Monstro den roman, Jes Stein kongenialt slapt anmelder til 5 hjerter?

Uden at at nærme sig en æstetisk smagsdom nogetsteds - udover at yngre feminister nok vil blive vrede, men jeg er en ældre feminist, og jeg er ikke vred, jeg er bare lige grad uendeligere skuffet end jeg var sidste gang, også over kvindesynet, men først og fremmest over skriftslapheden, thi at skrive slapt om midaldrende mænds slaphed er ikke at skrive skarpt om noget på en skarp måde, især ikke når man kun lader som om, skriften undergraver hovedpersonens slappe mandighed, men reelt - hvilket UENDELIGT slaskende op i synet på én afsløres af skriftens jo ikke ironiske, men fuldstændig reelle UENDELIGE slaphed (jf. citatet nedenfor)! - er totalt 1:1 solidarisk sammenfaldende med den; forfatterens første bog handlede også om kriseramt mandekøn, men den gjorde det desperat og fræsende og med reel selvsarkasme. Nå, jeg var i gang med at citere Jes Steins kritiske slaphed:

"X kan gradbøje følelsen af at have det dårligt som få andre, men uanset om Jespers humør »er mere blåt end sort«, eller om det er kulsort, havner han aldrig i klynk eller selvsuttende patos: »Det kan da godt være, at jeg har det ad helvede til, men jeg har da i det mindste ikke fængselstatoveringer langt op ad halsen (...) Det kan da godt være, at jeg er fordrukken, men jeg er da i det mindste ikke så opløst som ham sutten ovre i hjørnet. Og mine fortænder har jeg stadig«. Yngre feminister vil sikkert hade Sonnergaards nye roman, men den vil give mange mænd en oplevelse af at være blevet set. Ikke mindst dem, der i sin tid følte sig løftet af den energi, som udgik fra 80' ernes new wave, punk og feberhede poesi, og som via uddannelse oplevede sig i stand til at gennemskue samfundsspillet. Jespers fik sig ikke bugseret ind i familiens og parforholdets trygge rammer, men taber både i kærligheds-og joblotteriet. Men fortællingen om ham har også bud til dem, der ikke kun tabte. Måske bedst der, hvor den viser, hvordan samfundsudviklingen slår ind i en mand, som dybt inde stadig har sine idealer og udmærket er klar over, hvor skoen trykker forskellige steder i hans egen kyniske pragmatik. Som for eksempel i forhold til ' luderløsningen'. Altså ofte at måtte købe sig til sex - det er ikke »' æstetisk', og det ikke er god stil, og det ikke er blæret, men det er der så meget, der ikke er, og som vi gør det alligevel hver evig eneste dag«. Et sted i romanen spørger Jesper: »Hvorfor bliver folk så nærige, når de har været i psykoanalyse?«. Hvis det lyder antifreudiansk, er det nok ikke helt forkert, og hvis man skal forstå Jespers fald mod bunden, kommer man ikke langt med den freudianisme, som hans nedtursbror i ånden, Ole Jastrau fra ' Hærværk', blev formet af. I X's hårde bud på en cocktail, hvor ingredienserne er storby, alkohol, drift og desillusioneret (mandlig) introspektion, er det grundlæggende forskelle i magt og indflydelse, som former folk, selv om de måske nok i en periode kan bilde sig ind, at de er uafhængige og selvbefæstede sjæle. Men læs selv sæsonens sorteste, men faktisk også ret underholdende manderoman."