Prosadigt om snorken

(igen fra Nær og fjern, prosa er poesi, når det er kunst - dette er også en lektion i prosaisk metafor, som er en fiktion, der skal fremfabuleres)

"Bjarne var gået i seng uden at børste tænder. Hans tøj lå på gulvet, og der var en mærkelig, stikkende lugt.
  Hun åbnede vinduet. men lugten hang om hans krop og i hans hår, og den strømmede ud af hans mund, og han snorkede.
  Jeanette stoppede ørepropperne så langt ind som muligt og forsøgte at slappe af.
  Men det er umuligt at ignorere den snorken. den er et kæmpe insekt, der svirrer om hendes hoved. Og den vokser og bliver et fly, der kredser om hende, der står ganske alene på en flad strand. Pilotens opmærksomhed er rettet mod hende. Eller flyet er en sjælløs drone, der tiltrækkes af varmen fra hendes krop.
  Det er en våd snorken. Den rejser sig i vældige bølger, der skyller ind mod hende. Og der er tang, småsten, blege fisk og gopler i den. Et øjeblik lægger den sig fladt foran hendes fødder som et kælent dyr. Så rejser den sig igen, og hun spænder i hele kroppen for at stå fast. Hun er simpelthen ved at drukne. Og lugten fra hans krop strømmer ind i hendes næse. den lægger sig på hendes hud og trænger ind i klædeskabet og får hendes tøj til at stinke.
  Hun jager en albue i siden på ham. "Du snorker."
  "Elsker du mig?" mumler han.
   "Nej," siger hun. "Nej."
  Der findes operationer, tænker hun. Der findes spray. Men det letteste ville være, hvis han forsvandt. Eller hvis han var til at drive ud af sin udskyldige søvn. Hans overvældende, majestætiske søvn, der nægter hende et øjebliks hvile.
  Hvis han holdt en nådig pause, så kunne hun måske blunde og falde hen af ren og skær udmattelse. Eller hvis der lige ved siden af sengen stod en ligkiste, åben og indbydende og foret med snehvid satin. Hun ville lade sig glide ned i den ganske langsomt og med det lille gys, hun får, når hun sopper i iskoldt vand.
  Hun vil lukke låget, og mørket vil være så dybt, at det føles som tyngde mod øjenlågene. Hun vil trække ørepropperne ud og et øjeblikk slippe sin egen ånde fri. Men hans snorken vil save gennem træet.
  Hun tager sin dyne og går gennem korridoren ind i systuen. Luften er frisk og ren, og hun sætter sig i lænestolen med dynen om sig."