(af debutprisen Munch Christensens Kulturlegat) Hanne Højgaard Viemose i en edder-illuminerende tekst inde på Litteratursiden om hendes 2 bøger og det håbløse ord autofiktion, et par klip:
"Noget andet, der interesserede mig i arbejdet med bogen (debuten Hannah), var at
forsøge at lade sproget matche den retningsløse strøm, som Hannahs liv
syntes at bevæge sig i, blandt andet ved ofte at lade indskud og
associationer tage over, at lade fortælleren fortabe sig og gå i tomgang
for så pludselig at blive vækket, eller i hvert fald rusket af et nyt
drama som fx at være ved at dø i en vandfaldsulykke (som hun selv var
skyld i at være havnet i), eller at blive smidt ud af en lastbil midt i
ørkenen om natten, fordi hun insisterede på, at det ikke var et problem
som ung kvinde at blaffe alene rundt i Australien. Den slags.
Bogens overordnede struktur er også præget af retningsløshed, der er
en mosaikstruktur, som jeg har forsøgt at organisere efter forskellige
dramatiske principper, men ikke efter den fremadskridende kronologi.
Slutningen er en form for anti-slutning, måske burde romanen have
sluttet 50 sider tidligere, det ved jeg ikke, men ideen var at lade den
endeløse kolbøtte tage over og i hvert fald ikke opfylde en
hjem-ud-hjem-model, som man kender fra den klassiske dannelsesroman. Jeg
var netop ikke interesseret i at skrive en opbyggelig historie med en
klar personlig udvikling."
"Jeg bliver ofte spurgt om det selvbiografiske, det autofiktive i det
jeg skriver, om Hannah er mig selv, om Hanne, Anne, Hannah, Hans og
jeg’et er den samme og hvorfor alle de navne. Når jeg skriver, tager jeg
for det meste afsæt i min personlige historie og mine erfaringer, og
jeg har ingen blufærdighed forbundet med at udlevere mig selv: Hvis det
der er sket i virkeligheden gavner historien, så tager jeg det med,
næsten uanset hvor pinligt eller dårligt et lys det sætter mig i, men
omvendt føler jeg mig ikke forpligtet på virkeligheden, hvis den ikke
lever op til det, jeg gerne vil fortælle. Jeg har ingen ambition om at
skrive en såkaldt virkelig historie, og jeg har heller ingen
blufærdighed forbundet med at udlevere min forestillingsevne: hvordan
jeg eller andre virkelige, semivirkelige eller fiktive personer kunne
have handlet eller følt i bestemte virkelige, semi-virkelige eller
fiktive situationer.
Det kan godt undre mig, at det autofiktive interesserer folk så meget, eller at det interesserer folk så meget, om der
er tale om autofiktion eller ej, som om det er et spørgsmål, man kan
svare ja eller nej på. Jeg tænker: det er da for f… ikke noget nyt
forfattertrick at blande egne erfaringer med fiktion.
Så siger folk: jamen du har billeder af dig selv i bogen. Nogle gange synes jeg folk er lidt for nemme at snyde."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar