vi fejrer en mesterprosaist med poesi - Dorrit Willumsens første bidrag til Hvedekorn, nr. 2, 1966:
Idyl
Han afprøvede hende i mørkekammer.
Hun gemte hans udrevne plomper som souvenir.
Begge havde en blå tandbørste som alibi,
og deres arme bar søstjernens sugende vortehud.
- Man sagde, at de elskede hinanden.
I blinde sneglespiraler cirklede de -
borede huller i hinandens kød.
Spillede whist om afrevne blomster
eller fangede sand i en hulet hånd.
Om sommeren drak de vand for at udholde varmen.
Og små bitte glas med absinth.
Som en rød bedemølle snurrede deres stemmer i luften.
Og med ru tunger slikkede de saltkorn af hinandens ryg.
Han gik med en mødom i sin lomme.
Hun bar en krone af hans afrevne hår.
Om vinteren fangede de hinanden i snarer -
dækkede hinanden med sne.
Hvert forår spiste de hinandens hjerter - krydret med persille og løg.
Eller berørte med fremstrakte fingre præstens kappe af uld.
De byggede templer af grønne biografbilletter.
Og vandt nøgler af hinandens hud.
For deres skyld sang solsorten i mørket.
Og som et hvidt tårn voksede lyset i horisonten.
Med en blank saks klippede hun knapperne af hans tøj.
Og hans stjal de røde elastikker, der holdt på hendes hår.
Hun belastede hans morgenflugt med tynde pakker af mad.
Lod armstilke vokse efter ham - iført gåsehud.
Skænkede ham hår i leverpostejen - som kærtegn af intimitet,
eller talte med ostens fårekyllingstemme mellem hans gummer.
Iførte sig blå øjne,
for at han skulle drukne i dem.
Eller skifte til brune -
blot for at læse i ham.
Nærmede sig med nypudset syn hans dirrende næsefløje,
Løste ganske nøjagtigt hans øres spiral.
Med spredte lemmer mødte de hinanden i mørket -
udskilte skarpe lugte af svovl.
Og hver nat stjal hun hans søvn med lange, grådige fingre.
Fangede ham i en kløft af insnende hvidt.
Han købte en særlig lås for at spærre særlige hemmeligheder inde,
og hun købte en dirk for at viske støvet bort med en låddenblød klud.
Hun købte en særlig kande til kaffe.
Og han - en særlig gryde til æg.
Der var så meget imellem dem, sagde man.
Blandt andet hans mandige fyrtøj med indridset navn.
Og deres såler - pudret med støv.
Af og til prøvede hun øjne, der var røde, og sagde, at alt var forbi.
Og han så skulderblade klapre som kantede vinger. En engel - berøvet sin flugt.
Han hængte sin frakke på kangen
- følte -
det var som at hænge sit lig.
Hvis også hun hængte sig -
eller hvis de i tavshed hængte hinanden.
Alt ville blive idyl.
Hvis han hang i en hvid snor under et hvidt loft.
Og hvis hun hang tavs overfor ham.
I tavshed ville han træde vande i hendes øjne,
I tavshed trænge ind i sig selv.
I øm gensidighed ville de svæve.
Som kælne flyvefisk glide gennem luften.
På udbredte vinger af ribben.
Han udlagde sagen - oprigtigt.
Hun så på ham - og var tavs.
Nagler af syvstjernet smerte slog de i hinandens kød.
Eller madede ømt hinanden med skallen af syrnet frugt.
Om natten var de klumper af is.
snart knust af en ukendt ske.
Og som en sværm af myrer angreb mørket deres sår.
For deres skyld slog visne blade mod ruden.
Og for deres skyld tikkede dødningeuret i bjælken.
Et efterår skrællede hun hans hoved, da det modent faldt i hendes skød.
Hans næse lagde hun på en pude af fløjl.
En brystnål med to rubiner.
Man kaldte det smukt og idyllisk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar