-->
Blandt yngre arvtagere har vi Rasmus Halling
Nielsen, der i det ene spor kratter kaotisk i digitale pdf-labyrinter, og
Caspar Eric, der i det andet spor hverdags-glitrer i et langt, klart flow. Og midt
i mellem – som ret præcist er hovedværket og overflødighedshornorkestret Karma Cowboy, 1974 – kan passende
repræsenteres af Asta Olivia Nordenhof,
der i en fødselsdagshilsen-tak på Facebook skriver pragtfuldt Dan’sk om og som
det hele:
” Når jeg ved at hunde og mennesker med vidunderlige ansigter, af begær, af arbejdsløshed, af vane, drives ud på gader og pladser og det hele har noget matgrønt over sig indtil det skifter til gult og man går til hver sine sovepladser og venter morgenens hvide fortvivlede eufori.”
” Når jeg ved at hunde og mennesker med vidunderlige ansigter, af begær, af arbejdsløshed, af vane, drives ud på gader og pladser og det hele har noget matgrønt over sig indtil det skifter til gult og man går til hver sine sovepladser og venter morgenens hvide fortvivlede eufori.”
...det er ikke så tosset, Asta, ( selv om der mangler en del kommaer). Det er faktisk bedre, end Dan (som regel) kunne gøre det. Rytmen - og drivet er godt...
SvarSletHelt ærligt tror jeg, at Turélls værker kun overlever for dem, der i disse dage lever af dem.
SvarSletHvem er det? Gyldendals aktionærer? Eller mener du faktisk mig og Asger Schnack og Klaus Lynggaard og alle de andre, der i disse dage flyder over med deres kærlighed til manden og myten og mytomanen og digteren, helt ærligt tror jeg, vi er alle, helt uafhængigt af hyre eller mangel på samme, er helt ærlige
SvarSletPeter H. Olesen tror jeg fx på, og ikke bare fordi han ingen penge tjener på disse to oprigtige opdateringer:
SvarSlet"Det er svært at forestille sig, hvor underlig Dan Turéll fremstod i 70'erne. Nu til dags er vi alle anderledes og den lokale kaffeopskænker overgår datidens Turèll i udklædning og hipness. At Turèll så samtidig skrev digte, der både kunne høres og umiddelbart forstås og grines ad, gjorde det kun bedre. At han på sin egen flabet-elskværdige, aristokratisk-arrogante måde talte både magten, tidsånden og modmagten imod, fuldendte billedet. Og Turèll fik mig videre, han fik mig til at læse Peter Laugesen, lytte til Velvet Underground og se Jørgen Leth. Blandt meget andet. Siden hen blev han lidt overflødig for os, der var nu blevet en generation, men jeg er igen og igen vendt tilbage til hans bøger og jeg er evigt taknemmelig for at det lokale bibliotek havde de bøger stående på deres hylder. Tillykke med dagen, digter og tak!"
+
"- Kan man så leve fedt af at være digter?
- Man kan ikke leve fedt, men det er fedt at leve!
(Ordveksling mellem ung gymnasiebladsreporter - undertegnede - og Dan Turèll, gæstende digter på mit gymnasium, 1980-81)"
Hele Olivias sublime opdatering:
SvarSletJanuary 29 ·
Åh, tak, thank you thank you for the birthday wishes! Først skulle jeg fødes på samme sindssyge vilkår som alle geder og stjernehimlen og så skulle jeg oveni leve blandt så mange dejlige og dybt interresante mennesker, tak! Nu er jeg altså voksen og har fået briller. Jeg gik og afventede menstruationen som var meget forsinket, men så kom den med en helt ny tone, orange næsten rosa, som havde den, slog det mig, lært sig selv på ny under indflydelse af de orangerosa solnedgange. Eller måske modtager lyset os bare anderledes her. Man siger b a r e og mener: jeg forstår det ikke og jeg lever. Jeg har fået to aborter i mit liv og når narkosen, som jeg hader, er ovre, så elsker jeg at vågne og se at der sidder en sygeplejerske på en stol. Skulle historien have et højeste et sidste blændende suk, hvad den ikke har, så skulle det være denne sygepjerskes blik, nøgternt, respektfuldt og med medliden, med en saglig og flammende indsigt i den fælles og fremmede sorg. Når jeg om aftenen stiller mig på tæer for at se lidt mere, bare lidt mere, af sletten som glitrer af byer nedenfor bjergene. Når jeg ved at hunde og mennesker med vidunderlige ansigter, af begær, af arbejdsløshed, af vane, drives ud på gader og pladser og det hele har noget matgrønt over sig indtil det skifter til gult og man går til hver sine sovepladser og venter morgenens hvide fortvivlede eufori. Når træerne står i deres stejle rigdom også om natten mens ingen, hvis da ikke i drømme eller af søvnløs bekymring, tænker på at de skal høstes. Hedder det det, høster man et træ? Ved skumringen, først ser jeg bilernes dumme vemodige ansigter i blåt nedover bjergene, så kun lygterne, ikke mennesket, men jeg mærker den svage sitren fra elektricitetens ukrænkelige tankeverden, så roer det væsen der kommer med tavsheden sit æg i min pande og en dag, forhåbentlig meget fjern, skal det æg eksplodere i døden og indtil da elsker jeg livet. Det skal ingen fascisme, intet hult gnieri, ingen kropsløs rædsel, ingen glatnakket hær af unge der tror det er fremtiden at stemme på liberal alliance og få nogle blanke støvler at skide i, frarøve mig