Jfr. hestekræfterne i alle de mandfolk, pigen er

Scarykost er anmeldt i Weekendavisen i går af ikke mig, rimeligt nok, men Linea Maja Ernst. Det er en god anmeldelse i den forstand, at den gør sig stilistisk og refleksivt umage med at karakterisere og tage stilling, og knap så god i den (anden) forstand, at den starter med at beundre ivrigt og slutter med en opbremsende, både æstetisk og moralsk skepsis, og pænt træls i den tredje forstand, at den for vilde og polyfone og kompromisløse bog, jeg har læst (ikke så få gange), pacificeres og reduceres og patroniseres kriminelt. Jeg citerer det sidste af beundringen og det hele af skepsissen:

"Jeg er fan af Cecilie Lind, af hendes antiminimalisme (her er vi kry og energiske og pyntesyge, også i vores selvhad), hendes forelskede måde at tage det pigede inventar alvorligt, at fantasere monstrøst eventyrlige verdener frem. Det minder mig om net-pigebladet Rookie, hvor helt unge piger skriver til andre helt unge piger, en blanding af gode råd, empowerment og nuttede kollager. Eller hjemmesiden Tumblr, hvor man kan søge sammen i fællesskaber baseret på hysterisk fandyrkelse af dette eller hint, dele en storm af billeder.
Men når det er sagt, er Scarykost ikke Linds bedste bog. Stilen minder om tidligere udgivelser: Her er igen en fornemmelse af væg til væg-automatskrift i teksterne, som om de er halvt abstrakte blomstertapeter, hvis mønstre kunne fortsætte for evigt. Og glæden ved kløgtige ordspil: »følgeskader er stalkerfugle« - fik De den? Men i modsætning til tidligere tekster - som i Strunk (2015) - synes jeg hverken, Lind viser tænder eller kløer i Scarykost. Der er ikke rigtigt nogen vrede, kritik, kontrast til det sødt svagelige pige-plirrende. Digtene gør sig ærgerligt dumme i forhold til spiseforstyrrelsen. Jeg mener: Jeget insisterer på at være lillepiget og storøjet offer, det bliver et meget ensidigt perspektiv, og villet naivt. Jeg har sådan lyst til, at der også skal komme et oprør, at digtene siger fuck til finheden og opviser noget mere nuanceret indsigt i sygdomssituationen (som virker bevidst fravalgt). Det er ikke, fordi jeg tror, at teksterne er et forsvar for den anoretiske pigekrop (som de på overfladen kan ligne), men de får heller ikke rigtigt sagt noget andet. Det er nok, fordi jeg synes, Linds litteratur er mest interessant, når den er trodsig på trods (af det lillepigede), men her bliver stemningen for ensfarvet svagelig, jegets psykologi går i ét med sine dukkede omgivelser, der mangler vilje og vrede, og jeg venter forgæves på et modspil, en overraskende vinkel, der aldrig kommer."

Jeg forstår ikke denne figur af passiviseret, nysseligt muddermæle, som dannes af ord og udtryk som "væg til væg-automatskrift, "halvt abstrakte blomstertapeter", "sødt svagelige pige-plirrende", "dumme", "lillepiget og storøjet offer", "finheden", "det lillepigede, "ensfarvet svagelig", "gå i ét med sine dukkede omgivelser" og resulterer i mangel på ikke mindre end "tænder og kløer", "vrede, kritik, kontrast", "oprør", at sige "fuck", "nuanceret indsigt", at være "trodsig", "vilje og vrede", "modspil" "overraskende vinkel."

Jeg læser tekster, der i en rig flerhed af formater og tonarter både fræser og vitser (onkelagtigt snarere end pigeligt: følgeskader = stalkerfugle er rent At tænke sig), vrøvler og ævler, vrænger og vrider sig, raser og beruser sig (i ikke mindst vrede) og - helt bogstaveligt! - siger ingen ende på fuck til alt og alle, inkl. digterjeget selv. Jeg læser tekster, der af alle kræfter slår sig i det nådesløse tøjr, der er spiseforstyrrelsen, og udstiller det tøjr (hvilket direkte modarbejder sygdommens hemmelighedsfulde, private natur), som rå og udspekuleret grusomhed. Teksterne er ikke loyale mod sygdommen, men de er loyale mod oplevelsen af (og de splidagtige reaktioner på) sygdommen og det bånd, den taler som, og som de, teksterne, både klipper til hvirvlende båndsalat og kører kakafoniske støjsendinger ind over.

Hvis bogen med dens ubændige fart og forskelle minder om noget - og den minder sgu ikke om særlig meget - så er det Dan Turèlls og Peter Laugesens totalskrifter fra 70'erne, bøger som Hamr & Hak og Manjana, der med deres beat-inspiration vanligvis betragtes som meget maskuline skriptualiteter, og som ganske naturligt - digterne var unge mænd! - er lige så meget fulde af ung mand-inventar og -univers som Scarykost - digteren er en ung kvinde! - er fuld af ung kvinde-inventar og -univers.

Kig igen på det stykke fra side 31, jeg citerede ovenfor, det er med 1000 km. i timen en krigserklæring til den borgerkrig, der hærger i digterjegets indre. Og læs denne hårdt, hårdt koncentrerede tekst hen mod slutningen, der er lutter tænder, kløer, vrede, kritik, kontrast, oprør, fuckfinger, indsigt, trods, vilje, vrede, modspil, overraskelsesangreb - i fugleham:

"Retningslinier for afvikling. Det er en slags fremgang, en nedbrydning jeg værdsætter, det er mit jeg der ikke vil mig mere. Det er så det det er så det det er det er ikke acceptabelt at turde tie om utidig hjertefrekvens. Kvalt i egen tunge savler jeg selvet ud, det driver ad hagen ad helvede til med mine granskninger af krop af kød af skød og indre skælv, irrelevante egotrip trappes ned. Nu nytter afsmag for smiger, diverse komplekser bør ikke svække spejling. Refleksion: hvornår mon klarhed udklækkes. Æg udruges utålmodigt af morderiske fugle, for eksempel ravne. Hæse skræp og nysselige næb pirrer min ornitologiske interesse. Højt at flyve dybt at fable om fjers fordærvede tilstand. Rådne lykkelige redelig, dunet død. Lille skrøbelige skelet. Vingesvage svæklinge lades tilbage mens andre på træk tripper sol, cool flugt fra frossent hjem realiseres letsindigt. Åh at leve i favne og luske skade, gul er farve for fordækte impulser og jeg får pip af vingeskudte skamløsheder. Det duer ikke ikke at tage den helt ud til ingenting. Smelte og tø og dø. Brænde brænde op på bål og flamme flamme samme selv. Asket askese og spontan genopstandelse og så er man endnu engang grumt fugl Fønix-fucked. Fint fint. Opløst, afløst, indløst"