En let skepsis springer/sprænger sig selv i luften

En god og GOD anmeldelse af Strunk ved Linea Maj Ernst i WA Bøger, der begynder sådan her:

Man læser de første par linjer og genkender med det samme Cecilie Linds rundtossede, ordspillende, parataktiske poesi: »Knug et suk i mig, og omsorg, som perler på at more, jeg ved ikke, det er hårdt, at trække vejr, og ønske sig til smukkere plæner, jeg ved alt muligt, men ikke noget, og når det stakåndede indtræder - hvad aner jeg«. Lind skriver som en hvirvelvind på et pigeværelse, der er et nærmest uendeligt inventar af søde, yndige genstande og skikkelser, som bliver rystet og knust i langdigtets strøm og hakken. Men der er også en vild inderlighed i digtet, der er hele tiden et jeg (mindst ét på hver side, tror jeg), der hektisk forsøger at sætte ord på sig selv, sin svaghed, sin trods, sit virvar: »(...) jeg elsker fordi det er mildt, og jeg har næver, og jeg er hæs, men det, nej, og det, det skyldes, ingen verdens ting, tynger, gynger, jeg gider ikke se på den slikkepind, kulørt kulørt, og sukkerchok, jeg smelter som ungen under ørkensol, så det, det er det der sker at jeg ser, jeg ser, på perler, på creme, og vejr er håbløst, lidt lindring, lidt moodboard, både og (...)« Det er ikke et nuttet digt, trods creme og perler, jeget er ikke prinsesse, men snarere et spøgelse, en heks, en »bitch på slottet«. Der er drab og svedperler og monstre, tilbagevendende ærter, alfer, og en beef med månen, som både er ven og fjende. Digtets jeg-stemme har taget bolig i sin desperation, er på en eller anden måde blevet vant til hysteriet som grundtone og hverdag. Den er forpint og fuld af tics, men også lege-og pyntesyg. Strunk er, ligesom Cecilie Linds hidtidige forfatterskab, præget af en performet pigethed, en bevidst og kritisk overdrivelse af det yndige og eventyrlige. Det søde er så insisterende sødt, at det bliver aggressivt. Lind er både oprigtigt kær i den yndige sødtøsæstetik og bevidst om, at den kvæler én, hvis man ikke undergraver og owner det.

- og så kommer der et lillebitte skeptisk afsnit, som jeg ikke vil citere eller diskutere, fordi anmeldelsen efter det lille bump (der i en tristere virkelighed kunne have sat punktum) bare ekslaterer videre, skarpsindigt og inspireret læsende:

I Strunks billedstrøm er det svært at uddrage et genkendeligt handlingsforløb, men hele teksten virker som et forsøg på at tale med sig selv om, hvordan man overlever, selvom man aldrig bliver stærk, højst arrig; selvom man aldrig bliver i stand til at se sig selv som et samlet billede, men er udleveret til sit eget kaotiske sind.
Det er en sukkerchokeret skrift, den virrer og stammer, som når man har spist for meget slik og ens hjerne og krop hviner rastløst.Samtidig er der et tilbagekommende fokus på ikke at spise, på mad som pynt fremfor næring, på at værgre sig og være sulten, en angst for fedtet: »fløde er /bandlyst /4ever /er jeg kæk nok til at udsmykke med /porcelæn og //oppisket stemning /oppisket fløde /på kage pynter /krymmel /jeg ved alt om /tivolidrys, drag ikke i tvivl /om det, det at atter er jeg fanget i at lede efter mig under lag af, FEDT (...)« Når man spiser sukker, bliver man først bims og hypet, dernæst omdanner kroppen det til fedt, man bliver tung og sløv. Cecilie Linds poesi føles som et forsøg på at blive på sukker-sindssyge-stadiet med candy-flossede nerver på ubestemt tid, og udsætte nedturen.Cecilie Lind skriver med en bedårende, krakeleret autoritet. Det er en feministisk position, som er et vigtigt alternativ til den stærke og selvsikre, myndige stemme. Det er lillepigen, som insisterer på at have lov til at være sød, usikker, fucked, og at tale fra den position. Gudskelov. Vi kan ikke alle sammen have store, stærke selvberoende stemmer, og vi kan ikke vente med at tale, til vi får det.Cecilie Lind skriver med en bedårende, krakeleret autoritet. Det er en feministisk position, som er et vigtigt alternativ til den stærke og selvsikre, myndige stemme.