i en anmeldelse i Information af den forunderlige, legesygt galsindige og monstrøse Wiedewelt-udstilling, som jeg heldigvis nåede forbi, for 10 år siden:
"Det er forår, tidligt tirsdag formiddag. På bredden overfor ser jeg
de mondæne kartoffelrækker. Wiedewelt, som teksten her delvist handler
om, fik en gade opkaldt efter sig her. Passende, eftersom han druknede
sig i søen i 1802!
Vil igen cykle imod Gammel Holte, men har taget en omvej. Imod
Nørrebro anes Mehldahls tårne ved Søtorvet og Dronning Louises Bro som i
et vue over Seinen. Cykler ad Fredensgade, som har skåret Ryesgades
hovedpulsåre over, forbi Tegners vitalistiske monument, og langs Panums
kolossale bygningskrop, der som et billede synes at skrælle sig selv.
Fredrik Bajers plads med Eickhoffs figur af den danske
naturvidenskabsmand Steno ved dissektionsbordet.
Cyklen er et raslende lig, der slingrer i forgaflen. Jeg er på vej
til Gammel Holte af alle steder for at se Richard Winthers udstilling:
Wie-recycling.
En udstilling af Winther er et sjældent syn og indtil den 22. maj er der al mulig grund til at tage turen.
Richard Winther er født 1926, dansk maler, skulptør, fotograf m.m.,
dansk kunsts enfant terrible. Som en af de første i landet maler han
konkretistisk i slutningen af 40'erne og er medgrundlægger af
kunstnersammenslutningen Linien II. Winther var lærer på Eksskolen.
Senere professor ved Kunstakademiet. Som tilfældet er med Wiedewelt, er
der skrevet forbavsende lidt om Winther i løbet af de sidste 60 år.
Det er få steder i landet man permanent kan se Winthers arbejde.
Vægtigst er det store trefløjede billede på Teknisk skole i Slagelse og
udsmykningen af sygeplejehøjskolen i Næstved. Det er derfor ovenud
lykkeligt, at det er lykkedes at få tre bronzer støbt og permanent
opstillet i det nyanlagte barokanlæg bag udstillingsbygningen. Men over
det meste af landet må man lede forgæves efter Winthers kunst, med
Silkeborg kunstmuseum som en enestående undtagelse
På det lallede museum i Sølvgade, i det hvide snit, den såkaldte
"Skulpturgade", der ifølge museets hjemmeside er velegnet til middage,
receptioner, diverse shows og produktlanceringer, kunne man ganske vist
indtil for nylig finde det centrale værk Mælkeflasken fra 1948. Museets
populistiske linie må ses som en art social plastik, et kunstværk, hvor
man igennem museets drift undersøger en udvidelse af
hjernedødskriteriet.
Spændvidden og formatet af Winthers kunst er kolossal. Han arbejdede
foruden med maleri, skulptur og grafik tidligt med eksperimental film,
hidtil usete af deres art og udgav i 1947, under pseudonymet Gro Vive,
digtsamlingen Den nøgenfrøede, der i sin radikale form foregriber Hans-
Jørgen Nielsen, Højholt og andre med to årtier. Winther har vedholdende
arbejdet med fotografiets muligheder og har selv konstrueret og bygget
et stort antal, eksempelvis til 360-graders panoramafotografi.
Fotografierne er noget så usædvanligt som et kunstnerisk fotografi,
fotografiernes klassiske tableauer foregriber 80'ernes og 90'ernes
iscenesatte fotografi, med de sanselige og erotiske modeller, set og
fremkaldt i favntag med den europæiske kunsthistorie. Centralt i værket
findes den store Hieronymus-serie og den murstenstykke bog: Den hellige
Hieronymus damekreds."
kedelig anmeldelse
SvarSletI bukkens vendekreds
SvarSletStøj fra barneværelset
tidens løse hænder
rasler med ordene
blikket stift vendt
imod hvedemarken
dens mindste lyd og bevægelse
iagttages
imens
hænderne skovler
hvirvler, forklarer beretter
adlyder tegner fortæller
de skal hænderne
arbejde være i bevægelse
kan ikke bare hænge stille
for enden af armene
de skal siger manden
emirens næstbedste ven
armenes hænder skal uafladeligt
skovle ord luft ilt usynligt papir
som fægtende vindmøller
i kamp
imens læberne messer
støder ordene
frem
med luft bag
kan ikke tale tydeligt
blot simre boble
ordenes egentlige fornøjelse
af hensyn til lytteren
ellers mister denne interessen
og falder i søvn
konkret
Da sværdet veg for ploven
og helligede sig kornet
var de lyse nætters himmel stadig svøbt
i tidens flor
De nordiske stemmers klang
pigernes dans og sang
drengenes slid
dyr og mennesker
trak på samme hammel
arbejdets moral
kunsten og kulturen bar hinanden
glædede sig sammen
igennem generationer
indtil de kæmpende hænder omsider kom til
fik frit spil og tog fat
viskede dem ud
gav dem bank
satte dem på plads
disse stakler
fra før dadas tid
blev jaget på porten
er det mon i grunden meningen?
Venlig hilsen Bjarke Rosenkilde
I anledningen af kritikeren Lars Bukdahls optræden i Richard Winters Hus i Vindeby
fredag den 3/7-2015