Debutant i det første nummer af Hvedekorn, jeg redigerede, nr.1, 2008, var Sigurd Buch Kristensen, født 1988, med en 4 sider lang digtsuite betitlet "At der er sprog i træerne interesserer ikke mig"; sådan lyder suitens første digt:
Træerne hører ikke hjemme i digtet, siger du
naturen er sin egen - en gren
der slår mod ruden i dine drømme fx
Søen er frosset til og ænderne kan ikke finde hjem
gennem plantagen
hvor æblerne rådner
Prøv og hør engang
Samme år blev han optaget på Forfatterskolen, og på grundlag af Hvede-debuten blev han udnævnt til Årets Skovhuslyriker 2009, jeg holdt talten og røbede blandet andet.
Allerede i marts tilsendte Sigurd redaktionen endnu en buket digte, som
jeg forholdsvis prompte takkede ja til, men som han lige så forholdsvis
prompte trak tilbage, fordi hans ”udvikling har været for ”hurtig”, især
min opfattelse af hvad-digte-er-og-kan-være har flyttet sig.” Hvilket
naturligvis gjorde mig så temmelig bitter: Hvad bilder spiren sig ind?
Hvor speedwayhurtigt egentlig går udviklingen, når man er tyve år ung?
Nå ja, den går vist faktisk nøjagtigt SÅ speedwayhurtigt! Jeg kan huske,
jeg kort efter mødte Sigurd på Værnedamsvej og i et truende tonefald
lod ham forstå, at han skyldte mig digte! Den gæld har han endnu ikke
betalt; derfor ser jeg ingen vej udenom at citere et tilbagekaldt og kun
måske (selv)ironisk dobbeltdigt:
***/ kvinder skriver ikke digte// de skriver ord som fasan/ sommerfugl/
viagra// og kalder det digte// ***/ jeg kalder dette/ digt// blod/
tårer/ blod”.
Hemmelig skrift blev skrevet, et forlag blev bestyret, både blev bygget. Og sidste år debuterede Sigurd omsider med en lille "genskrivning", i Arenas serie, af Achton Friis, De danske ører Bind 1, en sirligt bevidsthedsstrømmende logbog, i båd mellem øer, med kvinde og erindringer, der som en selvfølgelighed blev indstillet til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris. Og den anden dag på Facebook publicerede han dette digt, godt som nyt:
Jeg er de næste 10000 sætningers fald mod
politikerens
Du ved hvad jeg mener!
om den krig
Vi fejrede
hinanden, for at blive fri
for hinanden
Tillykke
med dine første ord.
Lad tiltalen tilfalde de nyfødte, thi kun de, kan betræde denne verden
Indlysende
at der er andre vilkår for den fattige, den tilkomne
min forkomne, hvis slot
falder sammen om ørerne på resten af det Nordsjælland
du regerer.
Her fejer vi alle de andres dør først!
I marken
er der trøst til det formuldede
For et lynnedslag
- så frugtbart -
om jeg er glad?
Det dadelfrie
er det sirligste pladder jeg kender
for de navnløse rige:
Hvis adkomst
må være
en dehumaniseret
empati, ja
Hvad så?
Hænger vi i træerne og hvisker
Hænger vi i træerne og hvisker
Ingen kommentarer:
Send en kommentar