En bananplantage er også en arbejdsplads

David Jacobsen Turner skriver

i anledning af Jonas Eika Rasmussens åbenbart meget lovende (sandsynligvis er det den, WA's Linea Maja Ernst anonymt FB-jubler over så overbevisende opkørt: "tsk (dvs: er så begejstret for roman at anmeldelsen bliver dårligere af det, dvs: prøver at skrive så sagligt og følsomt som hin roman selv gør, mens anmeldelsesteksten hele tiden er ved at sprække i sømmene af det store klodsede, tilbageholdte I LOOOOVE YOOOU BOOK der prøver at mase sig ud mellem linjerne og afsløre mit dumme bløde fanhjerte ; tsk tsk tsk") debutroman Lageret Huset Marie, udkommende næste uge på L & R (bliver de nu vinderforlaget, bliver de nu vinderforlaget?)

glimrende om arbejdspladsromanen i JP og nævner følgende nyere titler:

Kenneth Jensen: Tragedie plus tid
Kristian Bang Foss: Stormen i 99
Christian Jungersen: Undtagelsen 

(+ ældre titler af HC Branner og diverse arbejderforfattere, Nehm, Jensen Folehaven, Stenbæk Jensen & udenlandske titler af Kaplan, Thörn, Lindberg)

Jeg skrev sidste år en artikel om arbejde i ny litteratur, "Der ringes ind til fortsat virke. Danske digtere i arbejde", i Den Blå Port, hvor jeg selvfølgelig inkluderede Stormen i 99 og selvfølgelig ikke Undtagelsen og, fordi den ikke var udkommet endnu, selvfølgelig heller ikke Tragedie plus tid - derudover nævnte jeg nyere arbejdspladspoesi af Glenn Christian, Martin Larsen, Rasmus Nikolajsen, Jonas Rolsted og (snarere tyveripoesi) Yahya Hassan og følgende nyere romaner

Pablo Llambìas: Et ukendt barnHelle Helle: Rødby-Puttgarden
Lone Aburas: Føtexsøen

Men det er for fanden decideret skandaløst, at hverken Turner eller jeg nævner Hanne Højgaard Viemoses debutroman Hannah, 2011, hvor hovedpersonen Anne/Hannah arbejder HÅRDT på en australsk bananplantage på langt de fleste af bogens sider. Efterfølgeren Mado, der udkommer i morgen, begynder med en kort skildring af et ikke mindre hårdt arbejde - og pludselig hårdt arbejde som LEDER - på et New Zealandsk gartneri:

"Det var i den periode, Ian mistede grebet og gav mig vidtrækkende beføjelser og ansvar langt ud over mine evener.
  Det var i den periode, det styrtede ned, og vi plukkede påskeliljer i mudder til gummistøvlernes kant. Ligesom det var i den periode, vi såede meloner på den mark, West og jeg havde ryddet og pløjet den seneste måned, det var som sagt dengang jeg var Hannah."

Og Hannah er en forbandet arbejderistisk helt i postmoderne arbejderpladslitteratur.

Og nu den udnævnelse er på plads, vil jeg med egne, flittige øjne læse Eika Rasmussens roman.