"I 1981 rejste
Richard Winther til Rom, hvor han især ønskede at studere manierismen. Jeg
mødte ham i september måned. På det tidspunkt studerede jeg barokken, medens
min mand, professor Torben Christensen, arbejdede med de gamle kirkefædre. Vi
havde flere spændende samtaler med Richard Winther. En dag stillede han mig
følgende spørgsmål: du må da kende nogle sensuelle manieristiske kunstværker,
som du kan vise mig — de skal helst være
lidt erotiske? Jeg foreslog ham, at vi besøgte Villa Madama, hvis loggia er tegnet af selveste Rafael. Han døde i
1520, og det blev derfor Giulio Romano og andre manieristiske kunstnere, især
Giovanni da Udine, der skabte de dekorationer, der skulle udsmykke de
forskellige sale. De prægede dem alle med manierismens udtryksfulde formsprog
med de mange komplicerede stilelementer. Vi tilbragte en lang
intens dag i villaen og — som han udtrykte det
—vort samvær var præget af ”tavs
eller talende beundring.” Han var meget betaget af værkernes strålende farvespil,
indviklede kompositioner og følelsesbetonede udtryk.
I 1985 arrangerede billedkunstneren
Torben Christensen, der på det tidspunkt var lektor ved Kunstpædagogisk skole
på Kunstakademiet, en rejse til Milano i tiden fra d. 3 til d. 12 juni. Både
Richard Winther og jeg deltog i rejsen, så jeg fik rig lejlighed til at diskutere
manierisme og barok med ham. I rejsen var der indlagt et besøg på Palazzo del
Te, der er placeret i en forstad til Mantua. Netop dette palads rummer en af de
mest yderliggående og kunstnerisk overbevisende eksempler på manieristisk
arkitektur og billedkunst. Det var arkitekten Giulio Romano —elev af Rafael — der tegnede paladset, der er fyldt af
overraskende lys- og farvevirkninger, dristige kompositoriske greb og nyskabende
formelementer. Det var også ham, der skabte de udtryksmættede og dramatiske
fresker i villaens store rum. Under udførelsen af dem fik han hjælp af lokale
malere, især Benedetto Pagni og Rinaldo Mantovano. Richard Winther glædede sig
utroligt meget til at se denne "manierismens højborg". På banegården
stod han og trippede utålmodigt og sagde igen og igen: Hvornår når vi frem til
herlighederne? Da vi kom frem og kom ind
i paladset og fik mulighed for at studere Giulio Romanos ekspressive fresker
med et netværk af overraskende virkemidler, blev Richard Winther vildt
begejstret. Han gik rundt med "julelys i øjnene" og udbrød gang på
gang: " Mødet med disse fresker overgår simpelthen mine vildeste
forventninger. Jeg er fuldkommen indfanget i deres tryllekreds. " Giulio
Romano håbede netop på, at hans værker skulle kunne appellere så stærkt til
beskuerne, at de næsten følte sig som deltagere i de voldsomme dramatiske
begivenheder, som han har visualiseret med så stor intensitet. Da Richard
Winther så Giulio Romanos sanselige,
illusionistiske og burleske fremstillinger af Zeus' nedstyrtning af Giganterne (1532-1534) blev han helt
bjergtaget.
Det drejer sig om det store værk, der med en chokvirkning møder de besøgende.
Det er placeret på en af væggene i Giganternes
Sal. Her skildres giganternes sidste forsøg på at indtage Olympen og detronisere
Zeus, men det mislykkes. Denne kamp er symbol på de humanitetssøgende guders
sejr over kaosmagterne. Da Richard Winther begyndte at studere denne freske
mere indgående, tog han sig til hovedet, fordi han næsten oplevede, at de
knækkede søjler, der på en meget
virkelighedsnær måde knuser Giganterne, også ville ramme ham. Så virkningsfuld
er Giulio Romanos kunstneriske bestræbelser på at drage beskuerne helt ind i
den grufyldte situation og gøre dem til medspillere. I den store kuppel møder
vi en endnu mere kompliceret højdramatisk visualisering af Giganternes fald (1532-1534). Giulio Romano har forrykket perspektivet
på en overraskende måde, og indføjet nye brudflader, der ændrer rummets
karakter, således at beskuerne mister fodfæstet. De oplever, at de næsten
bliver suget op i kuplen med de drivende skyer og et netværk af mennesker, der
er viklet ind i hinanden på de mest komplicerede og dynamiske måder. Det ser ud
som om Giganterne falder ned over os. Sådan oplevede Richard
Winther det i hvert fald. Eller som han sagde:” Enten bliver jeg suget op i
kuplen eller også falder giganterne ned over mig. Det bliver under alle
omstændigheder en grænsesprængende oplevelse.” "
Ingen kommentarer:
Send en kommentar