-->
YIN
YANG-RAMASJANG Birgitte Krogsbøll er lige så bandsat overstadig over jordelivet,
som Vagn E. Olsson er nederdrægtigt forbandet på samme
Jernlunger og
morgenfruer
Birgitte
Krogsbøll: Perfekt uorden. 68 sider, 150 kr. Kronstork
Vagn E. Olsson:
Mondo culo. 100 sider, 150 kr. Escho
Af Lars Bukdahl
Også titlerne på
Birgitte Krogsbølls og Vagn E. Olssons nye bøger insisterer lige den grad for
meget på hver deres humør, for ikke at sige livssyn, så lad os nøjes med at
sige poetiske livssyn:
Perfekt
uorden overfor Mondo Culo (latin
for røv-et verden sådan cirka).
Krogsbølls bog er lidt for perfekt i sin
uorden og Olssons bog er lidt for røvsyg i betydningen syg med at sige røv til
og om verden.
Begge digtere fylder tres i år og begge kom
sent på banen som poeter.: Olsson debuterede i 1990 med Poemer, der først fik en efterfølger i 2012 med Mysterier 1, en krasbørstig
skrivebordsskuffe-eksplosion, som åbenbart har givet ham blod på tanden.
Krogsbøll debuterede i 2002 med Wöldums
pulsar syndrom, som hun har fulgt op med tre digtbøger, senest den
forfærdeligt fine, Kunstfond-præmierede listesamling dyr med næb ordnet efter antal vinger: fra sidste år
Lister er også et tekstspor i Perfekt uorden, men de lister er ikke
som listerne i dyr med næb strenge og
excentriske (”dyr med værdifulde stoffer i navnet, ordnet efter kilopris”), de
er stik modsat rare og tilforladelige. Her er til eksempel begyndelsen på
bogens første tekst:
”elsker ting, der er mange af, ophobninger
bunker stakke stabler, hø for eksempel, eller kort, eller jord, eller bier;
ikke hvis jeg skal holde på dem, naturligvis, ikke bier i hvert fald, men at se
på, mange blomsterhoveder på én gang, for eksempel, latyrus som min mor laver
hver sommer, eller morgenfruer eller når vi var i skoven da jeg var lille, og
der var bukkar alle vegne, duftende og mange, ufatteligt mange”
Det er velskrevet hvirvlende så absolut, og
Krogsbølls ordglæde undgår ikke at smitte, men jeg føler mig tvunget ud i et
bredere og fadere smil, end jeg bryder mig om. To andre spor er glade
naturdigte og glade skysammenligninger, som er en overordentlig ordentlig måde
at producere barokke billeder på.
I sin bogs lange, løsagtigt skrumlede tekster
(flere af dem med fodnoter) vrænger Olsson af alt og alle, herunder ham selv og
poesien; han ynder slemme ordspil og endnu værre rim. Blandt yndlingsofrene
optræder, gerne med navns nævnelse, litterære feminister og antiracister.
Hovedvåbnet er i trættende monoman grad
lokumspoesi; infantilisme og avantgardisme mødes og underlivsmæssigt
plattenslageri opstår. Jeg bliver træt i øjnene, fordi jeg rigtig godt kan lide
Olssons raseri og – nøjagtigt som hos Krogbøll - sprogglæde. Som heftigst
opkørt er vi i nærheden af rapperne i Malk de Koijn; et lille klip:
”Jeg er en hørevejschiller/ Vi spiser snot
med biller/ Jernlunge, møgunge/ Fedtmule – i en hule. Jeg er en kørelift/ Jeg
er en højredrejet skarv,/ (commercial)/ Den har sur stråle som bliver behandler
med Blå Biotex ®// Nu vil jeg muffe når jeg ser/ en gammel grinde gå til ro/
1000 millioner kroner// de bor her i byen/ under paraplyen”.
Til sidst i bogen nærmer Olsson sig, rygvendt
i anden potens, en urolig poesi, der har mindre kvalme over sig selv - måske
står den allerklarest frem i den distinkte poly-håndskrift i serien af
håndskrevne stykker, sådan må der også kunne skrives på et tastatur.
Morale: Julemænd og bussemænd er sådan
cirkus lige smalsporede digtertyper.
Rimer kilopris på klitoris?
SvarSlet