Den ser så cool ud, Jakob Hansens Litteraturfestival på Bornholm, kurateret af Dennis Gade Kofod (lige om lidt udkommende med en postapokalyptisk romanidyl, Nancy, at glæde sig katastrofisk til!), der løb af stablen for en tre uger siden, og heller ikke i år fandt jeg derover, forbandet nok! Sidste år lavede Chresten Forsom en poetisk skov-installation (laver han ikke snart en hånd-installation? en BOG måske endda?), i år stod Rasmus Halling for en lydinstallation i en klippehule - forbandet, forbandet! Heldigvis udkommer et katalog i form af en antologi med nyskreven tekster af de deltagende digtere, som jeg her i Hellerup godt kan holde i mine morgenrystende hænder, bogen er helt rød og indeholder yderst læsbar sprogkunst af stjerneholdet Peter Laugesen, Mette Moestrup, Lars Skinnebach, Pia Juul, Iben Mondrup og Harald Voetmann. Yndlingstekst er Voetmanns grusomt melankolske, larmende tyste læsning af et berømt Oluf Høst-maleri, der begynder sådan her, og KLIPPEsikkert vil hjemsøge mig ubønhørligt, indtil jeg omsider får nosset mig frem til den ø:
Den pragtsyge himmel smitter ikke af på menneskets strukturer. Vi har rigeligt i eget humbugløse mulm. Ude vristes glimt og kroge fra snekrystallerne, sov, bliv ét med søvnen. Men i huset findes et mørke uden forvandling og bevægelse. Himmel og landskab bliver afvist som kalendersælgere på tærsklen til det menneskelige. Huset rummer ingen skikkelse. Hvem tør skelne mellem menneske, nat og gavl.
Mørke og stilhed hører til husene, som husene hører til mennesket og som hostelyden, langt nede ad den tilsneede vej, dårligt kan høre til andet end topventilmotoren på en kalendersælgers Husqvarna. de host i sneen og sidetaskernes klapren. hans læderfugle vil lette fra ham, men er for tyngede af fremtid, udmålt på perforerede ark i brunt kartonbind. Der er unægteligt en kratten her på gårdspladsen. En krattende bevægelse imellem gavl og mørke, og den bevægelse må have hørt til noget engang, før mørket skilte handlingen fra sin skikkelse. Hvad er en kratten uden en krattende.
- Oluf Høst: Vinterdagen dør, 1943
- Rasmus foran sin lydinstallerede klippehule, som jeg aldrig kommer at lægge øre til
Ingen kommentarer:
Send en kommentar