"Entertaineren Bowie (og ham er også skuespilleren indeholdt i) har især to strenge at slå på, og det er den sjældne forening af de to strenge, der gør ham så sikker og så urørlig. Den ene er den basale charme, den professionelle finish, elegancen, udstrålingen - den side af ham, man kunne kalde Elvis Presley-siden. (I mange henseender er han Elvis' arvtager). Den anden der sjældent forbindes med charmen, og som Elvis aldrig har ejet: den nedenunder liggende og hørende dæmoni, anelsen om større og mere truende dybder end de åbenlyse. Man kunne kalde den Lou Reed-siden, den mørkere, den mere sataniske, den der ikke giver pardon på Heartbreak Hotel, måske end ikke véd etablissementet eksisterer.
De to sider, dette medie-maskespil mellem nærvær opg afstand, giver på scenen som i filmen så meget (og så professionelt) liv i Bowie's figur, at den altid kan sés - om ikke anderledes, så på de Warholske præmisser hvor alt kan sés. Men filmens og Bowie's trick er alligevel en forskydning af Warhol, hen imod en atmosfære man kunne kalde den ægte uægthed hvis De forstår ...
Ligesom med Frank Sinatra. Hvis Ella Fitzgerald eller Billie Holiday synger en evergreen, så er de solidariske med den, på hver sin måde står de inde for sagen: Ella giver den hele sin teknik og varme, Biollie hele sit hærgede hjerte - Sinatra giver den ingenting. det er altid Den Store Kærlighedshistorie han synger, og - i modsætning til Ella og Billie: Man tror aldrig på den. Men måske ønsker man heller ikke at tro på den, man vil bare høre den - og det afslører Sinatra så pludselig, og så tænker man måske: Hvorfor i helvede skal Billie Holiday prakke én den afdankede gamle traver på?
Bowie's ægte uægthed skaber, som Sinatra's og Elvis' metoder, afstand, distance, i McLuhansk forstand: mediatri. Eller med replik fra filmen: Trouble is people get too attached -" ... Åh ja, de kommer til at lide, svede, græde, forfærdeligt, disgusting, Mrs. Cackleworthy ... "Du må ikke kysse mig, skat, jeg har lige sminket mig" ..."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar