Der findes politiske litteraturmagere der ikke nåede med i min blæksprutte i dag om politisk litteratur:
(der nævner/citerer (om)) Haarder, Hassan, Laugesen, Nordbrandt, Viemose, Rosengreen, Brd. Ugilt, Nordenhof (Ravn), (Ørntoft), Aidt/Knutzon/Moestrup, Langvad)
Der findes en multikunstner (reelt en forfatter), som drager til verdenpolitiske hot spots og ter sig mere eller mindre livsfarligt situationistisk (og pludselig bare sidder i en i et tehus og snakker med nogen om noget og alting)) og skriver romaner om det bagefter:
Hele Beck/Werk/Nielsen-komplekset, som vi har akademikerne til at udrede for os
Der findes en romanforfatter, der under dække af den historiske romans genre-krinoliner skriver den ene hardcore-politiske roman efter den anden, om privatliv vs/som magt, kgl. politisk litteratur:
Maria Helleberg
Der findes finde digtere, der skriver manende nøgternt/galgenhumoristisk/metaforfiltret om klimakrisen, ford det er det eneste vigtige at skrive om overhovedet
Lars Skinnebach og Theis Ørntoft
(Der findes digtere, der skriver præcist/flimrende om næsten ingenting, men engang imellem bruger ord som "sammen" og "vi" og måske endda "fællesskab", og derfor, ifølge visse læsere, er de mest politiske digtere ever
Morten Chemnitz og Liv Sejrbo Lidegaard)
Der findes den overfor alt og alle, inkl. læseren, ondeste, mest krasbørstigt desillusionerede ANTI-politiske roman
Lone Aburas' Politisk roman selvfølgelig
Ingen kommentarer:
Send en kommentar