Der burde have været 6, nej 7

hjerter til Strunk i Kizaja Ulrikke Routhe-Mortensens på alle mulige måder glimrende anmeldelse i Politiken i dag i stedet for sølle 4, og jeg forstå slet ikke det regnestykke, at overkill af poetisk intensitet resulterer i monotoni; jeg har sjældent læst en så forrygende FLERSTEMMIG bog, men jeg har rigtignok hørt lignende, mindst lige så meningsløse klager over Marianne Larsen, F.P. Jac, Morti Vizki, Simon Grotrian og senest Cecilies 1 år forskudte klassekammerat Signe Gjessing, godt selskab! - her anmeldelsens afslutning:

"Lind karikerer det lillepigede, til det bliver uhyggeligt, og driver skrøbeligheden ud, hvor den måske kan undergrave sig selv. For striden, som lillepigekroppen er kampplads for her, er ikke kun privat, den vedrører også den fetichering af uskyldsren, mager ungdom, som samfundet bekriger unge piger med.
Dét er den arena, Linds lyriske alter ego er en spinkel, men strunk gladiator i (passende nok, når nu bogen er kommet på forlaget af samme navn), og sådan her kæmper hun, når hun er bedst: »jeg hjælper det hjælpeløse på/VEJ med mit//KLYNK og med mit/glamour, med min trutmund og mine kinder, mit mit, og/mit//syge, jeg tager en tår, og trækker på skulder, jeg er EN SØD/TØS, en frisk pige, en gæv/alf//DET MEST GUSTNE GHOST du nogensinde har/kendt/til«.
CECILIE LINDS stil er blevet kritiseret for at blive monoton i sin intensitet, fordi de sproglige nydannelser og udsmykningen er så massive, at intensiteten simpelthen kollapser. Det er uden tvivl meningen. Alligevel er det opløftende, at Lind i ' Strunk' begynder at skrive en ny form for intensitet frem. Også selv om ensformigheden, som fortsat ligger i den særsproglige strøm af ord, lige så fortsat tynger. Sagen er, at uanset hvor meget monotonien er en tilstræbt effekt, og uanset hvor lidt der er noget galt med den, er den ikke nødvendigvis den mest interessante effekt. Og derfor er det ganske enkelt sådan med ' Strunk', at det er den bedste bog, Cecilie Lind har skrevet, men næppe den bedste, hun kan skrive."

Martin Gregersen i Kristeligt Dagblad er rent glad og har ergo rent ret - et større citat fra hans desværre stjerne/hjerteløse anmeldelse:

"Man fornemmer undervejs Linds kreative dyrkelse af idiomer, klichéer, ordsprog og lignende, der sammen med børnesange - for eksempel -Jeg ved en lærkerede- (-og skarn være den der/ lurer på,// tå// bag slående/ lighed-) eller -Bamses Billedbog- (-kildne knæhaser, ømme punkter, allerfarligste sted, ikke røre/ kan du så/ lade være at være så sød og-) - udgør det sprogmateriale som Lind, i lighed med kollegaen Ursula Andkjær Olsen, arbejder med.
Tilsvarende hører man i -Strunk- konstant ekkoer af eventyragtige fænomener som spøgelser, alfer, trolde, slotte, monstre og prinsesser. Og netop prinsesserollen kan måske pege på nogle af de spændinger og tematikker, som digtsamlingen berører.
Vi befinder os nemlig i et, om man så må sige, piget univers med glitter, neglelak, eyeliner, dukker og så videre, men det er netop ikke et sukkersødt prinsesseunivers, der tegnes op: Vi har ikke at gøre med et medgørligt og underkuet, men et omskifteligt, uhåndterligt, selvbevidst og til tider vredt jeg, der siger fra over for omverdenens komplimenter, blikke og bemærkninger:-at jeg skræmmer liv ud af folk der/ rækker ud og siger/ søde pige du er en sød pige, men jeg nænner nok lige at sige/ dem/ TILBAGE at NEJ/ JEG/ er en ond/ PERSONAGE-.
Hun er -bitch på slot-, hun er en drilsk lolita, men hun er også -martret af ært-, som der står med henvisning til H.C. Andersens eventyr - nu med eksistentiel tyngde. Hun skriger, fordi hun også er et sygt og angstplaget jeg, der kæmper med sig selv og omgivelsernes idealer. Hun forsøger at holde sig strunk, men det er en evig kamp. Sådan pendulerer Linds langdigt hele tiden mellem forskellige stemningsniveauer: vrede, humor, sorg, glæde, ømhed, intimitet, afvisning, ensomhed etcetera. 
Cecilie Lind har lige siden sin debut, -Ulven åd min eyeliner- (2010), imponeret med sin store sproglige bevidsthed og legesyge tilgang - og med -Strunk- gør hun det endnu en gang. Hun kan gøre læseren rundtosset, men giver man sig tid til at lytte og læse, er der uendelig meget at komme efter.*

* * * * * * *