Lær mig skov at læse glad

Noget af det bedste ved Politikens stunt med kun at nominere poesi til deres litteraturpris er de deraf følgende tvangs-interviews hver søndag med de nominerede digtere, og i søndags hans systemmajestæt Klaus Høeck:

Du skriver, at du selv kan have svært ved at skelne mellem digt og virkelighed?

»Det er vel heller ikke, hvad det går ud på. Hvis du skal beskrive et menneskes liv, bliver det svært at sige, om noget er sandt eller falsk. Vedkommende ved det heller ikke selv. Et træ er jo heller ikke falsk eller sandt. Det er. Et træ er. Det er der, vi skal hen«.

Klaus Høecks digtsamling er en usædvanlig en af slagsen. De fleste digtudgivelser rummer mellem 60 og 100 sider. Høeck udgiver stort set kun mursten, men det skal man ikke lade sig skræmme af. Folk skal bare læse lidt rundtomkring, som de lyster, siger han selv. For nylig er han selv nået igennem Herman Melvilles klassiker ’Moby Dick’ ved at lade slagene med en terning afgøre, hvor han skulle læse.

»Sådan gør jeg, når jeg læser store bøger. Hakker mig rundt. Når man skal læse min bog, kan man begynde et tilfældigt sted. Det er ikke vigtigt, om man får læst det hele. Når jeg går i skoven, ser jeg heller ikke på alle træer, alle blade og blomster. Jeg ser nogle af dem, og måske når jeg aldrig at se alt i hele skoven. Der vil altid være noget, jeg aldrig får set. Det er måske det, der interesserer mig allermest«.

Når du taler om dine digte, er der ikke så meget poesiens hellige haller over det ...

»Det fine skal også være der, men det må ikke tage over. Når hele skabningen skal beskrives, kan man ikke have denne finslibning af ordene, denne inddampning, for så forsvinder alt det, som digtet kom af«.

Mange ville ellers nok sige, at det kondenserede sprog netop er det, digtning handler om?

»Ja, men det hader jeg. Det er fis. Det er ligesom med konditorkager. De ser fine ud og smager godt, men du kan ikke leve af dem«.

I bogen skriver du, at der ikke vil være efterladte digte, når du dør, for du brænder digtene ude i haven?

»Ja, ingen skal kunne se mig efter i sømmene. Det har jeg lært af Edith Södergran. Det er også noget metafysisk for mig. Som en fugl Føniks kommer der nye bøger ud af asken«.