- men sjovt nok er det lige præcis i tråden under Rolfs opdatering, at de to værste kamphøner Caspar Eric og Søren K. Villemoes taler om ikke pænest så ordenligst og i hvert fald mest meningsfuldt til hinanden, kunne de ikke være startet dér?:
Søren K. Villemoes Bare rolig: Jeg hader ikke forfattere. Jeg har bare ikke behov for at gøre mig venner med forfattermiljøet. Det, synes jeg, man skal holde sig fra, hvis man fra tid til anden redigerer et bogtillæg. Og min respekt for dig, Caspar, er iøvrigt væsentligt forøget, efter du faktisk skrev dit iøvrigt redelige og hæderlige modsvar til Elholm. Tonen var hård i den tråd. Men nogle gange savner jeg også bare en smule forståelse for polemikeren. Vi polemikere bliver ofte automatisk kategoriseret som nogle, der kun skaber splid, ikke er nysgerrige og ikke gør folk klogere. Det er den klassiske højskoledanske Hal Koch-tradition, der taler her, hvor den lyttende samtale er vejen mod demokratiske løsninger og erkendelser. Det sidder dybt i den danske folkeånd at hylde det lyttende og samtalende og se ned på det kæmpende og konfliktprægede. Ting skal løses over en kop kaffe. Sådan er det herhjemme. Men der er jo brug for begge dele. Vi kan ikke alle sidde og dialoge den og samtale den hele tiden. Der skal også være et vist niveau af krig, kamp og konflikt for at markere uenigheder og positioner. Ellers bliver det for blodfattigt.
Caspar Eric men
i forhold til polemik Søren, så er grunden til at jeg bliver så sur på
dig, ikke at jeg synes du ikke må være polemisk, men: Jeg ER og vil
gerne offentligt være meget kritisk over for ny dansk litteratur og
institutioner, også dem jeg selv får penge
af (kunstfonden, gyldendal), men når polemikken altid tager
udgangspunkt i overfladiske fordomme, så føler jeg faktisk at det
bremser min mulighed for at være polemisk på en saglig måde, fordi det
hele bliver et spørgsmål om et OS/DEM som jeg ikke selv er med til at
definere, men hele tiden får skudt i skoene. Jeg synes bare man skal
kigge på de forskellige digtsamlinger/romaner i det nuværende litterære
miljø for at se at nogle af os jo åbenlyst MÅ være GRUNDLÆGGENDE uenige
om hvad kunst skal, og hvordan den skal være. Jeg er ret sikker på at
hvis du spørger Signe Gjessing eller Theis Ørntoft, jamen så vil de
synes at det jeg laver er noget lort. Ørntoft var både ude efter mig og
Gjessing i et interview i Politiken ifbm. Digte 2014. Omvendt, som jeg
sagtens kan skrive, fordi jeg flere gange har diskuteret det med
Gjessing er jeg totalt uenig med hvad hun laver. Og det er et nemt og
lille eksempel. Men disse ting findes. De bliver også diskuteret og er
en del af en kamp. Dén kamp giver mig lyst til at lave bedre og bedre
bøger, at gøre mit kunstsyn og mine bøger skarpere på hvad der er
vigtigt at tale om. Det har jeg selv en fornemmelse af jeg bliver bedre
til. Men det har ikke noget at gøre med dagbladskritik. (Begge mine
digtsamlinger har i øvrigt fået 4 debutantagtige hjerter i Politiken)
Rolf Sparres første opdatering:
SvarSlethej hej, her kommer en superstenet lørdag aften-meddelelse: for tiden, den sidste uge ca, har jeg ikke været på facebook, fordi jeg skriver eksamensopgave plus har opdaget instagram.. den sidste time har jeg læst debattråden til Caspar Erics opdatering om "litteraturdebatten" og "dagbladskrisen" og har det, hm, tænker: /hva sker der??/ debat og debatter er vel vigtige, men på den måde, nej, jeg tror mest at facebook er det forkerte sted at debattere, hvis - NEJ, det tror jeg faktisk ikke alligevel, der er masser af gode debatter på face, folk der gerne vil dele viden og "tale pænt" = prøve at tale sig frem til noget, der ikke bare handler om at få ret eller svine folk... . . . . (OGSÅ ""gode debattører"" i litteraturdebat-tråden..) men her er den stenede lørdagsmeddelelse: Jeg tror ikke rigtigt jeg kan overskue facebook så meget længere, men jeg har heller ikke lyst til ikke at bruge face til de ting, jeg godt vil bruge det til, som er; herfra mig i fremtiden på face kommer der nok mest bare til at komme ting som : selvpromovering (+forfattermig) og promovering af kærlige/kloge/nuttede ting (+OVBIDAT) . . . . . . . ELLER altså hm, jeg kan bare ikke overskue A) debatter der handler om at rive den af på hinanden med et rivejern B) hvor fucking vilde identitetsmarkører folk poster (inklusiv det jeg lige har skrevet her, selvfølgelig, hahaha ; - / yes, sorry for en fuldstændig skør lørdagsmeddelelse
heart emoticon
Linea Maj Ernst svar til den:
Jeg havde det altså på samme måde Rolf ••• formulerede er langt børnehavepædagog-indlæg i hovedet om, at folk skulle skamme sig over den måde de taler til hinanden, om de virkelig synes det var en i orden tone at henvende sig til medmennesker med? (I anledning af den samme tråd som du nævner). og at den danske litteraturdebat godt lige må tage sine små sko af, være lidt mindre fornærmet og lidt mere nysgerrig. Så kunne jeg ikke overskue at poste det fordi der garanteret ville komme en masse svar om blødhed! og følelsesvælde! og ytringsfrihed! og længere og længere giftige tråde i det uendelige.
Der er så mange kloge som også let kunne være lidt mere be- og eftertænksomme. men synes tonen bliver så morderisk og ondskabsfuld på face, at jeg bare viger langt uden om debattråde.
Jeg gider godt selvpromovering og nuttede ting, der tæller som modmagt i en kultur der mest dyrker at rive andre ned. God plan! Og god søndag til dig 🌞
Rolf Sparres anden opdatering:
SvarSletKom i aftes til at give udtryk for min sociale defekt, som går ud på, at jeg ikke kan skelne og kan blive vildt intimideret af at læse debattråde på faceook, hvor nogen er sure og uenige.. At læse tråden føles som at sidde ved et bord, hvor nogen skændes råber ad hinanden, en der hedder søren råber meget højt, og man kan ik overskue at være del af samtalen, men heller ikke at gå hjem.. Altså jeg mener det bogstaveligt: mentalt kan jeg åbenbart ikke skelne. (På et andet niveau kan jeg selvfølgeli godt skelne mellem 'fysisk' og 'digitalt'.) det er pinligt at have det sådan, eller jeg skammer mig lidt og tror, at det er fordi jeg er defekt og er dum. Og tænker så: måske ikke? Tror alligevel ik, at den her oplevelse kan være så særlig at jeg er Den Udvalgte til at have den....Jeg kan huske allerede at have haft det sådan med myspace, dengang det fandtes (findes det stadig?), og også at det er et spørgsmål om adgang til at eksistere socialt: i 8. klasse i slutningen af 90erne, da alle i klassen fik mobiltelefon (Nokia 3310), fik jeg ikke lige en, og opdagede senere, at det udelukkede fra den kommunikation der inviterede til drikkefester.. Eller før jeg fik en facebookprofil hørte jeg fra en ven om at han havde været til noget der hed "piratoplæsning" som jeg så troede var noget meget eksklusivt som man sku inviteres til indtil jeg fattede at der bare var en åben facebook event for det der oplæsning..! Ha ha bla bla bla bla.. Ved ikke helt, det gav bare mening at skrive det her nu
Lineas svar på den:
Jeg synes det giver god mening, at det følelsesmæssigt er vanskeligt at skelne mellem et fysisk og et virtuelt samtalerum (men næppe for alle?)
+ jo mere man tager andre menneskers udsagn alvorligt, jo mere tilbøjelig er man også til at tage det ind og tro på det, når de skriver, mere eller mindre dannet, at man er en idiot fordi man synes som man gør, og så skal man sidde dér med sit knækkede selvværd og græde i en uge & få ondt i maven, hver gang facebookAppen siger en notifikationslyd. så kan det godt være nærliggende at lave en cost/benefit-analyse på sit indres vegne og bare gå ud i solen i stedet for at blande sig. Hvilket er megaærgerligt.
Må vi alle blive lidt mere modige OG mere gentlemanagtige >>>
Caspar Eric post festum-opdatering om Elholms WA-indlæg:
SvarSlet1. del
Her kommer noget langt, og det er første del af et muligt svar på Claus Elholms kritik i Weekendavisen sidste uge.
Da jeg skrev i en opdatering, at jeg kunne skrive noget mere dydegående for 0kr end WA, så var det IKKE dette jeg mente. Der forholdte jeg mig til avisen fra i fredags hvor jeg synes at kritikere af Elholm var overfladiske og indirekte legitimerede hans kritik. Nå men her er et første bud på noget. Til alle dem der går amok i tråden nede under, eller tidligere tråd, så lægger jeg det op her nu, for at forsøge at skille de forskellige diskussionsspor ad. Her kommer noget:
CEA siger i sin analyse af at vi befinder os i en dvaletilstand:
"det handler snarere om, at de litterære institutioner som helhed synes at fremme en formorienteret litteratur, der lukker sig om sig selv, og hvor fokusset på det sproglige udtryk er alfa og omega. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at det netop er en sådan litteratur, der får flest stjerner i avisernes anmeldelser, og som hyppigst støttes med offentlige kroner [...] At det forholder sig sådan skyldes blandt andet, at det traditionelle skel mellem det finog lavkulturelle er blevet forskubbet, hvilket har tvunget litteraturen til at orientere sig mod det mere eksklusive for at fastholde en idé om litteraturens særstatus. Det har ført til et øget fokus på form".
Der er ingen eksempler endnu i artiklen på, hvad der menes med dette øgede fokus på form. Hvis han mener meget sprogfikserede bøger, som får støttekroner, kunne man omvendt sige, at støttekronerne ikke tildeles for at fremme en formorienteret litteratur, men fordi at den type litteratur ikke ville findes overhovedet ellers. Jeg anser ikke Hvad mener du med vi, Nielsine, Celestine, Marble, for at være den slags hermetiske lukkede bøger CEA taler om. Han må vel mere mene Jonas Rolsteds to bøger og Ursula Andkjærs seneste to eksempelvist (og sindssygt gode bøger iøvrigt). De har ikke en bred læsende offentlighed, men de siger noget om hvordan det er at leve som menneske lige nu.
Man kunne også sige at hvis denne mere formorienterede stil synes at vinde frem, hvis det faktisk, inden for romangenren, er korrekt, så kan det måske have noget at gøre med, at vi lever i en verden hvor medierne aktivt deltager i at opbygge fiktioner, snarere end at afdække dem. Det er en rolle som litteraturen fra mange yngre forfattere er skeptisk over for at komme til at indtage. Man prøver således mange steder, på linje med ideer om ny materialisme fx, at vende tilbage til form/sprog som en måde at pege på litteraturen som et sted at være opmærksom på hvordan indhold konstant rammesættes.
Noget man samtidigt gør er at pege på en langsomhed som alternativ til avisernes hurtige flow-media-stil. Formlitteraturen (som jeg føler jeg bliver nødt til at kalde det CEA snakker om, men som jeg ikke selv abbonnerer på) kan på mange måder siges at forsøge at bremse den måde vi i øvrigt laver fortællinger om verden. Man kunne også sige andre ting, men dette er fx en mulighed. Pointen er at formmæssig orientering hos CEA peger på ”litteraturens særstatus”, og dette kan jeg ikke se der ikke belæg for. Og at det formmæsige skulle være en dvaletilstand, frem for at forholde sig til den nuværende tilstand i riget, virker som en intentionel sensationalistisk læsning.
Samtidig er det en underlig pointe når mange af disse helt formorienterede værker netop orienterer sig mod fx musikken (Rolsted) eller billedkunsten (Smith) eller historien (Voetmann) eller aktivismen (Skinnebach, Nordenhoff, hvis facebookstatus bruges til at argumentere for at litteraturen anser sig selv som avantgarde. Det tror jeg også er forkert, eller et postulat uden empiri i hvert fald. Man kan til gengæld sige at litteraturen er blevet politisk igen.
(fortsættes nedenfor:)
2. del af Caspars opdatering:
SvarSletTil dette, om avantgarden og den aktivistiske kunst siger CEA: "Det er dog en kendt sag, at denne måde at opfatte kunstneren på for længst har overlevet sig selv". Jamen OK, lad os se på det udsagn. At det er forbi at opfatte sig selv som kunstner som en der forsøger at tale magten i mod.
Meget litteratur handler for tiden om et krav om det gode og lykkelige liv i forskellige afskygninger, som der gøres op med. Hvis det har overlevet sig selv, at være i modstand til dette bestående, at man føler en apati, jamen kunne det så tænkes at denne apati også fører til en slags ny militarisme og desperation i litteraturen. Det kunne virke sådan. Især når man ser på hvordan mange stemmer synes langsomt slidte, eller aggressive desperate. Vi er netop desperate over at ingen lader sig provokere. Men bøgerne prøver ikke at vise at verden er sproglig struktur. Litteraturen italesætter klokkeklare direkte sproglige overgreb. Og samtidig italesætter den magtesløsheden over for disse overgreb. Meget litteratur handler også om pop, som en modsat måde at være i clinch med hvad det gode er, når det politiske kan tendere til at skabe andre følelseshierakier, der også må udfordres. (Hvis man fokusere på de affektive skillelinjer i de forskellige kunstsyn bag litteraturen, synes den alt andet end homogen).
Jeg tror igen, at modstanden mod den traditionelle fremadskridende roman hænger sammen med dette:
"For vi lader os ikke længere provokere af kunsten - og da slet ikke af romaner, som igen-igen forsøger at vise, at verden er sproglige strukturer.", som CEA siger.
Men ingen snakker længere om at verden er sproglige strukturer i litteraturen. Ikke af de yngre forfattere i hvert fald. Der bliver snakket om at verden er noget materielt. Og at sproget også er noget materielt. Og at det er et materiale som klistrer til hud og forventninger om hvordan man er en god borger. Her tror jeg meget af det politiske findes for tiden: forsøget på at gøre oprør MED en slags dvaletilstand. Forsøget på at tale kravet om en meget bestemt overskudsproducerende lykke imod. Eller bestemte måder at skrive underholdende (sprogkritik) eller smukt (poppet realisme).
Men dertil når CEA aldrig. Han vil heller tale om bermudatrekanter, i stedet for at tale om hvordan den litteratur vi har er udtryk for konkrete strukturelle ændringer og skred i samfundet.
Fair nok at mene at det også er konformt at være politisk i litteraturen og imod samfundet, men det er ikke det samme som at dette sker gennem form. Og det afslører sig jo som direkte forkert i det øjeblik at hans empiri er en facebookupdatering skrevet af Nordenhoff. Litteraturen har altså ikke særstatus. Litteraturen går ikke op i form kun, det er jo det hans eget eksempel med Nordenhoff illustrerer. Og jeg synes det er pinligt at dette ikke er påpeget af en redaktør. Det er også forkert at dette er knyttet til 'forskubelsen af høj/lavkultur' som tvinger litteraturen til at blive elitær. Litteraturen synes da om noget at deltage i netop sådan en forskubbelse.
Det samme gælder hans pointe om hvordan man læser på universitetet (igen uforankret i øvrigt). Måden man læser på, i stedet for at være dum, kunne jo både hænge sammen med hvordan humaniora på universiteterne pt. underprioriteres totalt, men også at vi er begyndt at læse på nye måder. Ikke nødvendigvist usystematisk, men bare med andre systemer. HejHej
Caspars kommentar til sin opdatering:
SvarSletDet her ville være endnu et af mine kritikpunkter mod Elholm, Christian (og Søren). At hvis vi snakker om hvad der er svært at skrive, så er det også for nemt at gå på de yngre forfattere. De er jo netop lige startet, og hvis det tager tid at lave denne svære romanform som der efterspørges, jamen så giver det jo god mening, at det ikke er fra de yngre forfattere at den type romaner skal komme. Sjovt bliver det så når de romanforfattere der fremhæves jo netop kan siges at bevise en sådan udvikling. Altså prøv lige at kig på Helle Helle og Niels Franks tidlige forfatterskab (og her er jeg ikke ude i at sige noget om kvaliteten af disse, bare af deres formmæssige karakter).
Tidsmæssigt er Elholms kritik af mangel til stillingtagen til aktuelle politiske kriser også: 1) forkert i forhold til den litteratur der kommer, og 2) uretfærdig i forhold til at efterspørge hvor romanen om fx flygtningekrisen er henne. Den ligger sikkert på en computer og er ved at blive skrevet (eller findes i Silfo hos Brygger fx og i Jeg elsker naturen hos Lindholm), men altså, det tager jo tid at lave en god bog. Det tager tid at trykke og lave redigering. Derfor tager det også tid at forholde sig til direkte aktuelle politiske begivenheder. Ikke?
Men spørgsmålet er om ikke også den traditionelle roman har overvundet sig selv. Vi skal forhelvede jo forhåbentligt udfordre romantraditionen. Se Hanne Højgaard og Harald Voetmann fx. Og nu er vi allerede på vej væk fra genre igen, for hvis du kigger på antalelt af udgivelser, jamen så domineres litteraturen jo netop af fremadskridende romaner. Især inden for kriminallitteraturen - hvorfor ikke omvendt efterspørge at det så var denne genre der havde lidt mere fokus på at skrive gode sætninger. (eller er det fordi denne genre ikke anses som del af litteraturen, hos bl.a. kritikerne, for jeg anser det da fx som litterarur, men tit også bare virkelig ligegyldig og hjælpeløst skrevet, med masser af plot men med meget lidt sproglig power)