Første digt i Dan Turèlls fortrudte debutsamling Vibrationer, 1966:
DAG
Hvilke beske vilkår
dette landskab byder os!
Blikke af salt og blod,
solstråler gennem glasset.
Dage af opgivelse,
smerte rindende i kødet,
varmt: en klæd forrådnelse:
opløsningen end nærmere
i denne tid af askedryp,
ugens ruiner, hvori kun
endnu vinden lever svagt
efter svidende løb mellem barriérer.
Gennem vægge intet at se,
ingen udsigtspunkter:
tårer på knust granit,
langsomme bevægelser i tågens
fastfrosne horizonter. Og langsom
improvisation på tasterne;
umærkeligt nær: tørre ord,
smuldrende gennemvundne
af jordbundens defaitisme.
Passage gennem dagene
med træthed over alt.
Dage af spredt, formålsløs bevægelse
i regn og gader.
jaja... det skal jo lette et eller andet sted fra
SvarSlet