Jeg savner egentlig ikke min (anmeldelse af) SUT

Jeg har anmeldt alle (og så mange er der jo til stadighed heller ikke ..) Søren Ulrik Thomsen-bøger (både af og om)  - undtagen hans og Jokum Rohdes foto-bog København Con Amore, 2009 - lige siden jeg dukse-uærligt skamroste Hjemfalden i Kristeligt Dagblad i 1991, og ingen tekst har været vigtigere for min kritiske karriere og - hvad skal vi kalde det? - selvmyndiggørelse end min drillesygt skeptiske anmeldelse af En dans på gloser + Det skabets vaklen i KD fem år senere. Jeg opfatter det ergo som et tegn på min midaldrende modenhed, at jeg ikke tog (mere end en lille smule ...) på vej, da redaktøren valgte at lade min mange, mange år yngre (dvs ca. så ung som jeg var dengang i 1996) kollega Linea Maja Ernst anmelde den nye bog, En hårnål klemte inde bag panelet, og at jeg ikke blev (mere end en lille smule ...) misundelig på, hvor skarpt og elegant hun afslutningsvist patroniserer hans patroniseren (det med jeronimusseri ligedannede ord patronisseri burde findes - det gør det nu!):

"Men i for mange af de andre tekster får Thomsenjeget lov at hygge sig udenfor, i alvidende majestæt, og er ikke selv for alvor på spil. Som i denne teksts anslag (som retfærdigvis ender langt bedre og mere selvkritisk, end den begynder): »På fortovscaféen Promenaden har tjeneren bragt min øl og anvist mig et bord lidt uden for fortællingen (...).« Jeg synes bedst om Thomsen-teksterne, når de føles som en solidarisk hånd på skulderen, når digteren af erfaring fortæller, at til værelsen aldrig bliver skyggeløs, men at det ikke bliver aktuelt at give op. Og jeg holder mindst af dem, når de i stedet føles som en tung hånd, der klapper én varmt (og godmodigt fordømmende) på hovedet. Som når jeget i en tekst hidser sig provokeret op over en ung pige i smadret outfit, klædt i netstrømper og selv-seksualisering. Men så ser han, at hun er skeløjet, og bliver fuld af ømhed for det stakkels pigebarn. Her identificerer jeg mig - vredt - straks mere med pigen og tænker: Det bliver så faderligt nedladende, selvom det er venligt ment, og den der milde, patriarkalske velsignelse, klappet på hovedet, som jeg aldrig har bedt om? Tak, men nej tak."

 - af de øvrige (mandlige) anmeldere kunne Jes Stein Petersen lige præcis godt finde ud af at markere en vis træthed - og give for en Politiken-anmeldelse (af andre end Kizaja) sølle 4 hjerter. I både Kristeligt Dagblad og Berlingske Tiden blev det i mistænkeligt ubegejstrede anmeldelser til alle 6 stjerner; Lars Handesten i KD: "(...) med en sprogføring, der indimellem bliver direkte kancelliagtig, men som også kan kalde på latteren. I hvert fald er det lettere kaotiske væld af erindringer, strøtanker, anekdoter, aforismer og prosadigte hver især bundne som perfekte slipseknuder. Er der en eneste plet at sætte på denne samling tekster, så er det perfektionismen, der godt kan ligne en last."; to tredjedele af Søren Kassebeers afmægtige Berlingske-anmeldelse udgøres af tunge citater fra bogen. Tobias Skiveren i Jyllands-Posten "nøjes" med 5 stjerner, men virker totalt og inderligt splittet; afslørende er den tilsyneladende rent deskriptive brug af det  entydige negative smagsdoms-adjektiv "traurig" (hvis prosaen er traurig, er det for læseren, den er traurig, dvs trist og træls):

"Nogle ville nok pege disse pointer ud som gammelklog, bedrevidende lomme-filosofi, men i så fald må jeg bare konstatere, at jeg fuldstændigt køber lommefilosofien, når den leveres i Thomsens på én gang traurige og selvrefleksive poetiske prosa, der med sin lange og sirlige syntaks snor sig let og elegant fra den ene betragtning til den anden. Alligevel har jeg på fornemmelsen, at udgivelsen ikke vil blive tildelt en særlig prominent plads i forfatterskabet, der (med rette) allerede er en uomgængelig del af dansk litteraturs historie. Thomsens etablerede fanskare vil sikkert savne det poetiske særsprog, der i første omgang gjorde, at de faldt for forfatterskabets modernistiske lyrik, mens hans (avantgardistiske) modstandere vil finde teksternes sindige iagttagelser for banale og patetiske, uagtet bogens (ret overraskende) genremixtur af essays og prosadigte. Men det ændrer altså ikke ved, at Thomsen har skrevet en rigtig fin bog, der sine steder virkelig ikke er til at stå for. Hør selv: »Døden kan jeg umuligt forestille mig, men opstandelsen kunne godt være lyden af en blank lille cykelklokke et sted derude i morgenmørket.""

OG JEG MENER GLADELIG SLET INGENTING (indtil jeg får fingre i bogen, skal have den bestilt tirsdag morgen hos Gyldendal ...)!

- et af en hel serie af "Nye Con Amore-fotos" på Thomsens hjemmeside Oktober Boulevard - undertekst:

"I.W. Hvidberg stoffer & skrædderi, Løngangstræde 25, august 2012. Foto: Søren Ulrik Thomsen."