Jeg var alligevel ikke Svend Åge Madsen i går

til FLYD Festival for lyddramatik på Husets Teater, i en Q&A efter afspilningen i den mørklagte teatersal Madsens fænomenale, virtuost medie-bevidste debut-radiospil Rapport fra Internatet ´, 1967- sådan som jeg et hektisk døgns tid troede jeg skulle være (altså Madsen-ekspert i stedet for Madsen selv) - det var han selv, altså sig selv, og var det selvfølgelig fremragende, klog og mild, selvbevidst og selvironisk - "tak for muligheden for at hilse på mit yngre, mere dystre selv" - og med et godt blik for sin egen udvikling fra spillets (og de samtidige bøgers) stammende, gentagelsesbårne, mørke (og BECKETTSKE - han kunne bedre huske B's Krapps sidste bånd end sit eget spil) absurditet (på internatet lider man af en en mystisk, dødelige sygdom, der naturligvis bare er LIVET) til de senere årtiers fortælle-konstruktive overdetermination og (i al særmadsensk mesterskab) professionelle underholdningsiver - og denne udviklings tab og gevinster (= han kunne virkelig godt lide spillet, som han ikke havde hørt eller læst i 48 år, men han kedede sig også en smule). Herligt var det i hvert fald at høre salig Olaf Ussing hoste helt igennem i rollen som fortælleren, bare kaldet "Manden"; her er et klip fra den trykte udgave i antologien Dansk radiodramatik 2:

(man hører en række regelmæssige slag. En pige skriger uregelmæssigt, som om hun blev pisket)
(Klip.)  
Manden: Jeg regner med at de selv kan forestille Dem situationen, selv om heller ikke denne optagelse var for tydelig.
Man kan ikke lade være at imponeres af den person der førte slagene i dette glimt, når man holder sig for øje under hvilke forhold det sker. Manden ved at han har valget mellem to muligheder: den nemmeste, at sætte sig med hænderne i skødet og vente til sygdommen overmander ham, eller den langt mere krævende: at mobilisere en mængde energi sådan at han bliver i stand til at udføre noget der fordrer så meget koncentration, så megen medleven fra hans sisde, at han under iværksættelsen af denne opgave kan glemme sin plads, sin udsigt. Prøv at sætte Dem i hans sted: ville De kunne gøre en så heroisk indsats for at bedre Deres kår en lille smule? Kunne De samle Dem til at pine nogen for at skaffe Dem selv fred?
Naturligvis er den De netop fik demonstreret ikke den eneste der anvendes, opfindsomheden er stor hos dette hærgede folk.
(Klip.)
(optagelse af en anmeldelse fra radioen).
En anmelder: ... man tåler bedre dette i mindre doser. Vil det omgående blive stemplet som fiksfakserier, når man siger, at man har kedet sig på et højere plan?
Det er i det hele taget hovedindvendingen mod dette såkaldte hørespil, at udbyttet ikke står i noget rimeligt forhold til anstrengelserne. der er noget selvtilstrækkeligt og selvspejlende over ham, så kontakten mellem ham og hans publikum kun med besvær kan sluttes.
Det er endnu et underligt skud på den pind han holder i hånden. Man har bare ikke et øjeblik fornemmelsen af, at dette betyder noget for ham, at han er engageret i det - derfor kan han heller ikke fastholde sine lytteres interesse. Hører jeg endnu et stykke af samme slags, er det ude med mig.
(Klip.)
Manden: Man kan finde lig overalt, på gaderne, i husene. Måske ikke bogstaveligt overalt - men man kan ikke træffe en person uden at han har slægtningen og venner der allerede er blevet ramt af sygdommen. Man kan gå på gaden og vide, at man ikke kan være sikker på at kunne gå det samme sted næste dag. Man kan lægge mærke til et ansigt i sine omgivelser, og pludselig en dag er det der ikke mere, og man træffer det aldrig igen. Sygdommen gør sig bemærket hvert øjeblik, man må anstrenge sig voldsomt for at fortrænge den fra tankerne. De hørte her et eksempel på én der har foretrukket at holde sig frygten fra livet ved intens brug af hjernen, og denne virkning opstår ved bevidstheden om at et eller andet sted sidder der én og vånder sig under det voldsomme angreb.
Man kan kun glæde sig over at patienterne på forskellige måder er i stand til at glemme deres trængsler for en stund, og finde litd afveksling i deres trøstesløse situation.
(Klip.)
Kommandant: Gør flængen i ham lidt dybere.
1. hjælper: Han bløder temmelig voldsomt.
 


(foto: Søren Voigt Juhl/Fotograværkstedet.dk)

- Lige nu er endnu et debutspil netop gået i gang, HC Branners Hundrede kroner, og 18:30 kan man høre Morti Vizkis nyklassiker Egernet ud af haven, plus til og med søndag ALT muligt andet dramtisk hørbart! Gro de ører større!