(da jeg skulle tale i Aarhus om litterær ramasjang med Dorph & Pasternak, havde jeg taget Jørgen Sonnes Natten i Rom med som præmieeksempel, men fik ikke citeret fra den hverken biografsalen eller her på bloggen - skammeligt!)
fra side 122-123:
De var fremme i stilling, da solen gik under havet og de lange skygger væltede over lavningerne. Et blånende mørke rundede sig frem over Vesthimlen. De to lange vogne var blevet tilbage længere inde på fast jord, den smalle pindevogn stod bag klinterne, klar. En sprød måne stribedes hvid og drejede ned mod bakkerne. I den ulmende mørkning afsøgte de stierne langs stranden: Ingen, ikke een var ude ... Fjernt henne fra kystvagternes hus hørte de, hvor de skæve sange tog af i styrke og sammenhæng: Aniceto havde gjort sin del af hvervet. Månen sank; det var tæt og varmt mørkt ...
Florio lå med folkene spredt ud i hulninger ved kanten af klitterne. Han sænkede nu og da øret til sandet. Båden lod vente længe på sig. Med et blev han liggende nede. Efter en anspændt venten anede de, han rejste sig op på knæ med en arm strakt ud mod bugten. Nu hørte de også selv den slørede og stødvise, dunkende lyd: De omvundne årer, der gik mod toldene for hvert åretag. Over den lange susen af de små strandbølger, lød der en skuren, kølen knasede på land. Florio gav en lav, hulkende fløjtetone. Han gentog den: Som de små grå uglers ... Samme lyd kom op til dem. Een gang til lød signalet. De hørte uskelnelige skygger dernede mumle og rulle tunge sager i barkassen. Det plaskede, igen plaskede det; nu kom den rumlende lyd af små sten som skred på hinanden under vandet: Så var sømændene i færd med at bære kasserne ind, med de varer der ikke tålte vand.
Folkene sad fjedrende og ventede på Florios signal til at glide ned og hjælpe med ved losningen af de sværere tønder. I det samme raslede det i de tørre urter, ude til venstre, de foer sammen: Etellerandet stort var sprunget over kanten; i samme øjeblik hørte de en surren ned gennem luften, et skarpt skvæt i vandet ... Så lød samme hvisken og durren, et brat skrig og en lang vrælen. De stivnede. Søfolkene dernede var stille. Nogen andre var nu dér nede, langs stranden ... Florio bandede kort. - Sú! sagde han lavt, - a sinistra: - Giú! Og de skred over skrænten ud mod venstre, i et faldende løb kom på sandet, en af dem røg ind i en kort krop, og tumlede om i en banden. Så sluttede de øvrige ind fra venstre, tørnede på massive skygger, i en tumult i vandkanten, i grynt, stønnen og kvalte brøl.
Mændene fra båden var kommet på land, de tøvede. Og så snusede de: EN os af fisk kom fra grupperne der vred sig! Fiskere var det ... Og de lugtede sig frem, famlede ned i rodet af kroppe; dér greb de fat og ruskede til, i alle der havde den stank ved sig.
- Knive, lød et råb, - pas! knive!! Og en skrigen foer op fra en af klyngerne, det var Federicos stemme. De fremmede havde vredet sig fri, og ende på knæ øjnene Antonio en skikkelse, som trak ud i fladvandet. Han langede ud med et lastespær, i et dunk gik det den ryg, så manden plaskede forover. - Fiskere kan ikke svømme, mumlede Antonio og slog ned efter mandens ben, med et greb i anklen halede han ham ind i strandkanten. De andre klamrede sig endnu i lag om en mand, med arme og ben snoede omkring ham. Så fik Florio mast en næve ind og hamrede til; en krop faldt sammen inde i mylderet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar