Her er i anledningen af 100 års fødselsdagen (altså Franks) 3 klip fra ORIGINALUDGAVEN af Thomsens skønne essay "Den Store Stemme", som jeg i sin tid har klippet omhyggeligt ud af Informations tillæg Moderne Tider, hvor det stod at læse 11. oktober i det gode år 1991 (essayet er kraftigt skåret og udvidet og revideret og med den nye titel "Så klog, at man kan undvære ørerne" inkluderet i Repremiere i mit indre mørke, 2009 - midterklippet her optræder sådan ca. uændret, første- og sidsteklip er helt borte).
Førsteklippet er også apropos diskussionen ved Marianne Stidsens disputatsforsvar i går om, hvor meget finere litteratur er end POPkultur og hendes uklare solidaritet med de kulturradikales pop-hetz (prøv at sige Sinatra til Rifbjerg anno 1960 ...) - det er ikke bare Hans-Jørgen Nielsen og Dan Turèll, der kvalificerer pop kunstnerisk (hvilket Stidsen nægter at få øje på - hun tror, de er for ALT pop/amerikansk vistnok), det gør Thomsen, der er en af Stidsens allerstørste helte, også - og apropos disputatsens anti-formalisme (selvom den sjovt nok er bedst når den læser formalistisk ...), udskift bare "filosofien" med "sociologien":
"Rockkritikkens problem er tydeligvis, at det er langt vanskeligere at oparbejde et præcist metasprog for det formelle end for det semantiske. Dette problem deler den med denne skribent, der kun formår at antyde, hvad det er, han er så begejstret for i de store stemmer, der har status som kulturelle banaliteter. Men hvad værre er; den deler det ofte med de øvrige æstetiske fag.
Alt for ofte kapitulerer de æstetiske fag - i dag ikke til politikken - men til filosofien, der gerne skulle betegne en udvidelse af perspektivet og ikke bare markere, hvor bestræbelsen på formelle indsigter for let og hurtigt giver op. Min indvending mod rockkritikkens litteratisme er altså ikke en indvending imod, at den reflekteret og intellektuel, men imod at den ikke reflekterer det væsentlige og ikke udfordrer sit intellekt, hvor det virkelig bliver svært og mere skarptslebne skalpeller er fornødne.
Hvis man ikke vil lade det høje og det lavere reflektere hinanden, ender man bare med at have god smag, og det har intet med æstetisk jugement at skaffe, men rummer tværtimod en fare for de store landvindinger, der de seneste år er sket for kunsten. Det betyder ikke, at man skal sværme for det banale i en kitsch- og camp-dyrkelse, som jo bare er snobberi vendt på hovedet, og intet andet end koketteri med underforstået dannelse.
Spørgsmålet er, om det er sandheden, man vil høre, når man sætter en plade på grammofonen, eller man hellere vil høre musik. Hvormed ikke være sagt, at man i så fald ikke vil høre sandheden. Som for eksempel, at netop Frank Sinatras fascination af den grandiose magt i alle den mest brutale over- og underjordiske skikkelser og Elvis Presleys tragiske menneskelige forfald udtrykker noget forstemmende væsentligt om den kultur, vi lever i og må yde hvert vores til at ændre. Men den viden ændrer ikke ved, at det er de samme to personer, der, når de synger, yder en kunstnerisk præstation, som det kun vil gøre tilværelsen fattigere at leve foruden, uanset hvor godt samfundet bliver."
"Frank Sinatras suverænt beherskede sangkunst er så fjernt fra den sentimentalitet, som jeg overraskende ofte har hørt ham beskyldt for. Tværtimod opleves det som om han - i overført betydning - står en meter fra mikrofonen, han fraseringer er ofte rent formelt styrede og afstår fra så at sige udefra at lægge følelsesbestemte betoninger ind over sangene. På en måde kunne hans lange række evergreen-indspilninger sige at være en slags grundudgaver af klassikerne, som det så er op til andre kunstneriske temperamenter at lægge deres sjæl i.
Holdningen kan minde om den billedkunstneriske minimalismes, og som denne frisættes betragteren, her lytteren, i et rum stort nok til, at der også er plads til ham og muliggør dermed en udveksling med kunsten, netop fordi man ikke får dens ophavsmand på tøjet. Dette er sikkert også en medvirkende årsag til, at Sinatras versioner kan høres igen og igen, stemningsfulde som de er, uden at være klaustrofobisk bundne til en privat psyke.
Dermed ikke være sagt, at Sinatra ikke fortolker, men at sangene nærmest gennemlyses indefra af et engagement, der aldrig holdes frem. Det er f.eks. spændende at sammenligne hans udgave af "They Can't Take That Away From Me" med Billie Holidays, der begge er fremragende: Teksten opregner forelsket en række personlige træk ved den forsvundne elskede ("The way you sip your tea, the way you sing off-key" o.s.v.), for så som omkvæd at slå fast: "They can't take that away from me". Hos Holiday bliver omkvædet en smertelig besværgelse, der netop peger på fraværet, mens Sinatra tager det helt for pålydende og forvandler sangen til happy-go-lucky, oven i købet med en overstadig inprovisation indflettet.
Vil man høre den anden side af sagen, indsang han, specielt i Capitol-årene, en strøm af gloomy ballader, hvis glødende intensitet, skal man tro biografierne, har at gøre med en personlig oplevelse af kærlighedstab. Det er givetvis sandt, men de var aldrig blevet, hvad de er, havde det ikke været for hans rent tekniske evne til - over de mest skrækindjagende kløfter i disse krævende ballader - eminent at glide fra det ene toneleje til det andet: Hør f.eks. Cole Porters "What Is This Thing Called Love" fra Capitol-albummet "In The Wee Small Hours".
Selv dykker jeg for tiden ned i de indspilninger fra perioden 1960-84, der er dokumenteret på den store udgave af "The Reprise Years" (box m. 6 LP'er), hvor den ene sanglige pragtpræstation afløser den anden i blandt andre Nelson Riddle, Don Costa og Billy Byers flotte arrangementer. Sidstnævntes nyarrangering af "The Lady Is A Tramp" foreligger her i en helt forrygende liveoptagelse fra Madison Square Garden, 1974, hvor Sinatras timing, frasering og artikulatoriske punch rigtig folder sig ud foran et stort publikum."
"Var det en kunstnerisk oplevelse, man var ude efter, skulle man nok være blevet hjemme ved stereobænken forleden i stedet for at tage til Sinatra-Koncerten i Malmö. Det var publikum da øjensynligt også klar over på forhånd, dels fremgår det af de seneste plader, dels kan enhver sige sig selv, at en snart 76-årig mand ikke kan holde det høje tekniske niveau, der har gjort ham til noget særligt. Hjælpetropperne Steve Lawrence og Eydie Gorme sang udmærket, men upersonligt og uden at tilføre traditionen nogen som helst. Jeg havde frygtet at de skulle fylde hovedparten af programmet for så et kvarter at give plads til den gamle mand, men de afløstes af en Sinatra, der med megen presence stod på scenen i mere end en time og gav en koncert, der nødvendigvis fik citatets karakter: Fint nok var det i ganske korte glimt at høre stemmen i de passager, den lige netop magtede, resten var markeringer - han fjernede simpelthen mikrofonen fra munden, når det blev for svært - så kunne tilhørerne selv erindre sig frem til, hvordan det skulle have lydt. Når der skulle kraft på stemmen, blev det til råb, når den dæmpedes til rysten. De sentimentale træk på de senere plader var her udfyldt af en stadigt gentaget indtrængende gestus med hånden.
Midt under koncerten rejste alle salens 5000 mennesker sig op (hvad man ellers først plejer at gøre til sidst), tydeligvis som et spontant udtryk for respekt og hyldest, snarere end som en reaktion på et specielt mindeværdigt øjeblik i foredraget af "Mack The Knife". Og her lå for mig at se begivenhedens pointe: I højere grad end for at høre ham var man kommet for at få lejlighed til at hylde en sanger, der i et omfattende livsværk har givet sit publikum så store oplevelser. At manden havde bevaret sin slagsfærdigt kyniske udstråling ("Love you too" som han koldt henkastet sagde til en hysterisk fans "We love you, Frank!") og i det hele taget var såre værdig, gjorde det hele til at bære. Havde rammerne om ritualet blot haft samme værdighed, men et afsjælet isstadion, hvor de optrædende i en slags boksering midt på gulvet skal vende og dreje sig og hele tiden stå med ryggen og siden til størstedelen af publikum, er ikke ligefrem smokingklædte omgivelser.
Jeg rejste mig altså fra min organge plasticstol for at sige Tak For Sangen. Så meget fra Moderne Tiders udsendte for manden, der engang havde en stemme. Intet for myten."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar