Absolut uoverskuelighed

Det var galt nok, da jeg begyndte at læse voksent og senere anmelde i Kristeligt Dagblad og rimeligt hurtigt derpå anmelde Rifbjerg (tror at skæmteromanen Det ville glæde, 1989 (øverst side 4 på den nu 6 sider lange værkliste), var min første, som jeg var virkelig og måske også overdrevet (tør ikke genlæse) glad i låget over (til forskel fra senere svigersøn (og endnu senere ex-) Thomas Thurah, der leverede den berømte Standart-anmeldelse: "Hvem?") - min sidste er sikkert og forhåbentlig mange år væk!) at forsøge at OVERSKUE forfatterskabet og finde en IKKE-TOTAL læsnings-strategi (elementært nok at læse AL poesi, men hvad så? jeg sad virkelig fast i 70'er-romaner en overgang), men tænk engang på de tyve år yngre, helt dugfriske anmeldere! Her er begyndelsen på Martin Gregersens lunkne 4 stjerner-anmeldeske i akkurat Kristeligt Dagblad (ja, nu giver KD gudhjælpeme også stjerner, vulgariteten kender ingen grænser - jeg selv gæsteanmelder i dag Peter Stein Larsens Poesiens ekspansion (mere om den ovenfor, satser jeg på) og gik totalt i stjernepanik, og så blev det som sædvanlig til skaldede 4):

"Litteraturkritikeren Torben Brostrøm har fortalt, at han under skrivningen af sin monografi om Klaus Rifbjerg fik besøg af digteren selv, der manglede landlig ro til at færdiggøre et filmmanusskrift.
Man kan vel nærmest ikke forestille sig, hvilket pres den ellers gode og kyndige kritiker må have følt. Her sad han omgivet af bøger og forsøgte at skrive om det allerede dengang omfangsrige forfatterskab, mens digteren ufortrødent producerede derudad:
  "Når jeg skrev et par ord på skrivemaskinen, hørte jeg ham samtidig affyre ti-tyve stykker. Der sad han og fortsatte sit forfatterskab, håbløst svær at indhente. Som at klatre op ad en glat væg"
  .Imidlertid er det nok ikke kun monografiforfatteren, der har siddet med en sådan følelse i mødet med renæssancemennesket Rifbjergs bibliografi (nu over 150 titler), der siden debuten i 1956 bare er vokset og vokset - selv efter at døden sidste år satte en stopper for ordmaskinens imponerende produktivitet.I hvert fald har jeg selv ofte tænkt, hvad man skulle stille op med denne mastodont: Nøjes med at læse klassikerne? Tage prosaen eller lyrikken? Og så måske følge avisskriverierne, polemikken og journalistikken lidt fra sidelinjen?
  Under alle omstændigheder må min generation, født omkring 1988, siges at have en stor og særdeles glat væg at bestige, hvis vi skal nå op på omgangshøjde. Ja, allerede inden vi var født, havde Rifbjerg udgivet ikke så få hovedværker, ikke bare i forfatterskabet, men i dansk litteratur.Listen er lang og respektindgydende. Derfor var det da også med en vis portion ærefrygt, at jeg kastede mig over den seneste bog i rækken, nemlig digtsamlingen -Stemmerne-."