"Så er det officielt: Jeg stopper som rektor for at hellige mig min egen skrivning (med tekster, der er længere end 14 linjer, og som ikke er skrevet mellem 8.00 og 8.30 om morgenen, og som ikke handler om angst smile emoticon )."
Pablo har siden sin saligt overrumplende debut med Hun har en altan i 1996 (en af de sidste 25 års finest smilende titler - den må den unge Lars Frost være evigt jaloux på) været en af mine yndlingsforfattere, i sin totalt radikale og uforudsigelige, fabulerende PROSA-konceptualiseren, men jeg kunne smerteligt nok aldrig med de bekendelses-sonetter, så YES til nye værker, vi slet ikke aner, hvordan kommer til at se ud, og HULKENDE farvel til en i al diskretion uhyre god og vigtig rektor, ham, rektoren, udtaler jeg mig om til Tue Andersen Nexø i en klumme i dagens information:
»Llambias var vel optaget af at få skolen til at køre, han arbejdede på at forankre og stabilisere stedet som institution. I offentlige diskussioner optrådte han med en cool værdighed, der står i stærk kontrast til hans forgængeres mere eksplosive debatform. Sigende nok er debatten om skolens berettigelse helt forstummet. Og så har han på en fin, fin måde åbnet Forfatterskolen op for arrangementer og paneldebatter og oplæsninger. Det har ikke været på nogen sensationel måde, men når man ser tilbage, så er det påfaldende, hvor meget der har foregået i Forfatterskolens rum af fine, men uspektakulære arrangementer. På den måde har han åbnet skolen op for omverdenen.« - Hvad med skolens undervisning? »Mit indtryk er, at han ville afkultificere Forfatterskolens kerne, den fælles læsning af elevernes tekster. Når gamle elever fortæller om tekstlæsninger, er det som at høre om et munkekloster, så genopliver de gamle frimurerritualer. Sådan ville han det ikke. Han ville undersøge og diskutere og videreudvikle tekstlæsningen, gøre den mindre hellig og dunkel.«
Farvel og goddag igen, boyo!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar