Selvopfyldende interview

Det er altså imponerende, hvordan intervieweren i interviewet med Lone Aburas i Politiken - via en jævnføring af hovedpersonens sociale outsiderstatus med etnicitet - får over halvdelen af interviewet til at handler om forfatterens halve ægyptiske afstamning - at det paradoksalt nok mest handler om, at Aburas selv ikke orker, hverken som debattør eller forfatter, at forholde sig til eller måske rettere FRA sin halve ægyptiske afstamning (og hvad deraf følger af eksotisk navn og brun hud og hvad DERAF følger ...), gør jo bare uforholdsmæssigheden i forhold til faktisk at tale om den nye roman, Det kommer til at ske, der tilsyneladende ikke på nogen central måde overhovedet har med islam/brunhed/indvandrere/flygtninge at skaffe, desto mere meningsløs; og at Aburas taler lige så klart og skarpt om ikke at ville forholde sig til det, hun ikke vil forholde sig til, som om DET KUNST HUN FAKTISK LAVER er jo heller ingen grund til ikke at nøjes med at at spørge hende om DET KUNST HUN FAKTISK LAVER, her interviewets sidste del:

"I Sverige oprettede man i 1973 Sveriges Invandrarförfattares Förbund, hvorfor man ved, at der per august 2015 var ' langt over 1.500' indvandrerforfattere i landet. Forbundet omfatter også underkategorien författare födda i Sverige med åtminstone en av föräldrarna född utomlands (forfattere født i Sverige med mindst en forælder, som er født i udlandet).
Hvad ville Lone Aburas synes om at stå i sådan en forfatterforening? »Det er sikkert tænkt som en måde at se på, om der overhovedet er repræsentation af en gruppe, som ikke er pæresvensk.
Hvis det for eksempel viste sig, at der kun var fem ikke-hvide forfattere, kunne man jo tænke lidt over hvorfor.Jeg ville ikke have noget imod at blive brugt i en statistik, hvor man så kan se, at det stadig er sjældent, at folk med andre baggrunde er at finde i litterære sammenhænge«. Men identifikationsmærkaterne har en bagside
»Det svarer også lidt til, at man insisterer på at kalde kvinder, der skriver bøger, kvindelige forfattere. Mænd, som skriver bøger, bliver ikke kaldt mandlige forfattere. På den måde bliver mænd universelle, hvorimod kvindelige erfaringer er særegne. Samme problematik kan gøre sig gældende, hvis man insisterer på at kalde forfattere, som ikke er pæredanske eller -svenske, indvandrerforfattere. På den måde synes jeg, at der sker en ret vild eksotisering af det fremmede. Jeg ville i det tilfælde være en kvindelig indvandrerforfatter. Og hvem gider det«.
Tonen i ' Det kommer til at ske' er lidt gammel-hvid-mand-husker-tilbage-påsin-skoletid. Der pjækkes, og man bliver sendt op på sit værelse.
Det er »helt fair«, at intervieweren synes det, siger Lone Aburas, for romanen er fortalt bagud og »har en forhåbentlig eftertænksom eller ældre tone«. Og det var nemt at leve sig ind i at være en ung mand, der ser tilbage på dengang, han var dreng, synes hun.
»Jeg ved godt, at når forfattere skifter køn i deres bøger, har de nogle helt vilde oplevelser, men jeg forestiller mig bare ikke, at der er så stor en forskel«. Henrys karakter stammer fra ' Politisk roman', hvor hun havde en flok 14-årige drenge med.
»Med deres stemmer kan man slippe af sted med at sige en masse, og det var fedt at se med barne-teenager-øjne på voksne mennesker, som så gerne vil alt muligt. Ikke at det skal være sådan noget, at fra børn-og-fulde-folk-skal-manhøre-sandheden, men der er noget befriende ved være i øjenhøjde med en 14-årig og rette hans blik mod sig selv. Men det er da nok lidt foruroligende, at der på den måde gemmer sig en 14-årig knægt inde i mig«."