fredag den 31. juli 2015

Farfarnyt

- fra essay (om mestendels Informations medarbejderdemokrati vistnok) af min fars gode ven, Ejvind Larsen (som jeg i 9. klasse var i praktik som chefredaktør hos), i Information:

"Tre mænd har gjort, at jeg i dag ikke skammer mig over, at B. S. Ingemann er og bliver romanforfatteren i mit liv: Jørgen Bukdahl, heretikeren Bjørn Poulsen og Det Radikale Venstres egentlige grundlægger P. Munch. På Askov Højskole i vinteren 1957-58 genfortalte Bukdahl ganske kort Jakob Knudsens To slægter om den faderlige realisme og historiskhed og den moderlige fantasi og poesi. Begge skulle have, hvad der tilkom dem, men alligevel blev det uforglemmelige øjeblikket, da Bukdahl med 220 volt på ånd og stemme og armbevægelser citerede, hvordan børnene pludselig sprang op af den fodtrådte sti og den tørre bund, der var knopret og ru af bog-skaller og råbte det ingemannske: »Tumle Dig, Skimmel! Styrt Dig ind i den glødende Himmel!« Og det sidste foredrag af Bukdahl den uendeligt langtrukne vinter, da han under iførelse af sin tykke overfrakke med halstørklædet smældende om hals og hoved forsikrede: »Giv tid! og hvad du drømte skønt, Du skal i sandhed skue. Giv tid! og åndens vinterblund Skal fly for herlig sommer.«"

- fra Vejle Amts Folkeblads genoptryks-spalte, "1936: det stod også i avisen":

" ET FRUGTBART FÆLLESSKAB KAN IKKE BYGGES PAA BLOD OG RACE. " I Tyskland holdtes fornylig et stort Møde, hvor man vedtog at arbejde for en nøjere Tilknytning mellem de tyske og de nordiske Germaner, i hvert Fald med Danske som jeg, lyshaarede og uden tvivlsomme Bedstemødre. Men vi vil ikke træde i Forbindelse med en Bevægelse, der ikke kender anden Retning end Ensretningen; det har vi Lov at sige, selv om man ellers ikke skal blande sig i en stor Stats indre Anliggender, og Baggrunden her i det historiske Jelling er den bedste for et Svar til Tyskerne. Runestenene vidner om, at skal et Folk leve et frugtbart Fællesskab, maa det bygges paa andet end Blodet og Racen. Der maa arbejdes frem mod et aandeligt Fællesskab, der tvinger Race og Blod. Raceteorierne er altid et Rustkammer for intellektuelt mindreaarige, Teorier som Videnskaben ikke vil anderkende, og som Runestenenes Ord gaar paa tværs af. Vi er frie i Kraft af et Fællesskab, som Gorm, Thyra og Harald grundlagde i Norden, og Stenene taler den Dag i Dag om Kampen mellem Slægten og Kristendommen, en Kamp mellem Race og Aand, der stadig staar paa. Derfor kan vi ikke slutte Aandspagt med Tyskerne." [ Fra tale af Jørgen Bukdahl ved Vejle Amts Gymnastikforenings fest i Jelling] 13. JULI"

Cool og vild forfader indeed!

1 kommentar: