fredag den 2. oktober 2015

Den Testrup-løse, indrømmet røvtungere blæksprutte

1. version af min Blæksprutte i WA Bøger i dag, pointen og meningen (og slutningen) er den samme, men jeg har nogle andre nedslag og citater og jeg begynder i bøgerne i stedet for på Testrup:

-->
Blæksprutte. Eks-Forfatterskole-rektor Pablo Llambìas har skrevet en næsten rent negativ skrivehåndbog som svar til al den kækt og kedeligt opbyggelige skriveundervisning

At skrive sig i håret

Der er to hovedafsnit i forfatter og netop afgået Forfatterskolerektor Pablo Lambías nye håndbog Skrivning for begyndere, ”Begynderfejl” på 56 sider og ”Skriveundervisning” på 28 sider. Det er altså en bog, der handler om, hvordan man ikke skal skrive og om, hvordan man skal undervise skriveleverne i ikke at skrive, men i at læse deres egne og deres med-skrivelevers tekster (og så meget verdenslitteratur som muligt – forfatterskolegrundlægger Poul Borums mavepumpende sprøjtekanon er inkluderet, i modificeret udgave).
  Hvis man som Llambías og Forfatterskolen gerne vil have kunst ud af eleverne, er det helt rimeligt med denne negative approach, så sandt som sprogkunst er det personligt, originalt, aldrig før på præcis denne måde skrevne. Selvom den unægtelig kan forekomme meget lidt imødekommende: Lad være med dit! Lad være med dat! Lad helst bare helt være med at skrive!  
  Llambías formaner or det første imod at opfatte teksten som en ”mayonnaisetube” (ikke majonæse-), hvor det, der skriftligt kommer ud, er identisk med det, der hjerteligt kommer ind, og for det andet imod at stirre sig så blind på, hvad der skal meddeles tekstens modtager, at man i en klodset usynlighed overdeterminerer teksten og dens personer og deres replikker – og for det tredje klassikeren: Sky adjektiver!  
  To centrale afsnit hedder ”Tekstens personer ved ikke, de er med i en tekst” og ”Forfatteren ved godt, at tekstens personer er med i teksten, selvom personerne ikke selv ved det”; sidstnævnte slutter med en smukt opkørt tirade:
  ”I dette tekst-univers får vi en ubehagelig oplevelse af at kigge på ikke-mennesker. Robotter i et overvågningssamfund. Den store gud, modtageren, har åbenbart ikke dét, der skal til for at se ind i tekstmenneskernes sjæle, sådan som andre guder har. Tekstmenneskene bliver nødt til at levere oplysninger – men ikke for mange, for så keder guden sig! – således, at den tungnemme gud forstår, hvad min egentlige skaber, forfatteren, mener. Dér, der skal forestille at være for eksempel realisme, bliver her det uhyggeligste urealistiske landskab, man overhovedet kan forestille sig. Denne urealisme er det desværre ikke blot begynderforfattere, der praktiserer. Den findes langt ind i de etablerede forfatteres rækker. Det er synd.”
  To af disse etablerede forfattere er Lotte Garbers og Lise Bidstrup, og et godt eksempel på en modsatrettet skrivehåndbog er deres (med orange skrift plagede) Skrivetrang fra 2012,. Bogens to første afsnit hedder ”Historier der holder” og ”Virkemidler – forfatterens værktøjskasse”. Virkemidlerne er Tid, Personform, Billeder, Synsvinkel, Variation i teksten, Personer, Steder, Research, Titel, Indledning, Cliffhanger, Overgang, Slutning. Der er også nogle temmelig konkrete dont’s eller dødssynder i værkstøjskassen – nr. 4 har jeg netop gjort mig skyldig i; nr. 1 og 2 er litterære yndlingsfornøjelser begge:
  ”Detaljer, der ikke skal bruges./ Lydord og tegn og mærkværdigheder./ Passiver./ Foreløbigt grundled.”
 Llambías fremhæver at ”Beherskelsen af skriften er det vigtigste” af de mange talenter, et talent består af - altså stilens styrke og brillans og egensindighed. Som i høj grad konceptuel forfatter kan han blive nødt til at relativere den stilistiske absolutisme, men ikke mere end som så: ”Der er grænser for hvor meget dårligere end eminent man kan skrive, men den grænse er til forhandling.”
  Formålet med skrivningen er hos Garbers & Bidstrup at divertere modtageren effektivt; de skriver meget lidt om stil og endnu mindre om personlig stil. I afsnittet om billeder lyder instruksen pludselig, med afsæt i et knoklet citat af metaformesteren (skærende ironisk betoning) Ib Michael, og jeg kan ikke være mere enig: ”Billeder skal bruges med kløgt og en smule skørhed. Aldrig logisk.”
  I resten af bogen er det normalen, der er lov, den, normale, gennemsnitlige fiktionsprosa. Cirka 90 % af bogens teksteksempler er hentet fra tekster, skrevet på Garbers & Bidstrups skrivekurser, og de er i den grad derefter, rækkende fra det blot og bart kedsommelige grænsende til det (kun nogle gange pædagogisk) klamphuggeragtige. Cirka 7 % af citaterne stammer fra forfatteren selv, og de er ikke meget mere inciterende. Og så bliver det sgu da altså, på trods af her og dér udmærket fornuftige råd og slogans (fx ”show, don’t tell – som Llambìas også abonnerer på), svært at lade sig mobilisere, hvis ambitionen er andet end hobbymæssig og kommerciel, men det kan den åbenbart heller ikke forestilles at være (passivkonstruktion!).
  Jeg kan så også godt savne noget plads til begejstring hos Llambìas, fx i form af begejstret fremvisning af fremragende, uopbyggelig skrivekunst – eller han kunne have brugt sit eget forfatterskab som udgangspunkt; som forbillede såvel som skræmmebillede: angiveligt er den ikke uefne ungdomsroman Socialhunden skrevet efter skemaer i en amerikansk skrivehåndbog … Det store tekstlæsnings-afsnit, der forbilledligt klart forklarer og forsvarer Forfatterskolens centrale (anti-)disciplin, synes snarere henvendt til skrivelærer-begynderen end til skrive-begynderen og dermed tilhørende en helt anden bog.
  Skrivetrang er spækket med skriveøvelser, de fleste mere fiktionsfunktionalistiske end skriftudvidende, Skrivning for begyndere indeholder nøjagtig fire skriveøvelser, hvoraf en enkelt genfindes i Skrivetrang som den absolut mest flippede. Llambìas kalder det automatskrift og henviser til surrealisterne, Garbers & Bidstrup kalder det med et grimt, misvisende ord ”powerwriting”, selvom netop afmagten er pointen: Du skriver ubrudt, uafbrudt i et bestemt stykke tid om hvad som helst, der falder dig ind.
  For Llambìas åbner metoden op for vilde, uventede mutationer, der kan udnyttes eller ej, men altid har sin egen vigtige zen-effekt: :
  ”De udtryk, der kan opstå undervejs i teksten (som sædvanlig på sprogets betingelse, i og med sproget som sprog) kan være smukke, urovækkende, originale, nye.”
  For Garbers & Bidstrup er metoden en inspiratorisk short cut til at skrive endnu en kedelig, konventionel prosafiktion:
  ”Og så videre i fem minutter. Når du har skrevet din powerwriting færdig, kigger du på papiret og understreger ord og sætninger, som kunne være interessante at arbejde videre med. I det kort eksempelstykke kunne vi trække følgende ord ud: Håndværker, politimester, krokodille, kranier, makabert, en tråd der ikke var der. Disse ord kunne vi sætte sammen til en helhed, som for eksempel en historie om nogle håndværkere, der skal bygget et hus i et sumpområde, hvor de finder et kranie, der tilhører en politimester, der er død på en makaber måde.”
  Den historie ville jeg til gengæld elske at se Pablo Llambìas fortælle!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar