Morti, kors, du levede i aftes

da Lea Løppenthin ved receptionen for Ida Holmegaards debutroman Emma Emma i eventyrligt og  rungende østerbrosk villa-fritidshjem læste kongenialt klukkende op af din roman nr, 2 Begge ben (fra 1990 ligesom Ida), som åbenbart både er veninde-kultbog for Lea og Ida m.fl. og en primær inspiration for debutromanen, og gæsterne, hvoraf de fleste sad på villagulvet, var så meget med, os inklusive, det flød over med smil, du vil have syntes, det var gloriøst mindst  (at det er DIG og ikke Strunge eller SUT, der FOR UNGE DIGTERE er den centrale 80'er-digter) - Lea læste hele første kapitel, der som bekendt slutter SÅ overgivent:

Vi skulle blot slå et slag indenom en butik for at købe vin, så ville Dina tage sig af resten. Mik så ikke særlig opstemt ud, når han talte om hende, eller også var det kun noget jeg foregøglede mig. Ellers var han et stort smil den eftermiddag, og lidt mindre bekymret for mig. Men det anede mig at vi begge var bekymrede for noget helt tredje, noget der kom.
  I forretningen hvor vi købte vin, købte vi også en liter sødmælk, som vi tømte på vejen. Vi sagde at det var vores fars ånd, vores fars sæd- Og at vi ikke kunne vente med at pisse den ud igen, en gang for alle i det nærmeste buskads.
  Og pludselig var der en forståelse. Vi krøllede sødmælkskartonen sammen og smed den væk. Og vi kiggede på hinanden. Vi aftalte, at vi ville ikke åbne for Dina, når hun ringede på. Sikke, desværre, en skamløs alliance.
  Inden vi nåede hjem, havde vi tømt en halv flaske vin. Vi købte brød og den slags til at spise i belejringstilstanden der kom, for vi ville være alene.