Mette Normal says it

RAMMENDE citat fra Kirsten Hammanns Smørhullet, som det er alt for lang tid siden jeg har læst, i Marianne Stidsens Den Ny Mimesis, bind II - det er vist Stidsens mening at (det er Hammans mening at) læseren skal tage etisk afstand fra Mette-jeget som mig-fortæller (en fortællerkonstruktion som analyseres rigtig fint og præcist - FØR der moraliseres), men jeg kan virkelig ikke mobilisere nogen distance - det er spot on mig i stemmeboxen 3. december:

"Mette kan ikke kalre al den mangfoldighed. der er for mange kontinenter med for mange stater og sprog. Der er for mange individer og for mange grupper. For mange religioner og måder at styre staten og familien på. For mange meninger, der er jo ikke noget, der er rigtigt, altså helt rigtigt, slut på diskussionen! 'Skal vi være med i euroen eller ej?' Det holder jo aldrig op. Hver gang vi skal afgøre noget om EU, står det lige, eller en af partnerne vinder knebent, men det stopper jo ikke diskussionen, nærmest tværtimod. det kan jo ikke bevises én gang for alle, hvad eet rigtige er med det fællesskab og med den fælles mønt. det er derfor, mange synes, det er skønt med demokratiet, for så er alle holdninger frie og diskussionen åben, men det synes Mette ikke. Hun vil bare have svar og videre til det næste. Men det skal ikke være diktatur, og der skal også være plads til flere sandheder, for selvfølgelig er der ikke kun én. Så det forfærdelige rod starter allerede inde i hende selv, blot hun reflekterer det mindste over 'verden'. Og når hun så åbner øjnene og begiver sig ud i den, ramler det da helt sammen. Et fuldstændig kolossalt, uopryddeligt rod."