Kære Lars Bukdahl
Tilbage i 2004 udgav du billedromanen Mars er for tabere
illustreret af Morten Voigt, her på Dansklærerforeningens Forlag. Her i
20015 kan vi med glæde fortælle, at værket har vagt opsigt i udlandet,
og at det norske forlag Samlaget
ønsker at oversætte og udgive værket i foråret 2016.
Jeg skriver derfor til dig for at høre, om du kan give din tilladelse til at
Mars er for tabere oversættes og udkommer på norsk?
KJEMPEFINT! svarede jeg.
Og min børnebogsambition blev straks genvakt, fordi min børnebogsskriveglæde straks blev generindret. Jeg skrev i en gammel artikel om børnelitteratur, da jeg lige var blevet færdig med mine hele 2 børnebøger, Mars og (med og genereret af Lars Nørgård) Larslars:
-->
"I efteråret 2004 udkom min første børnebog, Mars er for tabere, med fantastiske
illustrationer af Morten Voigt, som et af de første tre bind i
Dansklærerforeningens serie Billedromaner. Anmelderne var meget søde og
positive, der var lidt klager over det svære sprog (spørgsmål til eleverne i
forlagets på hjemmesiden publicerede ”inspiration til litteratursamtale i
klassen om Mars er for tabere: ”Man
kan blive helt forpustet af at læse bogens 1. sætning højt. Hvorfor tror I
forfatteren har valgt det?” Fordi forpustende sætninger er for fede! Basta!) og
den åndssvage historie (har nogen set Star Wars III? Hvor er det da meget mere
rimeligt at tage ud i rummet og fange et gigantisk grønt lysende kattedyr!).
Lektørudtalelsen var også god og understregede artigt bogens appel til
læsedroppende drenge, hvilket straks betød, at rigtig mange biblioteker købte bogen.
Men først og fremmest kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det så
sjovt med at skrive skønlitteratur. At folk så også kan lide og køber skidtet,
det er jo bare glasur på lagkagen. Og jeg kan godt lide lagkage, og jeg kan
godt lidt glasur på min lagkage, så selvsfølgelig kan jeg blive nødt til at
fråse videre"
Og det gjorde jeg bare forbandet ikke, pludselig skete både blog og Hvedekorn, men det er jo ikke for sent, det er ikke for sent for nogen skrift! - senere i artiklen klager jeg mig jeg trekvartbittert, men fuck bitterhed, skriv de fortsætteler nu og alle de de andre børnebøger, du lige nu kryslaklart husker, at du har LYST til at skrive, Lars:
-->Dansklærerforeningen nægter stadig at bestille en fortsættelse til Mars er for tabere og en fortsættelse til fortsættelsen, titlerne er ellers parat: Månen er for syg og Solen er for spøgelser.
Blogpost fra 2011:
SvarSletBonushistorie om den hemmelige astronautagent Billy Bob Malone
(hovedpersonen i min UDSOLGTE billedroman Mars er for tabere; skrevet til Børnenes Ænsyklopædi, men valgt fra af redaktionen (sikkert fordi teksten var en slet skjult reklame for min dengang ikke udsolgte bog, det foreslåede opslagsord var ASTRONAUT):
Da Billy Bob Malone var 14 år, havde han allerede i 2 år været hemmelig astronaut-agent. Hemmelige astronaut-agenter er ikke sådan nogen, der tager op på månen eller Mars og planter et flag og bliver filmet til fjernsynet. Hemmelige astronaut-agenter går i aktion, hvis der ude i verdensrummet foregår ting og sager, som simpelthen er for mærkelige at forstå for os almindelige mennesker.
En morgen vågnede Billy Bob op med en frygtelig hovedpine. Som altid var det første, han gjorde, at kigge ud af vinduet for at se, om der skete noget mærkeligt oppe på himlen. Men himlen var der slet ikke! Der var ingen sol eller skyer på ingen grå eller blå himmel! Der var ingenting! Ingenting på ingenting!
Hvis dette ikke er en opgave for en hemmelig astronaut-agent, sagde Billy Bob til sig selv, så hedder jeg ikke Billy Bob, og det gjorde han jo. Men først ville han gøre noget ved sin hovedpine. Den blev værre og værre for hvert minut, det var, som om noget stak hårdt imod hans hoved derinde. Han gik ind i sit lille hjemme-rumskib og fløj direkte fra sit vindue oppe på 411. etage og over til den hemmelige astronaut--klinik, der hang og svævede i luften lige overfor. Han fortsatte ind gennem døren, sprang ud, pegede på sit hoved og råbte: Der er noget galt! Hvad?
Den hemmelige astronaut-læge lyste ind i Billy Bobs øre med sit laser-hovedundersøgelses-apparat og sagde så ingenting, han bare stirrede og måbede. Hvad, råbte Billy Bob desperat, hvad, hvad, hvad!? Langsomt og stille, som om han ikke selv troede på det, sagde den hemmelige astronaut-læge, at himlen, ja hele verdensrummet var inde i Billy Bobs hoved. Hele molevitten, solen og månen, planeterne og stjernerne, den lange, lange mælkevej, alt var derinde.
Billy Bob blev slet ikke forskrækket, han blev glad, fordi han nu kunne slå to fluer med ét smæk: Den forsvundne himmel plus hovedpinen (og det var selvfølgelig stjernerne, der sad og stak derinde). Nu skulle han bare finde ud af, hvordan verdensrummet var kommet ind i hans hoved, og hvordan han fik det ud igen.
Han kom i tanke om, at han om natten altid drømte om verdensrummet, og at det fuldstændig var som at være der i virkeligheden. Måske havde han drømt så godt og grundigt om verdensrummet, at det var kommet til at sidde fast inde i hans hoved. Hvis han skulle gøre noget ved problemet, blev han altså nødt til at falde i søvn med det samme.
Og slutningen:
SvarSletHeldigvis var Billy Bob en ordentlig syvsover, så da han havde lukket døren til rumskibet og sat sig til rette på forsædet, var han væk på et øjeblik. Og tilbage i verdensrummet inde i sit hoved. Stjernerne blinkede venligt til ham, og langt borte kunne han se jordkloden som et lille, grønt æble. Men hvad skulle han nu gøre? Jo, han skulle da bare falde i søvn inde i drømmen og drømme om at sidde i rumskibet inde i den hemmelige astronaut-klinik.
Heldigvis var Billy Bob en ordentlig syvsover, så da han havde sat sig til rette på forsædet, var han væk på et øjeblik. Og tilbage på den hemmelige astronaut-klinik. Det svære var nu, at han skulle vågne to steder på én gang: I verdensrummet fra drømmen om den hemmelige astronaut-klinik, og i den hemmelige astronaut-klinik fra drømmen om verdensrummet. Hvordan gør man det, når man selv ligger og drømmer og oven i købet drømmer dobbelt? Jo, han skulle i drømmen om den hemmelige astronaut-klinik drømme om verdensrummet og, for en sikkerheds skyld, i den nye drøm om verdensrummet drømme en ny drøm om den hemmelige astronaut-klinik. 1,2,3, snork, og 1,2, 3, snork igen.
Fire drømme oven i hinanden var mere end nok: Zap, zap, zap, zap, sagde det, og Billy Bob vågnede op i verdensrummet og i den hemmelige astronaut-klinik og i verdensrummet igen og i den hemmelige astronaut-klinik igen, hvilket jo var virkeligheden, hvor, kunne han se ud af vinduet, solen strålede fra en skyfri himmel, som sad akkurat, hvor den skulle.
Sig det ikke til nogen, for det er hemmeligt, men endnu en gang var den hemmelige astronaut-agent Billy Bob Malone dagens helt.
Yes! Tillykke med Mars sol beam kasket raket
SvarSletTak! Du er æres-hemmelig astronaut-agent, Birgit, nu en lille smule mindre hemmelig
SvarSletMånen er for syg!
SvarSlet