Spørge-Jørgen om Rifbjergs firkantede tennisspil

(fra udsendelsen 11/1)

- (...) det er jo ikke en raket, man skal have i gang, man skal bare videre, et skridt videre. Et skridt ad gangen. Det er noget, jeg siger meget, det er sådan et af mine yndlingsudtryk: Jeg sætter den ene fod foran den anden. Det er jo fordi, jeg selv er ret langsom. Og jeg netop synes, det sommetider kan være et vanskeligt at nå fra et sted til et andet. Så skal man bare sig til sig selv: Sæt den ene fod foran den anden. På den måde kommer man frem. det er noget, jeg er meget bevidst om. Og jeg mener det også i fysisk forstand. Jo dårligere jeg går, jo mere vigtigt er det at sætte den ene fod foran den anden. Og nu kan du se, når jeg spiller tennis, så lykkes det fantastisk godt. Fordi overgangen fra skridt til pludselige løb kommer af sig selv. Og det er jeg ikke færdig med at undre mig over. Jeg er meget glad for det, men jeg kan ikke forstå det. Fordi når jeg går, så vil jeg sige, at der er en tendens til, at jeg slæber fødderne og passer meget på, at jeg ikke støder min fod mod en gren eller en sten. Men når jeg spiller tennis, så tænker jeg slet ikke på det. Så skal jeg bare frem til bolden. Der er jo et lærestykke i det. Jeg ved ikke, hvad det er, jeg skal lære, men den er meget livsbekræftende, den oplevelse, jeg får, når jeg spiller tennis. Hvor jeg reagerer på, at bolden altså simpelthen bliver spillet i den side, så skal jeg nå frem til den. Og det gør jeg. Og det kan jeg simpelthen ikke forstå. Det hænger ikke sammen med besværet ved at gå ellers. Så det er yderligere en ekstrem og interessant bekræftelse på, at det gælder kun om at sætte den ene fod foran den anden.

- Der er en lytter, der spørger, om du nogensinde har spillet tennis med Rifbjerg?

- Ja, det har jeg. Ja, ja.

- Om du nogensinde vandt over ham?

- Hæ! Nu er han jo død, min kære gamle ven, Rifbjerg, så jeg vil ikke sige noget ondt om ham, men nogen god tennisspiler var han ikke. Han var meget mere firkantet, synes jeg. Han trænede kolossalt meget. I en periode i starten af vores bekendtskab, de første år, da var jeg meget sammen med ham i Spanien, hvor han boede i nærheden af Marbella, Artola tror jeg det hed, skønt sted. Og der spillede han tennis og havde en træner hver dag. Og det var ikke hvem som helst, det var en af de store, australske spillere. Det skulle jo gøres godt, når det var Rifbjerg, altså, det skulle koste hvad som helst for ham at lære at spille tennis. For mig er det et eksempel på ... måske lidt ondskabsfuldt, men det er noget, jeg har moret mig over. Men uden ... jeg turde ikke sige til ham, at han ikke spillede godt, det kunne man ikke. Han var meget, meget optaget af, at det skulle se godt ud. Og han havde også et vildt temperament. Han kunne blive rasende. Han var specielt rasende, fordi jeg spillede på en uklassisk måde. Jeg spillede på mit boldøje, som jeg havde med fra min lange periode som bordtennisspiller. Jeg kunne ligesom forstå det eller mærke, hvordan der skulle spilles og hvordan jeg skulle slå til bolden. selvom det var primitivt. Han var rasende over det, fordi det er jo ikke noget, der var klassisk, det var ikke tillært. Det var ikke sådan, som han havde fået at vide, det skulle være. Og han kunne så til gengæld ikke flytte sig ret elegant. Hvis jeg skal sige det rent ud. Han var meget firkantet. Og hans spil blev aldrig harmonisk. Han gjorde alt, hvad han kunne, for at lære slagene. Han gik meget i skole i tennis dernede. Jeg tror, det var Lou Hold (? LB), fandeme, en af de helt store australiere, han gik til timer hos. Og i Klaus' hoved, det er jo en side af ham, han troede, når han havde sådan en spiller, så var det en forsikring for, at han kunne lære det, og lære det rigtig godt og blive en rigtig god spiller. Men nu hvor vi tager det op som emne, det er jo ikke tabu for fanden, det er jo ikke tabu, at han ikke var strålende en tennisspiler. Vi spillede mange gange sammen. Vi var en gruppe som spillede sammen, gode venner, Kristen Bjørnkjær blandt andet, Gregers Nielsen, fotografen, Franz Ernst, filminstruktør, et par stykker mere. Og så selvfølgelig Klaus's kone, som var meget bedre til at spille end ham. Ping. Hun var god, hun havde naturlige bevægelser. Han havde ikke naturlige bevægelser. Men han slog hårdt. Og han syntes altid, han havde ret. Han syntes, det var uretfærdigt, når jeg lavede et passing shot, som ikke så reglementeret ud, som ikke så stilistisk korrekt ud. Men sådan var det.